L 90 Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven og ligningsloven.

(Annullering af stigning i registreringsafgift for eldrevne køretøjer og pluginhybridbiler i 2020 samt lavere beskatning af eldrevne biler, pluginhybridbiler og brændselscelledrevne biler, der anvendes som fri bil).

Af: Skatteminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 23-01-2020

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 23. januar 2020

20191_l90_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 23. januar 2020

1. Indstilling

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Nye Borgerlige, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Venstres og Liberal Alliances medlemmer af udvalget bemærker, at Venstre og Liberal Alliance støtter lovforslaget, men at de er betænkelige ved, at lovforslaget ikke samtidig sikrer klarhed om afgiftsreglerne for eldrevne køretøjer i 2021. Det bemærkes, at især de danske bilimportører efterspørger klarhed om afgiftsreglerne for 2021, så den positive udvikling af salget af eldrevne køretøjer ikke går i stå.

Den tidligere regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) nedsatte i februar 2019 Transportkommissionen, som skal komme med anbefalinger til den grønne omstilling af personbiler. Venstres og Liberal Alliances medlemmer af udvalget bemærker, at regeringens primære anke mod at sikre klarhed om de afgiftsmæssige rammer for 2021 beror på, at regeringen afventer anbefalingerne fra Transportkommissionen. Transportkommissionen forventes tidligst til sommer at komme med sine anbefalinger til enkeltområder. Derfor mener Venstre og Liberal Alliance, at Folketinget for sent vil komme i gang med forhandlingerne om de afgiftsmæssige rammer for 2021, og at der derfor, mens kommissionen arbejder, skal sikres klarhed om rammerne til gavn for både forbrugerne og bilimportørerne.

3. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 20. december 2019 og var til 1. behandling den 9. januar 2020. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og skatteministeren sendte den 5. december 2019 dette udkast til udvalget, jf. SAU alm. del - bilag 87. Den 2. januar 2020 sendte skatteministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 3 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 6 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Birgitte Vind (S) Bjørn Brandenborg (S) fmd. Dorthe Hindborg (S) Jeppe Bruus (S) Jesper Petersen (S) Kasper Sand Kjær (S) Malte Larsen (S) Thomas Jensen (S) Troels Ravn (S) Kathrine Olldag (RV) Katrine Robsøe (RV) Carl Valentin (SF) Theresa Berg Andersen (SF) Rune Lund (EL) Victoria Velasquez (EL) Susanne Zimmer (ALT) Louise Schack Elholm (V) Anne Honoré Østergaard (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Lars Christian Lilleholt (V) Torsten Schack Pedersen (V) Marie Bjerre (V) Morten Dahlin (V) Dennis Flydtkjær (DF) Hans Kristian Skibby (DF) René Christensen (DF) Rasmus Jarlov (KF) Mona Juul (KF) Ole Birk Olesen (LA)

Nye Borgerlige, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)48
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)42
Dansk Folkeparti (DF)16
Radikale Venstre (RV)16
Socialistisk Folkeparti (SF)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Alternativet (ALT)5
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1