Fremsat den 12. maj 2020 af Jens Henrik Thulesen Dahl (DF),
Liselott Blixt (DF), Bent Bøgsted (DF),
René Christensen (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Søren Espersen (DF),
Dennis Flydtkjær (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om ændring af arbejdsskadesikringsloven i
forbindelse med COVID-19
(Omvendt bevisbyrde for
arbejdsskadeerstatning i forbindelse med COVID-19)
Folketinget pålægger regeringen
snarest muligt at ændre lov om arbejdsskadesikring, så
enhver, der er sikret efter loven, har ret til erstatning for
følgerne af COVID-19, medmindre det anses for overvejende
sandsynligt, at sygdommen skyldes andre forhold end de
erhvervsmæssige.
Bemærkninger til forslaget
Det er forslagsstillernes opfattelse, at
arbejdstagere, der rammes af COVID-19, skal have ret til erstatning
efter arbejdsskadesikringsloven for følgerne af COVID-19,
medmindre det er overvejende sandsynligt, at arbejdstageren ikke er
blevet smittet i forbindelse med sit arbejde. Formålet med
forslaget er at indføre omvendt bevisbyrde, således at
arbejdstagere som udgangspunkt opnår erstatning efter loven,
medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at sygdommen
skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige.
Er COVID-19 en arbejdsskade?
Almindeligt forekommende virussygdomme som
f.eks influenza anerkendes normalt ikke som en arbejdsskade.
Baggrunden herfor er, at det er svært at påvise, at man
er blevet smittet på arbejdspladsen, og at arbejdstageren
lige så godt kan være blevet smittet uden for
arbejdstiden. Inkubationstiden ved influenza er i gennemsnit 2
dage, men den kan være helt op til 7 dage. Det er derfor
svært eller direkte umuligt at løfte bevisbyrden for,
at man er blevet smittet på arbejdspladsen. Desuden er
arbejdstageren lønmæssigt dækket, og der er
sjældent alvorlige følgevirkninger af influenza.
Beskæftigelsesministeriet har den 21.
april 2020 udsendt vejledning nr. 9210 om vurdering af
arbejdsskadesager om sygdom med COVID-19.
Af vejledningen fremgår det, at COVID-19
kan anerkendes som en arbejdsskade enten som en arbejdsulykke eller
en erhvervssygdom, og man har derfor kort fortalt ret til
erstatning i følgende tilfælde:
- Diagnosen
COVID-19 er stillet.
- Arbejdstageren er
blevet udsat for smittefare ved en konkret hændelse eller
påvirkning inden for 5 dage eller har været i kontakt
med COVID-19-smittede personer eller potentielt smittede personer i
en periode ud over 5 dage.
- Der er en
sandsynlig sammenhæng mellem udsættelse for
smitterisiko i forbindelse med arbejdstagerens arbejde og
pådragelse af COVID-19.
-
Sundhedspersonale, der arbejder med COVID-19, skal ikke kunne
påvise en konkret smittekilde, men skal kunne
sandsynliggøre, at smitten er sket på arbejde. Det
gælder læger, social- og sundhedsassistenter,
sygeplejersker, portører og rengøringspersonale. Det
kan også gælde for andre faggrupper, der har tæt
borgerkontakt, der medfører risiko for smitte, eksempelvis
pædagoger, kassemedarbejdere, apoteksansatte,
buschauffører og fængselsbetjente.
Hvis man får anerkendt COVID-19 som en
arbejdsskade, kan der udbetales erstatning i tilfælde af
varige følger af sygdommen eller død. Beløbet
afhænger bl.a. arbejdstagerens alder og familieforhold.
Som det fremgår af vejledningen, skal
man for at kunne få anerkendt smitte med COVID-19 som
arbejdsskade derfor kunne sandsynliggøre, at man har
været udsat for smitte som følge af arbejdets forhold.
Undtaget herfra er sundhedspersonale med direkte eller indirekte
kontakt til personer smittet med COVID-19.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at
vejledningen er udformet på en måde, der gør det
svært for mange almindelige arbejdstagere, der har fået
stillet diagnosen COVID-19, og som ikke arbejder som
sundhedspersonale med tæt kontakt til COVID-19-patienter, at
få erstatning efter arbejdsskadesikringsloven.
Det er desuden forslagsslagsstillernes
opfattelse, at også personale i hjemmeplejen, i
daginstitutioner, i skoler og andre personalegrupper med tæt
borgerkontakt skal have en lettere mulighed for at få
erstatning efter loven.
Det er givetvis rigtigt, at en arbejdstager
lige så godt kan være blevet smittet i fritiden som
på arbejde. Men virkeligheden er, at mange danske
arbejdspladser er karakteriserede ved, at man arbejder tæt
sammen i processer, er tæt sammen i kantinen og i andre
sammenhænge, hvor det ikke kan udelukkes, at man kan blive
smittet.
Inkubationstiden for COVID-19 er mellem 2 og
12 dage og dermed et noget større spænd end ved
almindelig influenza, hvorfor det for en arbejdstager kan
være meget svært at påvise, at smitten er
pådraget på arbejdspladsen.
COVID-19 er en usædvanlig virus, der har
udløst en global pandemi med overskuelige konsekvenser.
Også det danske samfund er hårdt ramt, og for at nogle
af samfundets vigtige institutioner kan holdes i gang, beder vi som
samfund frontpersonale om at møde på arbejde med
risiko for at pådrage sig smitte ved blot at passe deres
arbejde.
Pr. den 5 maj 2020 er der konstateret 9.821
smittede personer og registreret 493 dødsfald i Danmark. I
alt er flere end 257.000 personer blevet testet.
Ingen kender endnu de langsigtede virkninger
af COVID-19. Det er f.eks muligt, at der kan opstå
luftvejssygdomme, der kan give længerevarende skader og
mén. Hvorvidt COVID-19 kan føre til permanent
uarbejdsdygtighed, vides endnu ikke.
Forslagsstillerne mener, at myndighederne
burde gøre det lettere for arbejdstagere, der har fået
påvist smitte med COVID-19, at få erstatning efter
arbejdsskadesikringsloven.
Det er derfor, at forslagsstillerne
ønsker, at der indsættes en særlig bestemmelse i
arbejdsskadesikringsloven, der medfører, følgende:
»Enhver, der er sikret efter denne lov, har ret til
erstatning for følgerne af COVID-19, medmindre det anses for
overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes andre forhold end de
erhvervsmæssige«.
Skriftlig fremsættelse
Jens Henrik Thulesen
Dahl (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
ændring af arbejdsskadesikringsloven i forbindelse med
COVID-19 (Omvendt bevisbyrde for arbejdsskadeerstatning i
forbindelse med COVID-19).
(Beslutningsforslag nr. B 175)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.