B 146 Forslag til folketingsbeslutning om godtgørelse til efterlevende børn uanset børnenes alder og bopæl.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 28-02-2020

Fremsat den 28. februar 2020 af Peter Skaarup (DF), Karina Adsbøl (DF), Naser Khader (KF) og Mai Mercado (KF)

20191_b146_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 28. februar 2020 af Peter Skaarup (DF), Karina Adsbøl (DF), Naser Khader (KF) og Mai Mercado (KF)

Forslag til folketingsbeslutning

om godtgørelse til efterlevende børn uanset børnenes alder og bopæl

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at tage de nødvendige initiativer, således at godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 a, der kan ydes til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær, skal omfatte alle børn til den afdøde, uanset børnenes alder, og uanset om børnene boede sammen med forælderen på gerningstidspunktet.

Bemærkninger til forslaget

Formål

Formålet med forslaget er, at der fremover skal kunne ydes godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 a til efterlevende børn af personer, der er afgået ved døden som følge af en straffelovsovertrædelse, uanset hvilken alder børnene havde, og uanset om børnene boede sammen med forælderen på gerningstidspunktet.

Ændringen vil indebære, at også voksne børn over 18 år, som ikke boede sammen med den afdøde forælder, da drabet eller volden, der medførte at forælderen døde, fandt sted, får mulighed for at få godtgørelse på lige fod med andre nærtstående, herunder den afdødes mindreårige børn og børn, som boede sammen med den afdøde forælder på gerningstidspunktet.

Gældende regler

De gældende regler fremgår af erstatningsansvarslovens § 26 a, stk. 1:

»§ 26 a. Den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens død, kan pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær.«

De gældende regler omfatter alene efterlevende, der stod den afdøde særlig nær, hvor der ved »nære pårørende« forstås ægtefæller, samlevere og mindreårige børn. Andre børn og forældre kan være nære pårørende i lovens forstand, hvis de boede sammen med afdøde, da forbrydelsen fandt sted (www.erstatningsnaevnet.dk).

Hvis der er tale om voksne børn over 18 år, der er flyttet hjemmefra, vil der derimod i almindelighed ikke være grundlag for at tilkende en godtgørelse, hvis en af forældrene dør, med mindre de pågældende må antages at have bevaret en helt særlig tilknytning eller barnet f.eks. først er flyttet hjemmefra umiddelbart før dødsfaldet (Lovforslag nr. L 4, om ændring af lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, folketingsåret 2002-03).

Formålet med godtgørelsen er ikke at yde kompensation for økonomisk skade (f.eks. tab af forsørger) som følge af dødsfaldet, men derimod at yde en godtgørelse for ikke-økonomisk skade såsom tort, psykisk smerte og lidelse m.v. hos de efterladte, når der er tale om en helt særlig følelsesmæssig belastning for de efterladte, som f.eks. kan være tilfældet ved forsætligt drab (Lovforslag nr. L 4, om ændring af lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, folketingsåret 2002-03).

Muligheden for at tilkende en godtgørelse til de efterladte er begrænset til dødsfald, der er sket forsætligt eller groft uagtsomt. Det kan f.eks. være drab, jf. straffelovens § 237, eller grov uagtsomhed, jf. straffelovens § 246 eller § 252, afhængig af de konkrete omstændigheder. Det afhænger af de konkrete omstændigheder, om man er berettiget til godtgørelse. Som udgangspunkt skal forbrydelsen være sket under sådanne særlige omstændigheder, at det generelt medfører en særlig følelsesmæssig belastning af de efterladte (www.erstatningsnaevnet.dk).

Ændring af personkredsen

Det er forslagsstillernes holdning, at personkredsen bør udvides til at omfatte alle den afdødes børn, dvs. at voksne børn, der ikke boede sammen med forælderen på gerningstidspunktet, også bør omfattes af personkredsen af efterlevende personer, der stod den afdøde særlig nær. Forslagsstillerne mener, at også voksne børn kan lide alvorlig tort, psykisk smerte og lidelse i samme omfang som mindreårige og hjemmeboende børn, når en forælder bliver dræbt eller dør efter at have været udsat for vold.

Derfor bør personkredsen, der har mulighed for at få tilkendt godtgørelse som efterlevende, ændres til at omfatte alle efterlevende børn, uanset alder, og uanset om barnet boede sammen med den afdøde på gerningstidspunktet.

Skriftlig fremsættelse

Peter Skaarup (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om godtgørelse til efterlevende børn uanset børnenes alder og bopæl.

(Beslutningsforslag nr. B 146)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.