Tak for det.
Jeg synes, det er rigtig klogt at indkalde partierne, der står bag respektpakken.
Når vi har taget det her op, er det jo ikke, fordi ministerens svar sådan overrasker mig synderlig meget, nemlig at når man er voldelig over for offentligt ansatte, skal man selvfølgelig straffes hårdt.
Når jeg har taget det her op, er det, fordi vi først for nogle år siden lavede respektpakken.
Så har vi lige førstebehandlet et lovforslag, der også havde til hensigt at sætte hårdere ind på det her område, men samtidig dukker der jævnligt historier op fra det virkelige liv, hvor folk, der har gjort noget, der i hvert fald efter vores mening er rigtig slemt, får betingede fængselsdomme.
Det kan jeg bare ikke forstå.
Den nyeste sag, vi kunne grave op, er fra slutningen af september i år, hvor en 17-årig får 40 dages betinget fængsel for at have slået og efterfølgende sparket en kvindelig politibetjent i ansigtet.
Og jeg må sige, at det simpelt hen falder mig for brystet, når Folketinget flere gange i den her valgperiode har sagt, at det her ønsker vi at sætte ind over for.
Vi ønsker en benhård kurs, stenhård kurs, over for folk, der ikke kan opføre sig ordentligt over for f.eks.
vores politi.
Det kunne også være over for vores fængselsbetjente, der jo også er under pres – men offentligt ansatte generelt.
Altså, Folketinget beslutter sig for, at det skal der sættes ind over for, og så kan vi ellers fra tid til anden støde på de her historier, hvor man tænker, at det virker fuldstændig latterligt med det niveau, der er lagt op til.
Det synes vi ikke duer.
Vi synes simpelt hen, at der skal gås hårdere til de her mennesker, og vi forstår heller ikke, at Rigsadvokaten, når strafferammerne for det her generelt er så høje, kan komme frem til, at den overvejende del af sager lægger sig i en del af strafferammen, der er så lav, at hvis man skulle lave en figur for at stille det op, ville det være svært at se det komme op fra bundlinjen, hvad niveauet i virkeligheden er, i forhold til hvad rammerne jo giver mulighed for.
Derfor vil vi gerne have skitseret en vej af ministeren til, hvordan vi kan komme op i en øvre del af rammen, så vi kan sørge for, at der bliver slået endnu hårdere ned.
Vil ministeren levere det?