Beretning afgivet af Transport-, Bygnings-
og Boligudvalget den 25. april 2019
1. Politiske bemærkninger
Enhedslisten
Enhedslistens medlemmer af udvalget
konstaterer, at bygge- og anlægsaffald udgør en stor
del af det affald, der genereres i Danmark. Størstedelen af
bygge- og anlægsaffaldet stammer fra nedrivninger og
renoveringer, mens kun 5-10 pct. stammer fra nybyggeri. Derfor er
der behov for tiltag, som fremmer genanvendelsen i alle dele af
byggeriet, herunder også i den almene sektor.
Enhedslisten konstaterer, at der i
forbindelse med behandlingen af forslaget fra flere partiers side
blev udtrykt opbakning til ønsket om mere genanvendelse i
byggeriet. Dog kunne et flertal ikke støtte forslaget.
Enhedslisten mener, at forslaget kan være med til at fremme
genanvendelsen i det almene byggeri, men at eventuelle
meromkostninger i den forbindelse ikke må betyde en
øget husleje for beboerne i de almene boligforeninger.
Enhedslisten opfordrer ministeren til at
igangsætte undersøgelser, der skal kortlægge
mulighederne for at fremme genanvendelsen af byggematerialer og
bygningselementer i den almene sektor, og hvad de enkelte tiltag
vil betyde for huslejeniveauet. Genanvendelse kan både ske i
forbindelse med konstruktionen af bygninger, hvor tidligere
anvendte materialer kan indgå, og ved at bygningselementer
kan designes med henblik på demontering til fremtidig
anvendelse.
Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved
beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke
adgang til at komme med politiske bemærkninger i
beretningen.
2. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 20.
december 2018 og var til 1. behandling den 8. februar 2019.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Transport-, Bygnings- og Boligudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 1 møde.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag
på beslutningsforslaget.
P.u.v.
Lennart Damsbo Andersen
formand