Fremsat den 4. december 2018 af Karina Adsbøl (DF),
Pernille Bendixen (DF),
Jens Henrik Thulesen Dahl (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Susanne Eilersen (DF),
Søren Espersen (DF),
Morten Marinus (DF),
Karin Nødgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om økonomisk kompensation ved medhold i
klagesager
Folketinget pålægger regeringen
inden juni 2019 at fremsætte de fornødne lovforslag
og/eller foretage de nødvendige ændringer af
administrative forskrifter med det formål, at der kan
udbetales kompensation til borgere i tilfælde, hvor
Ankestyrelsen giver borgeren medhold i, at kommunen har truffet en
forkert afgørelse efter serviceloven.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en redigeret
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 35 (om
økonomisk kompensation i forbindelse med klagesager),
folketingsåret 2015-16. Der henvises til www.folketingstidende.dk,
Folketingstidende 2015-16, sektion A, B 35 som fremsat, sektion B,
betænkning over B 35, og sektion F, møde 40 kl. 19.07
og møde 108 kl. 10.48.
Baggrund for forslaget
Forslagsstillerne mener, det er rimeligt, at
borgere, der ved Ankestyrelsen får medhold i en klagesag mod
kommunen, kan tilkendes en økonomisk kompensation.
Hver dag træffer kommuner
afgørelser efter lov om social service om forhold
vedrørende ældre og udsatte borgere. Det kan f.eks.
være i sager om hjemmehjælp, personlig pleje og lign. I
en række tilfælde indebærer afgørelsen, at
borgeren mister et gode helt eller delvis, som borgeren hidtil har
haft. Det kan f.eks. være, at borgeren har fået tildelt
hjemmehjælp i 6 timer om ugen, men at kommunen nu
træffer afgørelse om at nedsætte
hjemmehjælpen.
Kommunen træffer afgørelser ud
fra en konkret og individuel vurdering af borgerens forhold
på baggrund af den gældende lovgivning. Men
virkeligheden er også, at kommunens økonomi kan
være en faktor, der påvirker afgørelsen,
når kommunen skal have økonomien til at hænge
sammen. I mange kommuner træffes afgørelser, som
kommunen godt ved er på kant med loven, og kommunen kan
også have en interesse i at prøve lovens rammer af.
Der er herved nogle uhensigtsmæssige økonomiske
incitamenter i den nuværende struktur til fordel for den
kommunale myndighed.
Er borgeren ikke enig i eller tilfreds med den
kommunale afgørelse, kan borgeren klage over
afgørelsen til kommunen, hvor sagen revurderes, og hvis
kommunen fastholder sin afgørelse, sender kommunen klagen og
sagens akter videre til Ankestyrelsen, der herefter behandler
sagen.
Kompensation
Forslagsstillerne mener, det er rimeligt, at
borgeren tilkendes en kompensation i de tilfælde, hvor
Ankestyrelsen giver borgeren medhold i vedkommendes klagesag, idet
borgeren i en periode har måttet lide under kommunens
forkerte afgørelse og har måttet undvære
hjælp fra kommunen. Hvis borgerens klage eksempelvis
omhandlede nedsat hjemmehjælp med 4 timer om ugen, har
borgeren tålt denne forringelse, mens klagesagen har
kørt. Hvis hele klageforløbet har strakt sig over
eksempelvis 10 måneder, har borgeren lidt under 4 timers
ugentlig manglende hjemmehjælp gennem 10 måneder,
hvilket efter forslagsstillernes opfattelse skal udløse en
kontant kompensation.
Den myndighed, der har truffet den forkerte
beslutning, skal afholde udgifter til kompensationen.
Kompensationen skal tjene to formål: For det første
skal den være et plaster på såret til borgeren
over det manglende gode, borgeren ikke har haft adgang til i
klageperioden. For det andet skal den være et signal til
kommunen om at være mere omhyggelig med at træffe de
rigtige afgørelser første gang. En
kompensationsordning vil dermed skabe et økonomisk
incitament, så kommunen træffer den rigtige
afgørelse første gang.
Kompensationen må ikke erstatte eller
træde i stedet for en eventuel højere erstatning, der
ellers ville være blevet tilkendt klageren.
Kompensationens størrelse skal
stå i et rimeligt forhold til borgerens manglende gode og den
tid, borgeren har manglet godet, og skal udmåles af
Ankestyrelsen, når der træffes endelig afgørelse
i sagen.
I forhold til økonomien i dette forslag
skal det bemærkes, at kommunerne finansieres over
bloktilskuddet til at yde en konkret, individuel og korrekt
vurdering af borgernes hjælpebehov. Såfremt en kommune
ikke har leveret efter lovens forskrifter, har kommunen
opnået en besparelse, som vil kunne anvendes til kompensation
over for borgeren.
Såfremt beslutningsforslaget vedtages,
skal regeringens forslag til udmøntning af
beslutningsforslaget, herunder afgrænsning af
målgruppen og de konkrete kompensationstakster,
drøftes med de partier, som stemmer for
beslutningsforslaget.
Skriftlig fremsættelse
Karina
Adsbøl (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
økonomisk kompensation ved medhold i klagesager.
(Beslutningsforslag nr. B 55)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.