Fremsat den 27. februar 2019 af Andreas Steenberg (RV),
Sofie Carsten Nielsen (RV) og Morten Østergaard (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om afskaffelse af økonomisk
sikkerhedsstillelse i ansøgningssager om
familiesammenføring
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte lovforslag om at afskaffe kravet i
udlændingelovens § 9, stk. 4, om, at en herboende
ægtefælle eller samlever skal stille økonomisk
sikkerhed på 100.000 kr. i sager om
familiesammenføring. Lovforslaget skal fremsættes
inden udgangen af 2019.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne ønsker kravet om
økonomisk sikkerhedsstillelse i sager om
familiesammenføring afskaffet. Med vedtagelsen af lovforslag
nr. L 231 i juni 2018 blev kravet om økonomisk
sikkerhedsstillelse skærpet fra 50.000 til 100.000 kr.
(2018-niveau), på trods af at flere organisationer vurderede,
at skærpelsen ville skabe en strukturel forskelsbehandling af
ansøgerne. Forslagsstillerne deler synspunktet og finder det
urimeligt, at familiesammenføring begrænses til de
ressourcestærke. Danske statsborgere skal kunne bo i Danmark
med deres familier.
Derudover er ordningen uhensigtsmæssig
dyr, og muligheden for at trække på garantien anvendes
kun i ganske få sager. En undersøgelse lavet af
Ægteskab Uden Grænser i 2018 konkluderer, at
kommunernes udgifter til administration af ordningen overgår
det beløb, der trækkes fra bankgarantierne. Blandt de
ti største kommuner blev der i årene 2015-2017 i
gennemsnit trukket 126 kr. om året for hver aktive garanti.
Samtidig udgjorde udgifter til administration 470 kr. pr. aktive
konto. Af bemærkningerne til L 231 fremgår bl.a., at
formålet med forhøjelsen af beløbet er at
sikre, at de pågældende familier ikke ligger det
offentlige til byrde. Der argumenteres med, at den
økonomiske sikkerhedsstillelse skal dække eventuelle
fremtidige offentlige udgifter. Undersøgelsen fra
Ægteskab Uden Grænser viser dog, at det kun er 1 ud af
300 garantier, der bliver brugt på årsbasis
(»Undersøgelse af kommuners anvendelse af
bankgarantien ved ægtefællesammenføring«,
Ægteskab Uden Grænser, marts 2018).
Forslagsstillerne er enige i, at man skal
kunne forsørge sin ægtefælle i sager om
familiesammenføring. Erfaringerne viser dog, at det skaber
tilstrækkeligt incitament, at den tilflyttende
ægtefælle ikke er berettiget til ydelser. En
økonomisk sikkerhedsstillelse er derfor overflødig og
bringes sjældent i anvendelse. Derudover kan en
garantistillelse ikke i sig selv sikre, at en ægtefælle
får en hurtig og vellykket integration i Danmark og hurtigt
bliver selvforsørgende. Integrationen styrkes ikke af en
ekstra økonomisk forpligtelse for familien. Integrationen og
selvforsørgelsen fremmes snarere, ved at man er en del af en
dansk familie, hvilket de øvrige krav for
ægtefællesammenføring fokuserer på.
De gældende regler giver mulighed for i
særlige tilfælde og efter en konkret vurdering af
hensyn til familiens enhed at fravige kravet om økonomisk
sikkerhedsstillelse. Den fremherskende praksis er imidlertid, at
kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse fastholdes, og det
giver ikke danske statsborgere tilstrækkelig adgang til
familiesammenføring. Forslagsstillerne ønsker derfor,
at kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse helt afskaffes.
Den lange og omstændelige sagsbehandling belaster familierne
både økonomisk og følelsesmæssigt.
Det fremgår af udlændingeloven, at
den økonomiske sikkerhedsstillelse kan nedsættes
gradvis med i alt 40.000 kr., hvis ansøgeren har
bestået danskprøven på henholdsvis A1-niveau og
A2-niveau og en afsluttende prøve. Den gradvise
nedsættelse har til formål at øge incitamentet
til, at den tilflyttende ægtefælle lærer dansk.
Men kravet om at bestå danskprøverne er et integreret
vilkår. Hvis man ønsker at have mulighed for at
forlænge sin opholdstilladelse, skal A1 bestås inden
for 6 måneder, og A2 bestås inden for 9
måneder.
Kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse
rammer danske statsborgere og begrænser deres muligheder for
at bo i Danmark med dem, de har valgt at dele livet med.
Skriftlig fremsættelse
Andreas Steenberg
(RV):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om om
afskaffelse af økonomisk sikkerhedsstillelse i
ansøgningssager om familiesammenføring.
(Beslutningsforslag nr. B 109)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.