Spm. nr. US 8

Tak for det, formand, og tak til statsministeren for de indledende bemærkninger. Den skarpe iagttager af dansk politik har opdaget, at der i de seneste uger og måneder har været forhandlinger både om skat og om udlændingepolitik. Nu er vi i en situation, hvor vi kigger lidt på hinanden osv. og skal se, hvordan det hele kan lande. Vi håber jo på nogle gode resultater.

Jeg vil bare lige i forhold til skattedelen sige, at hvis regeringen havde været indstillet på det, havde vi været i hus med skattelettelser for længe siden. Statsministeren og regeringens medlemmer har jo utallige gange i den seneste uge sagt, at nu er regeringen blevet forhindret i at give folk med lave indkomster skattelettelser. Så vil jeg bare sige, at hvis det kun handlede om skattelettelser til folk med lave indkomster, havde vi været i hus med skattelettelser for længe siden. Problemet ligger jo i, at regeringen for at give skattelettelser til folk med lave indkomster også vil give skattelettelser og også gerne større skattelettelser til folk med højere indkomster. Det er jo derfor, det har været ganske indviklet og besværligt at få på plads. Lad bare lige det være sagt, for det har været nævnt nu også i dag, at det her alene handlede om at give folk med lave indkomster skattelettelser. Hvis det var det, var det faktisk ret enkelt og hurtigt at nå et resultat.

Så til mit spørgsmål, der handler om det med udlændingepolitikken og familiesammenføring. Vi har jo stillet forslag om, at man skulle forlænge tidsrummet, udsætte det tidspunkt, hvor man som f.eks. syrer, der er kommet til Danmark i 2015, kan søge familiesammenføring. Vi har fået at vide, at vi ikke kan hæve grænsen, som i dag er 3 år, fra man ankommer og får asyl, til man kan søge familiesammenføring – for de her menneskers vedkommende – til et højere antal år. Der støder vi på grund af internationale konventioner, siger regeringen, på grund. Mit spørgsmål går derfor på det: I Tyskland har de regeringsforhandlinger for tiden, og de diskuterer at lægge et loft på, hvor mange familiesammenføringer de vil acceptere pr. år. De taler om et tal, der hedder 12.000 om året – sådan hurtigt omregnet til danske forhold er det måske under 1.000 i Danmark pr. år, 830, tror jeg sådan mere præcist. Hvis Tyskland finder den vej til at lave sådan en begrænsning på familiesammenføringsretten i Tyskland, vil statsministeren så være parat til at gøre det samme i Danmark og også lægge sådan et loft over, hvor mange der kan blive familiesammenført til Danmark pr. år?

Værsgo, statsministeren.

Må jeg ikke sige et par ting. For det første har jeg det holdningsmæssige udgangspunkt – som jeg tror at vi deler, og som vi også forsøgte i fællesskab at udforske i december, hvor vi ikke nåede i mål, og det må vi finde en lejlighed til at genoptage her i løbet af foråret – at hvis man kommer til Danmark og opnår midlertidig beskyttelse, så skal det være midlertidigt, og når de forhold, man i sin tid har fået asyl på, ikke længere er til stede, skal man vende tilbage. Det er mit holdningsmæssige udgangspunkt. Det er jo også i det lys, at regeringen forlængede fristen for, hvornår man kan søge om familiesammenføring, fra oprindelig 0 til 1 år under den tidligere regering, og så yderligere til 3 år. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at jeg af helt andre grunde synes, at det er vigtigt, at Danmark respekterer internationale konventioner. Det er ikke det samme, som at jeg ikke er parat til at prøve at presse fortolkningen af dem, men helt grundlæggende tror jeg, at det er i et lille lands interesse, at der er et sæt internationale spilleregler.

Jeg har godt smugkigget i et meget foreløbigt politisk grundlag fra nogle forhandlinger i Tyskland, som ikke er konsolideret endnu, og jeg følger meget, meget tæt med i det, fordi hvis der er en juridisk vej frem, som nogle i Tyskland kan finde, og som vi i hvert fald til dato endnu ikke har fundet i Danmark, skal det selvfølgelig tages med i vores overvejelser. Så det er mit svar her, at det giver mening, at vi har forlænget familiesammenføringsfristen, i lyset af at der er en situation, som forhåbentlig forandrer sig til det bedre. Hvis der er udsigt til, at den snart forandrer sig til det bedre, er der ligesom belæg for at spørge, om vi så yderligere skal fremme en integration i Danmark. Nej, det skal vi nok ikke. Det er det ene. Det andet er, at vi skal respektere nogle internationale spilleregler, og det er det felt, vi udforsker.

Jeg ved godt, at formanden har rejst sig op, og derfor skal jeg bare slutte af med at sige, at jeg jo selv mener, at de forhandlinger, vi førte i december, ikke blev tilvejebragt, de blev ikke tilendebragt, de blev ikke konkluderet, og der er et rum, som jeg fortsat synes at vi skal udforske i fællesskab.

Det er skarpt set. Jeg forsøger bare at sørge for, at alle overholder taletiden. Værsgo.

Jeg er meget glad for, at der er et rum, vi fortsat skal udforske i fællesskab, og der må også meget gerne være nogle resultater. Det er jo også i den ånd, jeg står her og siger: Er der en vej igennem? Hvis et land som Tyskland, altså et stort land lige syd for den dansk-tyske grænse, der jo er med i de samme konventioner, som vi er – det er jo primært den europæiske menneskerettighedskonvention, det her handler om – mener, at de har fundet en vej igennem, og mener, at de juridisk er på ret kurs, og de så gennemfører sådan et initiativ, så er det bare vigtigt for mig at få et håndslag på, at vi kan gøre det samme, det må være det mindste, og om ikke andet må vi tage slagsmålet sammen med tyskerne i forhold til det.

Hvad handler det her om? Det handler om, at vi eksempelvis i forhold til nogle af de syrere, der kom vandrende på motorvejene der tilbage i 2015, og som her i 2018 får ret til familiesammenføring i Danmark, gerne vil give dem det budskab, at de skal familiesammenføres i deres hjemområder, hjemstavnsområder, hvor vi hjælper dem tilbage, og hvor de kan blive forenet med deres familie, og altså ikke ved at de får deres familie til Danmark med henblik på varigt ophold i Danmark. Hvis man i Tyskland sætter en grænse på 12.000 om året, altså svarende til under 1.000 i Danmark, og man der mener at have juraen på sin side til at kunne gøre det – det er det, jeg egentlig er ude efter – er statsministeren så enig med mig i, at vi også bør gøre det samme i Danmark?

Værsgo til statsministeren.

Hvis Tyskland kan finde en vej frem her, hvor vi ikke har kunnet finde den, så har de i hvert fald nogle andre jurister end dem, vi har, og jeg kan jo ikke forholde mig til et foreløbigt politisk papir. Jeg har selv af egen drift eftersporet og søger i de her dage at få et nærmere indblik i, hvad der gemmer sig nede bag det her. For jeg har det holdningsmæssige udgangspunkt, jeg har givet udtryk for før, og det står jeg ved, og det er vigtigt at sige, hvis der er plads til den nuance i debatten, at der er flere ting, vi skal varetage på samme tid. Vi skal sørge for at have kontrol over indvandringen, og det har vi. Vi har sammen lavet stramninger, der gør, at vi nu har det laveste antal asylansøgere i 9 år. Vi har strammet familiesammenføringsreglerne. Vi har i dag præsenteret et forslag, der yderligere strammer familiesammenføringsreglerne, ægtefællesammenføringsreglerne, i forhold til nogle, samtidig med at vi er imødekommende i forhold til det problem, vi har haft med danskere, som er blevet ramt af de regler, vi har haft. Det er mit holdningsmæssige udgangspunkt. Så skal det gå hånd i hånd med, hvad jeg synes er en grundlæggende vigtig værdi, nemlig at Danmark som et lille åbent samfund respekterer internationale spilleregler.

Værsgo til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Når jeg tager det her op som noget meget særligt og alvorligt, er det, fordi det er tusindvis af mennesker, vi taler om her, over de næste par år. Det er sandsynligvis rigtig mange, som vil kunne søge om familiesammenføring under de nugældende regler.

Vi har forsøgt at få tingene lavet om i de forhandlinger, vi har haft, men vi har fået at vide, at det kan vi ikke på grund af internationale konventioner. Her viser der sig en åbning fra tysk side, da man skriver i det foreløbige papir fra en regeringskoalition i Tyskland, at man ønsker at lægge et loft på, hvor mange der kan blive familiesammenført af den her gruppe, vi taler om – altså de her, der har det her subsidiære beskyttelsesbehov, som også er udlændingelovens § 7, stk. 3, tror jeg, i Danmark, som vi har haft lejlighed til at gå igennem nogle gange i fællesskab.

Det er jo rigtigt, at Tyskland har nogle andre jurister, end vi har. Det er jo rigtigt nok. Men de er jo bundet af de samme konventioner. Og det er derfor, at det er så magtpåliggende for mig at få at vide, at hvis Tyskland finder en vej, som de mener er juridisk holdbar i forhold til de samme konventioner, som vi er bundet op på, så er det da noget.

Hvis vi er enige om, at vi egentlig burde lave det her, at vi egentlig burde lave om på de her regler for, hvornår man kan blive familiesammenført til Danmark, men at vi ikke kan komme videre ad det spor, vi har i Danmark dag, for der støder vi så på juraen, og hvis et stort land syd for grænsen så viser en anden vej under de samme internationale konventioner, vi er bundet op på, så skal vi også gå den vej. Det vil jeg i hvert fald meget opfordre regeringen til at lægge sig i selen for at finde en vej for, så vi kan komme videre, også i de forhandlinger, som vi jo har i fællesskab.

Tak. Statsministeren.

Må jeg ikke sige to ting? Først mener jeg sådan set ikke, at vores muligheder er udtømt. Nu var der det forløb, der var, i december, og jeg valgte selv i sidste uge, tror jeg det var, at konkludere, at det forekommer uhensigtsmæssigt, at det fortsætter parallelt, altså med et spor om skat og et spor om udlændingepolitik, der er bundet op og er hinandens gensidige forudsætninger. For det risikerer sådan set bare at betyde, at ingen af sporene fører noget sted hen. Men det er jo ikke et udtryk for, at der ikke er nogen vej frem.

Jeg mener sådan set, at der er flere muligheder – og det vil jeg gerne vende tilbage med på et passende tidspunkt og sted – for, at vi med afsæt i de regler, vi har, kan justere yderligere med det sigte, som er mit, nemlig at midlertidigt er midlertidigt. Det er den ene ting.

Den anden ting, jeg gerne lige vil sige, er sådan lidt mere faktuel. Billedet af, at vi nu senere i det her forår får en eksplosion af familiesammenføringer som følge af den her 3-årsregel, kan jeg ikke genkende. Det kan jeg ikke genkende. For man må bare helt stilfærdigt konstatere, at 3-årsreglen gælder for dem, der nu er kategoriseret under § 7, stk. 3, og ikke for dem under § 7, stk. 1, og § 7, stk. 2. Og hvis man går ind og ser på gruppen under § 7, stk. 3, er der mange kvinder, og der er mange børn, og der er også mange, der allerede har en familiemæssig relation til nogle asylansøgere eller flygtninge, som har fået flygtningestatus i henhold til nogle af de andre paragraffer. ( Formanden : Ja tak!) Så billedet af, at det eksploderer mellem hænderne på os senere i det her forår, kan jeg ikke genkende.

Tak. Spørgsmålet er afsluttet.

Hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.