Spm. nr. US 25

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at tale om de offentlige overenskomstforhandlinger. De pågår jo lige nu i Forligsinstitutionen, og der en deadline i næste uge. Vi ved ikke, hvad der foregår, og vi skal så heller ikke begynde at snakke om, hvad der sker derinde. Jeg tror ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, at i Enhedslisten mener vi, at de offentligt ansatte har fortjent en fair løn og noget respekt, og at det også efter årevis med smalhals og løntilbageholdenhed i den offentlige sektor er ved at være deres tur.

Men ud over det har det jo afstedkommet en hel del debat om ikke mindst den danske model. Den er der blevet slynget sådan lidt om sig med, kan man sige. Jeg tror, det er vigtigt at notere sig, at den danske model jo ikke helt er den samme på henholdsvis det offentlige område og det private område.

Altså, for det første når du på det private område f.eks. har en strejke, jamen så taber arbejdsgiverne jo penge på den, omvendt kan de lockoute. På det offentlige område sparer arbejdsgiveren jo penge, både ved lockout og ved strejke, og samtidig er der også nødberedskaber, som betyder, at de ansatte af gode grunde ikke kan lukke produktionen ned, hvilket man f.eks. kan gøre i en privat virksomhed. Det er den ene forskel.

Den anden forskel er jo, at på det offentlige område optræder regeringen ikke alene som arbejdsgiver via Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen, som har fået det politiske opdrag, at de skal kontrollere lønningerne i den offentlige sektor, men det er samtidig også regeringen, der måske skal afbryde en konflikt gennem et regeringsgrundlag i sidste ende. Derfor er der jo en vis dobbeltrolle.

De to ting betyder, at spillebanen ikke er helt jævn, når man taler om konflikter på det offentlige område. Der er en dum dobbeltrolle for regeringen, og lønmodtagernes strejkevåben er ikke helt lige så stort som regeringens lockoutvåben. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren, som er under ministeransvar, hernede i salen: Har der eller har der ikke været drøftelser i regeringen om et eventuelt kommende regeringsindgreb?

Statsministeren.

Jeg vil godt tale om overenskomst, siger spørgeren. Det vil jeg ikke, fordi overenskomstforhandlinger er noget, der føres mellem parterne, og jeg er ikke part. Det er sådan, at statens øverste arbejdsgiver er den minister, jeg har givet det ressort, og det er moderniseringsministeren. Det er hende, der fører forhandlingerne på statens vegne, ligesom det er chefforhandleren i henholdsvis Kommunerne og Danske Regioner, der fører dem der. Det er ikke mig. Og det er disrespektfuldt over for den danske model, hvis jeg skulle stå her og diskutere overenskomstforhandlinger. Det er i øvrigt heller ikke fremmende for sagens løsning.

Derfor vil jeg egentlig bare give den generelle henstilling, at man holder sig tilbage. For hvis man begynder at sende signaler om, at løsningen ligger her i Folketingssalen og ikke i Forligsinstitutionen, øger man jo bare sandsynligheden for, at løsningen ligger i Folketingssalen og ikke i Forligsinstitutionen.

Dermed har jeg i virkeligheden også svaret på det spørgsmål, for der er jo ikke noget indgreb, der kan komme på tale, al den stund at der er forhandlinger i gang. Og jeg har det fromme ønske, at de forhandlinger lander i en aftale. Jeg har noteret mig, at moderniseringsministeren klart har signaleret et ønske om at aftale løn, sådan i niveau med det, man også kender på det private arbejdsmarked. Jeg har noteret mig, at moderniseringsministeren i forhold til det andet kernepunkt for statens område meget klart har signaleret, at der ikke er nogen planer om at inddrage personalets frokost. Og det er jo med det afsæt, at forhandlingerne nu føres, og jeg håber, de ender lykkeligt.

Når der bliver sagt, at der er den store forskel, at på det private arbejdsmarked kan arbejdsgiverne tabe ved det, og at man ikke kan det her, så vil jeg sige, at det synes jeg jo er en sandhed med store modifikationer, for vi er jo alle sammen – altså danskerne – arbejdsgiveren, og vi kommer alle sammen til at tabe, hvis der kommer en konflikt. Altså, det er jo et velstandstab for os alle sammen, hvis der kommer en konflikt – hvis vores børn ikke kan komme i skole og blive dygtigere, hvis ikke vi kan komme på sygehuset og blive opereret.

Så er det fru Pernille Skipper. Værsgo.

Jeg tror, at vi alle sammen er interesserede i, at der kommer en aftale, ikke mindst de offentligt ansatte er interesserede i det, men statsministeren svarede simpelt hen ikke på det, jeg spurgte om. Der kom jo ikke et klart svar på, om der har været drøftet regeringsindgreb eller ej. Jeg tror ikke, at det mindsker bekymringen specielt meget – for at sige det mildt – hos de mange offentligt ansatte, som potentielt set, forhåbentlig ikke, men potentielt set står over for en storkonflikt.

Jeg tror, at der er rigtig mange, der sidder derude og tænker tilbage på overenskomstforhandlingerne i 2013 for lærerne og den måde, de blev behandlet på, hvor de kæmpede og sloges for nogle forhold, og så viste det sig, at indgrebet var planlagt lang tid i forvejen. Jeg tror også, at det kan være rigtig svært for rigtig mange at skelne imellem chefforhandleren, fru Sophie Løhde, og medlem af regeringen fru Sophie Løhde, ministeren. Den skelnen er rigtig, rigtig svær. Der er en dobbeltrolle, og især når finansministeren jo selv skriver på Twitter, at det er regeringen, der inviterer til forhandlinger, så er der altså en sammenblanding. Alt det skaber noget forvirring, og det kan man komme ud over, hvis statsministeren vil love i dag – og det er spørgsmålet – at hvis der kommer et indgreb, bliver det ikke et indgreb, der ensidigt er til arbejdsgivernes fordel. Det er politikeren, jeg spørger her.

Tak. Statsministeren, værsgo.

Jeg forstår ikke helt spørgsmålet. Jeg forstår godt alle ordene, der kommer ud ad spørgerens mund og sådan noget, men jeg forstår ikke rigtig formålet med spørgsmålet. Altså, at vi skal stå og have en diskussion om, hvad karakteren af et eller andet indgreb, som ingen af os ønsker, skulle have i en situation, hvor der forhandles, er da ikke på nogen måde at bidrage til, at tingene skal løses.

Jeg var ikke medlem af nogen regering i 2013, det kan jeg ikke stå på mål for, det må man spørge nogle andre om, men hvis man vil søge noget historisk inspiration, kan man gå tilbage til 2008, hvor jeg selv som finansminister var den forhandlende part, og hvor det blev meget, meget tydeliggjort af den daværende statsminister, at man ikke var til sinds at løse konflikten her i Folketingssalen, og det var vel sådan set også det, der bidrog til, at løsningerne så blev fundet. Det var et langt forløb, hvor man lukkede ned på det ene område, så blev det underkendt hos medlemmerne – jeg tror, at det var BUPL – så tilbage til forhandlingsbordet, og der kom en løsning, men så kom FOA, og så kom sygeplejerskerne. Så hvis man vil hente inspiration i, hvordan regeringer under Venstreledelse agerer, skal man da snarere kigge der end kigge på 2013.

Fru Pernille Skipper.

Det var slående tæt på at være et svar, tror jeg, for det, jeg beder om, og det tror jeg at rigtig mange offentligt ansatte også gerne vil vide, er, at vi lige jævner spillebanen en lille smule ud, altså at man giver dem en fair chance i de her forhandlinger, sådan at det forhåbentlig ender med en aftale, men også, hvis der bliver en konflikt. Jeg hørte næsten statsministeren love, at man ikke ville ty til et regeringsindgreb, og hvis det skulle blive sådan, ville det i hvert fald ikke ensidigt være til arbejdsgivernes fordel, sådan som det skete i 2013. Er det ikke korrekt, at jeg næsten hørte det løfte?

Statsministeren.

Jeg ved jo ikke, hvad der blev hørt. Jeg ved, hvad jeg selv sagde. Og jeg vil bare sige, at jeg selvfølgelig da slet ikke tænker i indgreb. Hvad skulle vi gribe ind over for? Der er forhandlinger i gang, og hvis man begynder at stå hernede i Folketingssalen, uanset hvem man er, og sende signaler om, at hvis ikke det lander, har vi en løsning her, så fremmer man da ikke, at det lander, for så vil dem, der bedst kan spejle sig i løsningen, da sørge for, at det ikke lander. Så derfor skal man da ikke stå og true med at lave et indgreb. Man skulle snarere stå og true med det modsatte.

Jeg synes, at i respekt for den danske model må vi afstå fra at deltage i den her diskussion – det tjener intet formål – og appellere til, at begge parter i de her forhandlinger udviser den fleksibilitet, der gør, at man kan bygge bro over synspunkter, for sådan er forhandlinger jo også. Jeg må bare sige, at set udefra og ud fra den afstand, jeg kan se helt objektivt at der er på de to knaster, der findes på statens område, har jeg meget, meget svært ved at forstå, hvis ikke det kan landes.

Tak til fru Pernille Skipper.

Den næste spørger er hr. Morten Østergaard, Radikale Venstre. Værsgo.