Fremsat den 22. december 2017 af Karina Adsbøl (DF),
Lise Bech (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Susanne Eilersen (DF),
Søren Espersen (DF),
Peter Kofod Poulsen (DF),
Peter Skaarup (DF) og Hans Kristian Skibby (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at bobestyrere skal fremlægge
timesagsregnskab
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af indeværende folketingsår at
fremsætte lovforslag om ændring af
dødsboskifteloven, så bobestyrere bliver forpligtet
til en gang om måneden skriftligt at fremlægge
dokumentation for salærets størrelse i form af et
timesagsregnskab, hvor timepris og tidsforbrug fremgår,
således at arvinger løbende kan følge med i
størrelsen på salæret, og for at sikre, at
bobestyreren fremmer behandlingen af et bo uden unødigt
ophold.
Bemærkninger til forslaget
Formålet med beslutningsforslaget er at
forpligte bobestyrere til en gang om måneden skriftligt at
fremlægge dokumentation for salærets størrelse i
form af et timesagsregnskab, hvor timepris og tidsforbrug
fremgår, så arvinger løbende kan følge
med i størrelsen på salæret og for at sikre, at
bobestyreren fremmer behandlingen af et bo uden unødigt
ophold.
Problemet med den nuværende lovgivning
er, at bobestyreren kun er forpligtiget til i løse vendinger
at oplyse om f.eks. tidsforbrug eller generelle takster på
første bomøde. Bobestyreren er derimod ikke
forpligtet til at oplyse den forventede størrelse af det
endelige salær. Arvingerne står derfor ofte i den
situation, at de enten ikke ved, hvad en boopgørelse kommer
til at koste, eller at det overslag, de måske fik fremlagt
på det første bomøde, slet ikke holder.
Beslutningsforslaget skal sikre, at arvinger
på månedsbasis kan følge med i, hvor mange timer
der er brugt på at bestyre boet (tidsforbrug) og timeprisen.
Dette skal fremgå af et timesagsregnskab.
Det vil for det første give arvingerne
mulighed for at holde øje med de løbende udgifter til
bobestyrerens salær og mulighed for at komme med indsigelse
undervejs i forløbet. For det andet vil det være en
fordel for bobestyreren at kunne dokumentere de løbende
udgifter, da det ofte er svært at retfærdiggøre
et bestemt salær, da værdien af boet ikke
nødvendigvis er proportional med den arbejdsbyrde, der er
forbundet med behandlingen af boet (»Bobestyrerboer,
salærer i solvente bobestyrerboer« af Flemming Sorth,
Fuldmægtigen, 2005, FM 1-2005-3636).
Efter de gældende regler er bobestyreren
kun forpligtiget til skriftligt at oplyse, hvordan salæret
beregnes. Bobestyreren er ikke forpligtet til hverken at
nævne eller dokumentere størrelsen på
salæret, jf. dødsboskiftelovens (DSL) § 47, stk.
2:
»Stk. 2. Bobestyreren skal på det
første møde, og når der i øvrigt er
anledning dertil, skriftligt oplyse arvingerne om, hvordan
salæret beregnes, og om muligt den forventede
størrelse heraf. Bobestyreren skal endvidere oplyse om,
hvilke øvrige omkostninger der må
forventes.«
Det giver god mening, at bobestyreren ikke er
forpligtiget til at oplyse det endelige salær på det
første bomøde, for på det første
bomøde ved bobestyreren ikke, hvor mange timer han/hun
kommer til at bruge på en boopgørelse. Arvingerne
må derfor sikres indsigt i bobestyrerens salær på
anden vis.
Ifølge forslagsstillerne skal dette ske
gennem et timesagsregnskab, fordi arvingerne en gang om
måneden vil få oplyst salæret til bobestyreren,
når de kender både timepris og timeforbrug, og dermed
vil arvingerne løbende kunne følge med i
salærudgifterne.
Det skyldes, at det i praksis ikke kun er
bobestyrerens timepris på f.eks. 2.000 kr. i timen eksl.
moms, der er vigtig viden på det første bomøde,
og som er det eneste, som bobestyreren er forpligtiget til at
nævne for at opfylde DSL § 47, stk. 2. Det er lige
så vigtigt at kende tidsforbruget, fordi tidsforbruget
spiller en ligeså stor rolle for den endelige pris på
boopgørelsen. Der er således forskel på, om en
bobestyrer skal bruge 5 timer til 200 kr. pr. time eller 3 uger til
2000 kr. pr. time på en boopgørelse.
Konklusionen må være, at med et
timesagsregnskab bliver arvinger tidligt i forløbet gjort
opmærksom på omkostningerne ved bobestyrerbehandling.
Dette kan dels modvirke, at der senere rejses klager over
salæret, dels kan det anstifte arvingerne til så vidt
muligt at opnå enighed for at undgå en
forlængelse af bobehandlingen med en dertil svarende
forøgelse af bobestyrerens salær (Betænkning nr.
1519/2010 om revision af dødsboskifteloven, side 26).
Der henvises i øvrigt til bilag 1 og 2,
hvoraf henvisninger til artikelmateriale og relevante domme samt
besvarelser af spørgsmål i Retsudvalget
fremgår.
Bilag 1
Baggrundsinformation om
bobestyrersalærer
I 1996 påbød det daværende
Konkurrenceankenævn, at de vejledende takster for bl.a.
dødsbobehandling skulle ophæves. Domstolene skeler dog
stadig til de dagældende takster og sammenligner
salærer i ligeartede sager. Desto større afvigelse fra
dagældende takster i sager, der er sammenlignelige, desto
større bevisbyrde skal bobestyreren løfte for det
høje salær (U. 1997.238, Advokatsalær for
retssag, efter de vejlende takster er ophævet).
Efter ophævelsen af de vejledende takster har diskussionen
kredset om, hvorvidt bobestyreres salærer har ligget for
højt. Retsassessor Flemming Sorth skriver følgende om
bobestyrers salærer: »Der har i
skifteretskredse - herunder under drøftelse på
seminarer - været en opfattelse af, at ophævelsen af de
faste takster har ført til en ikke uvæsentlig
forøgelse af salærerne for bobehandlingen, de helt
store boer undtaget.« Af Flemming Sorths
undersøgelse fra 2005 i Frederiksberg retskreds
fremgår det, at for boer med en aktivmasse fra 200.000 kr.
til 500.000 kr. lå de faktisk udmålte salærer
75,8 pct. højere end de gamle vejledende takster. For boer
med en aktivmasse fra 500.000 til 1 mio. kr. lå de faktisk
udmålte salærer 27,4 pct. højere end de gamle
vejledende takster. For boer med en aktivmasse fra 1 mio. kr. til
1,5 mio. kr. lå de faktisk udmålte salærer 32,5
pct. højere, end de gamle vejledende takster, og på
boer med en aktivmasse fra 3 mio. kr. til 6 mio. kr. lå det
faktisk udmålte salær 22,5 pct. højere end de
gamle vejledende takster. Retsassessor Flemming Sorth konkluderer
på baggrund af undersøgelsen (Sorth 2005): »… salærer for behandling af
bobestyrerboer - i alt fald på Frederiksberg - er steget
ganske betydeligt for boer med en aktivmasse indtil 6 mio. kr.
Undersøgelsen viser også - og ikke uventet - at jo
mindre boerne er, jo større afvigelse i opadgående
retning i forhold til de gamle takster.«
(»Bobestyrerboer, salærer i solvente
bobestyrerboer« af Flemming Sorth, Fuldmægtigen 2005,
FM 1-2005-3636).
Dommerfuldmægtig Martin Nyvang følger op på
undersøgelsen af bobestyreres salærer på
Frederiksberg og foretager tilsvarende undersøgelse for
Københavns retskreds og konstaterer, at for boer med en
aktivmasse på mellem 0 kr. og 200.000 kr. lå det
faktisk udmålte salær 52 pct. højere end de
gamle vejledende takster. I intervallet 200.000 til 500.000 er det
faktisk udmålte salær ligeledes 52 pct. højere
end de gamle vejledende salærer. For boer med en aktivmasse
mellem 1 mio. kr. og 1.5 mio. kr. er det faktisk udmålte
salær 1 pct. mindre end de gamle vejledende takster. I
intervallet fra 1.5 mio. kr. til 3 mio. kr. er det faktisk
udmålte salær 6 pct. højere end de gamle
vejledende takster, og for boer med en aktivmasse over 3 mio. kr.
(med en gennemsnitligt aktivmasse på 7,5 mio. kr. og et
gennemsnitligt salær på 140.000 kr.) er det faktisk
udmålte salær 8 pct. mindre end de gamle vejledende
takster.
Dommerfuldmægtig Martin Nyvang konkluderer (FM
1-2006-29238): »Som det fremgår af
ovenstående, er salærerne nu noget højere, end
før de takstmæssige salærer blev
afskaffet. Dette gælder dog
alene boerne med en aktivmasse på en million
kroner. I boerne med en aktivmasse
på over en million kroner, er salærerne cirka det
samme, som når det beregnes efter den gamle
metode.« (»Bobestyrersalær, salærer
i bobestyrerboer« af Martin Nyvang, 2006, FM
1-2006-29238).
Bilag 2
Udvalgte domme og
folketingsspørgsmål vedr. bobestyrersalærer
Domme
Salærklage realitetsbehandlet, selvom boopgørelse
efterfølgende var underskrevet og bobestyrers salær
nedsat fra 247.250 kr. inkl. moms til 155.000 kr. inkl. moms.
Fuldmægtigen, FM2012. 174
Ikke hjemmel i dødsboskiftelovens § 96 og § 97
til at meddele bobestyreren påtaler. Ikke fornødent
grundlag for et mindre salær end anmodet om. Tidsskrift for
Familie- og Arveret, TFA2010. 201/2
Bobestyrersalær på 350.000 kr. for 160 advokat- og
120 sekretærtimer, inkl. 75.000 kr. under erhvervsejendoms
regnskab. Tidsskrift for Familie- og Arveret, TFA2005. 47
Bobestyrersalær for skønsmæssigt godt 200
timer nedsat til 300.000 kr. Tidsskrift for Familie- og Arveret,
TFA2007. 471
Bobestyrers salær nedsat. Tidsskrift for Familie- og
Arveret, TFA2014. 30
Bobestyrersalær nedsat fra 100.000 kr. til 50.000 kr.
Tidsskrift for Familie- og Arveret, TFA2008 578
Skifterettens kompetence ved klager over bobestyrer og
boopgørelse. Tidsskrift for Familie- og Arveret, TFA2010.
188
Oversigt over spørgsmål og svar
vedrørende bobestyrers salærer
2017-18
REU alm. del - spm. 204, om der pågår et arbejde i
ministeriet med henblik på at se på
advokatsalærer generelt, og især for så vidt
angår salærer til bobestyrere
REU alm. del - spm. 208, om ministeren er bekendt med de
problemstillinger, som der bliver gjort rede for og om ministeren
påtænker at iværksætte nogle initiativer
vedrørende bobestyrere
REU alm. del - spm. 298 om, hvor mange arvinger der har klaget
til Skifteretten over fejlbehandling af boopgørelse
REU alm del - spm. 299 om, hvor arvinger har klaget til
Skifteretten over fejlbehandling af boopgørelse, der er
faldet ud til fordel for arvingerne
REU alm. del - spm. 300, om der foreligger dokumentation for
årene 2007-2017 for at borgere har lidt tab af værdier
i boer i forbindelse med bobehandling
2016-17
REU alm. del - svar på spm. 741, om ministeren kan
redegøre for, hvad lovgiver havde til hensigt med at
indsætte ordet salær i dødsboskiftelovens §
11, stk. 3
REU alm. del - svar på spm. 740, om ministeren kan
redegøre for, om ministeren påtænker at revidere
dødsboskiftelovens § 11, stk. 3
REU alm. del - svar på spm. 739, om ministeren vil yde
teknisk bistand til et ændringsforslag til
dødsboskifteloven, der indebærer, at der
indføres et værn mod, at en bobestyrer kan
tømme et bo
REU alm. del - svar på spm. 738 om, hvilke regler der
findes for at forhindre en bobestyrer i at tømme et bo
REU alm. del - svar på spm. 737 om, hvorvidt ministeren
planlægger at fastsætte regler om, at bobestyrere skal
udskrive regninger eller faktura mindst en gang i kvartalet
REU alm. del - svar på MFU spm. 601, om ministeren agter
at foretage sig noget konkret i forhold til de klager, ministeren
har modtaget i sit ministerium, vedrørende
bobestyrersalærerne
REU alm. del - svar på MFU spm. 597, om ministeren kan
indhente svar fra skifteretterne på den førte
statistik over bobestyrernes salærer i de enkelte sager
REU alm. del - svar på MFU spm. 507 om, hvilke tiltag der
er sket siden 2012, jf. artiklen Bobestyrere ribber arvinger for en
fjerdedel af arven fra Politken.dk den 7. juni 2012
REU alm. del - svar på MFU spm. 506 om bobestyrernes
salærer, herunder om der er et maksimum for dette
2015-16
REU alm. del - svar på spm. 811 om en kommentar til
henvendelse af 2. august 2016 fra Henrik Mähl Kristiansen og
Lisbeth Skalborg vedr. bobestyreromkostninger
REU alm. del - svar på spm. 786 om ministerens kommentar
til henvendelse af 15/7-16 fra Henrik Mähl Kristiansen og
Lisbeth Skalborg vedr. bobestyreromkostninger
Skriftlig fremsættelse
Karina
Adsbøl (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om, at
bobestyrere skal fremlægge timesagsregnskab.
(Beslutningsforslag nr. B 56)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.