Fremsat den 4. maj 2018 af Pia Kjærsgaard (DF),
Henrik Dam Kristensen (S),
Kristian Pihl Lorentzen (V) og Leif Mikkelsen (LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om ændring af folketingsbeslutning om
statsrevisorernes valg og virksomhed
§ 1
I folketingsbeslutning af 20. juni 1975 om
statsrevisorernes valg og virksomhed, som ændret ved
beslutning af 28. maj 1986, beslutning af 7. december 1993,
beslutning af 31. maj 1996, beslutning af 17. december 1999,
beslutning af 9. maj 2006, beslutning af 2. juni 2006, beslutning
af 30. maj 2007 og beslutning af 1. marts 2012, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 1, stk. 2, 1. pkt., ændres
»hans hverv« til: »hvervet«, og
»han« til: »vedkommende«.
2. I
§ 2, stk. 3, indsættes efter
»§ 3, stk. 1«: »og 3«.
3. I
§ 2 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4.
Når en statsrevisor er valgt, afgiver statsrevisoren en
skriftlig erklæring om, at vedkommende overholder stk. 1 og 2
og opfylder betingelserne for at være statsrevisor.
Erklæringen fremsendes til Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen.«
4. I
§ 3, stk. 2, 2. pkt., ændres
»hans« til: »formandens«.
5. § 7,
stk. 1 og 2, ophæves, og i
stedet indsættes:
»Inden 12 måneder efter et
statsregnskabs afgivelse til Folketinget afgiver statsrevisorerne
en endelig betænkning over dette. Med betænkningen
forelægges statsregnskabet med statsrevisorernes
bemærkninger Folketinget til beslutning.
Stk. 2. Af den
endelige betænkning over statsregnskabet fremgår,
hvilke ministerredegørelser, bemærkninger fra
rigsrevisor og opfølgende notater fra rigsrevisor
statsrevisorerne har behandlet siden afgivelsen af den seneste
endelige betænkning over statsregnskabet. De i § 18,
stk. 3, i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. omtalte
udtalelser fra regionsråd og selskaber kan efter
statsrevisorernes skøn tillige indgå i den endelige
betænkning.
Stk. 3.
Statsrevisorerne afrapporterer deres besigtigelser af statslig
virksomhed og andre aktiviteter i den endelige
betænkning.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
6. §
8 affattes således:
»§ 8. Statsrevisorerne
tilstræber konsensus i deres stillingtagen til de enkelte
sager i beretninger, notater og betænkninger.
Stk. 2. Kan
konsensus ikke opnås, er enhver statsrevisor berettiget til
at fordre sit standpunkt optaget og begrundet i tilknytning til de
enkelte sager i beretninger, notater og betænkninger.
Stk. 3.
Når statsrevisorerne anmoder rigsrevisor om at foretage
undersøgelser og afgive beretning eller notat herom til
statsrevisorerne, tilstræbes tillige konsensus om
anmodningen. Kan konsensus ikke opnås, skal mindst 2
statsrevisorer være enige om at fremsætte anmodningen
til rigsrevisor«
7. I
§ 10, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »§ 9, jf. § 8,« til:
»§ 8«.
8. I
§ 11, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »han« til: »vedkommende«.
9. I
§ 11, stk. 3, ændres
»ham« til: »den
pågældende«.
10. I
§ 12, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »han - i én eller flere perioder -«
til: »vedkommende i en eller flere perioder«.
11. I
§ 12, stk. 1, 2. pkt., udgår
»ham«, »såfremt han« ændres
til: »såfremt den pågældende«, og
»da han« ændres til: »da
vedkommende«.
12. I
§ 17, stk. 1, ændres
»sekretær« til:
»sekretariatschef«.
13. I
§ 17, stk. 1, indsættes som
2. pkt.:
»Tjenestemænd, ansatte på
tjenestemandslignende vilkår og ikketjenestemænd hos
statsrevisorerne ansættes på løn- og
pensionsvilkår og andre ansættelsesvilkår, som
gælder for tilsvarende personalegrupper i Folketingets
Administration.«
14. § 17,
stk. 2 og 3, ophæves, og i
stedet indsættes:
»Stk. 2.
Personalet hos statsrevisorerne er i øvrigt med de af
forholdene nødvendiggjorte afvigelser omfattet af de
almindelige regler, der er gældende for ansatte i statens
tjeneste.«
§ 2
Folketingsbeslutningen træder i kraft den 1.
oktober 2018.
Bemærkninger til forslaget
Den gældende folketingsbeslutning om
statsrevisorernes valg og virksomhed regulerer en række
forhold vedrørende statsrevisorernes forretningsorden, valg
og virksomhed, vederlag og pension.
Formålet med dette beslutningsforslag,
som fremsættes efter indstilling fra et enigt
statsrevisorkollegium, er på forskellige punkter at opdatere
folketingsbeslutningens regler og skabe bedre overensstemmelse
mellem reglerne og den praksis for statsrevisorernes virksomhed,
som har udviklet sig.
Forslaget fremsættes med henblik
på vedtagelse, i tide til at de reviderede regler kan
træde i kraft den 1. oktober 2018, hvor et nyt
statsrevisorkollegium tiltræder.
De foreslåede ændringer kan
sammenfattes således:
Det foreslås udtrykkeligt bestemt, at en
statsrevisor skal afgive en habilitetserklæring, når
vedkommende er valgt.
Det foreslås præciseret, at
ministerredegørelser, notater fra rigsrevisor m.v. ikke
optages i, men skal fremgå af den endelige betænkning
over statsregnskabet.
Det foreslås udtrykkeligt bestemt, at
statsrevisorerne afrapporterer deres besigtigelser og aktiviteter i
den endelige betænkning over statsregnskabet.
Det foreslås udtrykkeligt bestemt, at
statsrevisorerne tilstræber konsensus i deres stillingtagen
til sager. Desuden foreslås udtrykkeligt bestemt, at
konsensus også tilstræbes, når statsrevisorerne
anmoder rigsrevisor om at foretage undersøgelser m.v. For
tilfælde, hvor dette ikke opnås, foreslås, at
mindst 2 statsrevisorer skal være enige om anmodningen.
Bestemmelserne vedrørende
ansættelse, afskedigelse, løn og pension for
medarbejdere i statsrevisorernes sekretariat foreslås
ajourført, så ordlyden svarer til bestemmelserne i
Folketingets forretningsorden.
Endelig foreslås folketingsbeslutningens
tekst på en række punkter justeret for at gøre
ordlyden kønsneutral.
Til § 1
Til nr. 1, 4, 8, 9 og
11
Der er alene tale om ændringer af
kønsspecifikke betegnelser i folketingsbeslutningen om
statsrevisorernes valg og virksomhed til kønsneutrale
formuleringer. Ændringerne indebærer således
ingen materiel ændring af retstilstanden.
Til nr. 2
Efter den gældende bestemmelse i
folketingsbeslutningens § 2, stk. 3, finder forvaltningslovens
§ 3, stk. 1, om inhabilitet med de nødvendige
tilpasninger anvendelse i statsrevisorernes virke.
Forvaltningslovens § 3, stk. 1,
bestemmer, under hvilke omstændigheder en person, der virker
inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en
bestemt sag. Retsvirkningen af inhabilitet fremgår af lovens
§ 3, stk. 3, hvorefter den, der er inhabil i forhold til en
sag, ikke må træffe afgørelse, deltage i
afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen
af den pågældende sag.
Det er fundet rigtigst at præcisere i
folketingsbeslutningen, at ikke kun forvaltningslovens almindelige
regel om, hvornår inhabilitet foreligger, men tillige lovens
almindelige regel om retsvirkningen heraf gælder for
statsrevisorernes virke med de fornødne tilpasninger. Det
foreslås derfor, at der til henvisningen til
forvaltningslovens § 3, stk. 1, føjes en henvisning til
lovens § 3, stk. 3.
Til nr. 3
Det foreslås bestemt, at en
statsrevisor, når vedkommende er valgt, afgiver en skriftlig
erklæring om, at vedkommende overholder de betingelser for at
være statsrevisor, som gælder efter
folketingsbeslutningens § 2, stk. 1 og 2, og at denne
erklæring fremsendes til Udvalget for Forretningsordenen.
Dette har været fulgt som en almindelig praksis igennem en
længere årrække, men har ikke været
udtrykkeligt krævet efter folketingsbeslutningens regler. Det
er imidlertid fundet ønskeligt, at der optages en
udtrykkelig regel herom i folketingsbeslutningen.
Til nr. 5
Med nyaffattelsen af folketingsbeslutningens
§ 7, stk. 1, foreslås præciseret, at
formålet med statsrevisorernes endelige betænkning over
statsregnskabet er at forelægge statsregnskabet med
statsrevisorernes bemærkninger for Folketinget til
beslutning. Samtidig foreslås den særlige bestemmelse
om en længere frist for betænkningen over
statsregnskabet for 1995, som i sagens natur for længst har
mistet sin relevans, af ordensmæssige grunde
ophævet.
Den foreslåede nyaffattelse af
folketingsbeslutningens § 7, stk. 2, indebærer en
ajourføring af reglerne om, hvad statsrevisorernes endelige
betænkning over statsregnskabet skal indeholde. Af den
gældende bestemmelse følger, at
ministerredegørelser, notater fra rigsrevisor m.v. optages i den endelige betænkning.
Denne bestemmelse går tilbage til en tid, hvor den endelige
betænkning var det eneste sted, hvor disse dokumenter blev
optrykt. I dag offentliggøres ministerredegørelser,
notater m.v. løbende på statsrevisorernes hjemmeside,
og i den endelige betænkning vises derfor i praksis alene en
oversigt over de ministerredegørelser, notater m.v., som
statsrevisorerne har behandlet i perioden, siden den sidste
endelige betænkning over statsregnskabet blev afgivet. Den
foreslåede ændrede affattelse, hvorefter sådanne
dokumenter skal fremgå af den
endelige betænkning, er en tilpasning til denne nyere
praksis. Der foreslås herudover en sproglig og
formidlingsmæssig opdatering af stykkets ordlyd, som ikke
indebærer nogen materiel ændring af retstilstanden.
Den foreslåede nye bestemmelse i
folketingsbeslutningens § 7, stk. 3, indebærer, at
statsrevisorerne i den endelige betænkning over
statsregnskabet skal afrapportere deres besigtigelser af statslig
virksomhed og andre aktiviteter. Dette har været fulgt som en
almindelig praksis igennem en længere årrække,
men har ikke været udtrykkeligt krævet efter
folketingsbeslutningens regler. Det er imidlertid fundet
ønskeligt, at der indsættes en udtrykkelig regel herom
i folketingsbeslutningen.
Til nr. 6
Den foreslåede nyaffattelse af
folketingsbeslutningens § 8 indebærer, at
konsensusprincippet for statsrevisorernes arbejde som noget nyt
gives udtryk i selve folketingsbeslutningens ordlyd. Konkret
foreslås bestemt, at statsrevisorerne skal tilstræbe
konsensus i deres stillingtagen til de enkelte sager i beretninger,
notater og betænkninger. Dette konsensus?princip har
været en kutyme og et væsentligt særkende for
statsrevisorernes virksomhed igennem mange år.
Statsrevisorerne tillægger konsensusprincippet stor betydning
for deres arbejdsform og for vægten af deres
bedømmelser af sager, hvilket også er baggrunden for,
at statsrevisorerne har fundet det ønskeligt, at princippet
fremover skal finde klart udtryk i regelgrundlaget for deres
virksomhed.
Princippet i den nuværende bestemmelse i
folketingsbeslutningens § 8, hvorefter enhver statsrevisor er
berettiget til at fordre sit standpunkt optaget og begrundet i
tilknytning til de enkelte sager i beretninger og
betænkninger, foreslås videreført i det
foreslåede § 8, stk. 2, for de tilfælde, hvor
konsensus ikke kan opnås.
Det foreslåede § 8, stk. 3, 1.
pkt., indebærer, at konsen?susprincippet ikke alene skal
gælde, når statsrevisorerne tager stilling til sager i
beretninger, notater og betænkninger, men også,
når statsrevisorerne anmoder rigsrevisor om at foretage
undersøgelser og afgive beretning eller notat herom til
statsrevisorerne. For de tilfælde, hvor konsensus ikke kan
opnås, foreslås i 2. pkt., at mindst 2 statsrevisorer
skal være enige om det, førend en anmodning
fremsættes til rigsrevisor.
Til nr. 7
Der er alene tale om en ordensmæssig
rettelse af en fejlagtig henvisning til bestemmelser i
rigsrevisorloven.
Til nr. 10
Der er tale om ændring af en
kønsspecifik betegnelse i folketingsbeslutningen om
statsrevisorernes valg og virksomhed til en kønsneutral
formulering samt en rent ordensmæssig justering af ordlyden.
Ændringen indebærer således ingen materiel
ændring af retstilstanden.
Til nr. 12
Statsrevisorerne har ikke længere
tilknyttet en sekretær, men en sekretariatschef. Det
foreslås, at folketingsbeslutningens ordlyd ændres for
at afspejle dette.
Til nr. 13 og
14
De foreslåede ændringer
indebærer en ajourføring af folketingsbeslutningens
bestemmelser om ansættelse, afskedigelse, løn og
pension for medarbejdere i statsrevisorernes sekretariat, så
bestemmelserne i alt væsentligt kommer til at svare til
ordlyden i § 48, stk. 1, 1. og 3. pkt., i Folketingets
forretningsorden. De pågældende bestemmelser i
forretningsordenen fik deres nuværende affattelse ved en
ændring af forretningsordenen i 2011, dog uden at der
samtidig skete nogen konsekvensændring af
folketingsbeslutningen.
Til § 2
Det foreslås, at folketingsbeslutningen
træder i kraft den 1. oktober 2018, hvilket vil falde sammen
med tiltrædelsestidspunktet for det første nyvalgte
statsrevisorkollegium efter beslutningens forventede
vedtagelse.
Skriftlig fremsættelse
Pia
Kjærsgaard (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
ændring af folketingsbeslutning om statsrevisorernes valg og
virksomhed
(Beslutningsforslag nr. B 143)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.