Tak for det. Der var en del i det, statsministeren sagde, jeg godt kunne have lyst til at diskutere, for det er i vores øjne fortsat ikke et udtryk for ansvarlighed at bede nedslidte danske lønmodtagere, der har gjort deres, om at arbejde mere. Men den diskussion må vi måske vente med til det tidspunkt, hvor statsministeren vil fortælle også de nedslidte danskere, om de skal arbejde et par år længere, eller hvad der egentlig bliver planlagt på Marienborg.

Men det var egentlig noget helt andet, jeg gerne ville vende med statsministeren i dag. Jeg synes nemlig, at det af mange årsager er oplagt at starte med det udenrigspolitiske, som statsministeren ikke fandt så meget anledning til at tale om. Det må siges at have været et ualmindelig dramatisk år, 2016, som vi netop har afsluttet. 2017 er jo et år, der på samme vis kan medføre nye udfordringer for både Danmark, men også for verdenssamfundet i det hele taget. Vi har om nogle få dage en ny præsident i USA, som ved flere lejligheder desværre har sat spørgsmålstegn ved bl.a. relationen USA-Europa. Vi har en, må man sige, stadig mere aggressiv Putin og et stadig mere aggressivt Rusland. Vi har Tyrkiet, der desværre bevæger sig væk fra Europa og i øvrigt væk fra de helt grundlæggende principper for retsstaten. Vi har Mellemøsten, der fortsat står i brand. Der er en stor migrantkrise. Og vi har jo desværre også en situation med EU, der potentielt er svækket, jævnfør at mange lige nu sidder og lytter til Theresa Mays tale.

Særlig situationen i Rusland kræver særlig opmærksomhed i den udenrigspolitiske diskussion, vi i mine øjne bør opprioritere i Folketinget, og derfor kunne jeg godt tænke mig at tage hul på den diskussion, som jeg synes er helt nødvendig at komme i gang med, nemlig spørgsmålet om den nye gasrørsledning Nord Stream 2. Indledningsvis vil jeg starte med at spørge om, hvad regeringens overordnede holdning er til et spørgsmål, som jo kan få ganske store både energipolitiske, men også sikkerhedspolitiske konsekvenser for ikke alene Danmark, men for hele Nordeuropa og dermed potentielt hele Europa og forholdet til Rusland.

Statsministeren. Værsgo.

Tak for det. Jeg deler fuldstændig hovedindtrykket af, at vi lever i en tid, hvor der på den udenrigspolitiske dagsorden er en række ting, der bekymrer. Det skal nu ikke rokke ved det billede, jeg tegnede i mine åbningsbemærkninger, af, hvad der er Danmarks situation. Det er rigtigt, men der er mange ting, der udfordrer. I relation til Rusland er der også grund til at være bekymret. Det er bl.a. noget af det, forsvarsministeren var ude at adressere i et stort interview for få dage siden, og som jeg håber vi sammen kan samle op på, når vi senere i år skal til at diskutere, hvilke krav det stiller til dansk forsvar. For der er en aggression, vi ikke har set før.

Det er selvfølgelig relevant at trække den aflæsning af Rusland ind i hele spørgsmålet om EU's energiforsyning. Også i det lys, hvad fru Mette Frederiksen også er bekendt med, har jeg ad flere omgange forsøgt at engagere mine europæiske kollegaer i en diskussion om netop Nord Stream 2, som jo som udgangspunkt er et kommercielt projekt, og som derfor som udgangspunkt også skal behandles efter landets love, altså vores miljølovgivning, og hvad der ellers er af lovgivning om linjeføring og havmiljø og andet.

Men der er bestemt brug for, at man i et europæisk perspektiv anlægger en mere geopolitisk vinkel på den her sag. Jeg må sige åbent, at indtil dato er det ikke lykkedes at få Kommissionen til at forholde sig til det her anlægsarbejde med den indfaldsvinkel. Det agter jeg fortsat at presse på for at sikre kommer til at ske.

I den forbindelse har jeg også rakt ud efter min svenske kollega, fordi Sverige og Danmark er lidt i samme situation. Det er min forventning oven på de konsultationer, jeg har haft, at vi i et fælles dansk-svensk initiativ formentlig på energiministerniveau snarest henvender os på ny direkte og skriftligt til Europa-Kommissionen for at få rejst den her debat præcis i det perspektiv, som fru Mette Frederiksen efterspørger.

Værsgo, fru Mette Frederiksen.

[Lydudfald] ... på statsministerens indledning på det her emne. For det første ved enhver her i salen jo, at energipolitik altid også handler om andet end energi, og man vil sige, at i den nuværende situation med Ruslands aggressive adfærd, ikke alene hvad angår Krim-halvøen og Ukraine og Mellemøsten, men jo desværre også i forhold til de baltiske lande, hvor vi i mine øjne har et særligt dansk ansvar, så vil det selvfølgelig være problematisk at anskue et spørgsmål om russisk gas og overførsel af russisk gas alene som energipolitik. Den svenske regering har jo sådan set udtrykt sig rimelig klart i sagen og har allerede taget stilling til russernes ansøgning om så at sige at kunne gå i land på Gotland, og jeg er selv lige netop kommet hjem fra Oslo, hvor de nordiske socialdemokrater også havde anledning til at diskutere spørgsmålet.

Derfor tror jeg, for nu at fatte mig i korthed, at det er nødvendigt, at det her ikke alene bliver et energiministerspørgsmål, for som statsministeren vel egentlig også sagde det, så bliver det her storpolitik før eller siden, og spørgsmålet er, om ikke Danmark bliver nødt til at gå ind i den her diskussion med åbne øjne.

Værsgo til statsministeren.

Ja, det er jeg helt enig i. Nu er det jo ikke mig, der kan stille spørgsmål, for ellers ville jeg da gerne lige have et referat af, med hvilken klarhed svenskerne har taget stilling i den sag. Jeg kan bare sige, at jeg for lang tid siden har rakt ud efter den svenske statsminister med henblik på på vores niveau at sikre, at Kommissionen løfter den her sag. Det, der er udkommet af den kontakt for nærværende, er, at der er udsigt til, at den svenske og den danske energiminister i fællesskab henvender sig til Kommissionen.

Fru Mette Frederiksen.

Som jeg forstår det, har den svenske regering da allerede nu udtrykt sin holdning i bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt man skal have lov til at lave landanlæg på Gotland som en del af Nord Stream 2. Det er da en politisk tilkendegivelse, som også kan være relevant i forhold til Danmark og vores åbenlyst interessante placering i forhold til projektet. Jeg anfægter sådan set ikke, at det her også er et anliggende for vores energiminister og dermed for de europæiske energiministre, fordi det her jo også risikerer at sætte spørgsmålstegn ved det, vi i mine øjne har en interesse i, nemlig fremkomsten af en europæisk energiunion, hvilket både handler om forsyning, men selvfølgelig også handler om at sikre en uafhængighed af dem, vi ikke måtte være enige med, når det kommer til det geopolitiske. Så selvfølgelig er det et anliggende for energiministrene.

Når jeg vælger at rejse spørgsmålet her i dag, er det, fordi den daværende regering, da vi havde diskussionen tilbage for mange år siden, da statsministeren også havde et ansvar, valgte at anlægge den vinkel, at det var et rent kommercielt anliggende. Med den fremfærd, Rusland har i dag, og med det trusselsbillede, vi ser, bliver vi i mine øjne nødt til også at løfte den her diskussion op på et politisk niveau.

Så er det statsministeren til sidst. Værsgo.

Det er jeg sådan set meget enig i. Det rigtige sted at gøre det – og det ligger jo egentlig også i den måde, fru Mette Frederiksen selv argumenterer på vedrørende den europæiske energiunion og Europas placering op mod Rusland – og den rigtige ramme for den her geopolitiske vurdering af Gazproms projekt er Europa. Det er også derfor, jeg igennem længere tid har arbejdet for at få Europa til at engagere sig i den her sag. For det, der er Danmarks udfordring, og som også er Sveriges udfordring, er, at alt andet lige, medmindre man ligesom har en anden platform at stå på, vil det jo være sådan, at en ansøgning – og vi har ikke fået nogen ansøgning endnu – skal vurderes efter gældende ret, altså gældende miljøret og international søret og andet. Så kan man sådan set give en rimelig sikker prognose for, at det – måske med nogle konditionaliteter – ender med en tilladelse.

Så hvis det skal ende et andet sted, skal det være, fordi man anlægger en anden vurdering. Der tror jeg at man må sige, at hvis vi skal have sat den her sag ind i en kontekst af, hvad det her betyder for Europas energiforsyning, for sikkerhedsbilledet og for Ruslands muligheder for potentielt at gøre, hvad de gjorde i Ukraine, hvor de stoppede energiforsyningen, så har vi brug for at få en europæisk ramme om den debat. Det arbejder jeg målrettet for, og jeg har som sagt også rakt hånden ud til den svenske statsminister, fordi min læsning er, at Danmark og Sverige sådan set er i samme situation og har en fælles interesse i at få løftet den her sag op i det perspektiv, som fru Mette Frederiksen jo egentlig også efterlyser.

Tak. Den næste partileder er hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.