Tak for det.
Det er jo sådan hinsides politik i den forstand, at vi jo altså taler om selvstændige mennesker og selvstændige retssubjekter og virksomheder, der reagerer, som de jo sådan set må, og det skal jeg i hvert fald være varsom med at blande mig i.
Jeg kan sige helt overordnet, at jeg sådan set synes, det er vigtigt, at vi har et mangfoldigt medielandskab, og jeg orienterer mig selv bredt i det.
Jeg læser Den Korte Avis; jeg læser også nogle længere aviser; jeg læser bredt rundt; jeg bladrer også i Arbejderen nogle gange.
Jeg synes sådan set, det er en styrke ved det danske medielandskab, at det er præget af en variation.
Og det er jo så det, vi understøtter med noget mediestøtte.
Mig bekendt får Den Korte Avis mediestøtte, og det er jo et udtryk for, at dem, der har givet den mediestøtte, synes, at også den avis hører til i det danske medielandskab.
Og det håber jeg selvfølgelig også at der i markedet vil være en respekt for.
Det er nok så langt, jeg kan gå.
Jeg synes altid, det er godt, at man lige trækker luft ind og tæller til ti, når man agerer på sådan nogle hurtige bevægelser, der sættes i gang.
Og der har været mange forskellige eksempler på, hvordan virksomheder måske med en meget lille fodfejl pludselig er blevet voldsomt eksponeret.
Det er jo tidens trend, fordi vi har en informationsudveksling, som er så hastig.
Der, hvor det i særlig grad stiller nogle krav, er jo hos os, der bærer ansvarets kæder, og også folk, der har et public service-ansvar.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg også har iagttaget, hvordan Danmarks Radio har spillet en rolle i det her.
Det synes jeg sådan set er mere bekymrende, for nu at sige det, som jeg mener det, end at en enkelt privat virksomhed selv disponerer over sit eget annoncebudget.