Tak.
Jeg vil starte med at sige, at jeg er fuldstændig enig i spørgerens beskrivelse af, at uanset hvad man mener og hvem man er enig med, har man ret til at vise det.
Så skal man også bare huske at vise det i respekt for andre, og det er nok det, det har knebet lidt med.
Jeg har – ikke i den her, men i anden sammenhæng – været med til at se på nogle billeder af en mand, der er ude at lave nogle optagelser med et kamera et bestemt sted i København, og hvor der så kommer nogle af de her lidt voldsomme typer fra det autonome miljø – vil jeg gætte på – og siger:
Her kan du ikke være, her skal du væk fra.
Det har fået mig til at sige ovre i ministeriet, at det her er noget, vi skal have kigget på.
Vi skal have kigget på, om der er nogle typer, nogle mere ekstreme typer på den side, som tror, at de skal bestemme, hvordan folk skal agere.
For det er klart, at når det går over i vold, skal vi slå ned, og det har jeg også tillid til at politiet gør.
Men vi skal, tror jeg, holde et vågent øje med den type af kriminalitet også, for jeg mener, det er kriminalitet.