Spm. nr. S 583

19) Til børne- og socialministeren af:

Yildiz Akdogan (S) :

Mener ministeren i lighed med statsministeren, at ulighed ikke udgør et problem i Danmark?

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Tak for det. Spørgsmålet lyder: Mener ministeren i lighed med statsministeren, at ulighed ikke udgør et problem i Danmark?

Ministeren.

Jeg vil lige starte med at afgrænse. Ulighed kan jo være mange ting, men jeg forstår spørgsmålet sådan, at der bliver spurgt ind til økonomisk ulighed.

Set i internationalt perspektiv er Danmark fortsat blandt de tre OECD-lande, som har de mindste indkomstforskelle. Når det gælder de forskelle, der kan gøres op i kroner og øre, peger tallene altså på, at sammenlignet med andre lande er vi et ret lige samfund.

For mig at se er de forskelle, der udspringer af sociale problemer og udsathed, derfor et større problem end dem, der udspringer af økonomiske forskelle, og de sociale forskelle skal vi blive bedre til at tage hånd om. Derfor har regeringen også sat mål for den sociale mobilitet, og derfor er vi ambitiøse på alles vegne, også de, der er på kanten af samfundet og har brug for hjælp til at løse komplekse udfordringer med misbrug, vold eller psykisk sygdom. Vi skal arbejde for, at flere har udsigt til et liv med uddannelse, job og deltagelse, og vi skal have blikket rettet mod de varige løsninger, der holder om 10 og 20 år – de løsninger, der gør, at vi kan overlade et større fællesskab, hvor flere udsatte er inkluderet, til næste generation.

Jeg vil prioritere arbejdet med sociale indsatser, der virker, og som bl.a. skal sætte ind mod negativ social arv og skabe bedre resultater i bekæmpelsen af hjemløshed. Derfor er jeg også i gang med at lytte til alle dem, der vil en egentlig social forandring, som handler om andet og langt mere end økonomisk hjælp, og den dialog, det samarbejde og det politiske fokus vil resultere i sociale initiativer, som virker i længden, og det er statsministeren og jeg i øvrigt helt enige om.

Så er det spørgeren.

Tak til ministeren for svaret. Det var et meget kort svar, og jeg hæftede mig ved, at ministeren talte om varige løsninger. Det er lidt interessant, at netop det ordvalg bliver brugt, for når man ser på de tiltag, som regeringen har taget for netop at gøre en indsats for disse grupper af mennesker, så virker det ikke, som om man har tænkt på de varige konsekvenser for de mennesker, det kommer til at have en effekt på, og her tænker jeg selvfølgelig på kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen.

Ministeren er vel bekendt med, at flere organisationer, bl.a. Dansk Folkehjælp, Kirkens Korshær og andre, har været nødsaget til at lave indsamlinger til mennesker, der ikke havde råd til at fejre jul, til mennesker, der simpelt hen ikke har råd til at sende deres børn til forskellige aktiviteter. Derfor undrer det mig, når ministeren siger, at hun vil arbejde for tiltag, der bringer varige løsninger, for det, man gør her med de her indsatser, er jo noget, der skaber varig ulighed og varig fattigdom og især rammer mange af de her udsatte grupper – f.eks. enlige mødre og folk, der ender på gaden, fordi de ikke har råd til at betale deres husleje. Det er jo ikke at løfte dem og give dem nogle varige løsninger.

Man kan godt sige til folk: Tag du dig en uddannelse, så skal det hele nok gå; men det er jo lidt svært for en, der bor på gaden. Eller man kan sige: Kom du bare i arbejde; men det er svært for en enlig mor, når der reelt ikke er noget arbejde at få.

Jeg vil egentlig gerne høre ministeren igen, om ikke ministeren synes, at det er en udfordring, at vi har så mange mennesker, der ikke har råd til nogle af de mest basale ting. Mener ministeren ikke, at det er den forkerte vej at gå med kontanthjælpsloft og 225-timers regel, og at det netop ikke skaber nogen varige løsninger – tværtimod, det skaber varige problemer for de her familier.

Ministeren.

Jeg vil rigtig gerne nuancere debatten en anelse, og det er egentlig også derfor, jeg efterspørger et bredere fokus. For at lade indkomst være den eneste indikator for ulighed er simpelt hen for smalt, og sådan en smal tilgang flytter sådan set fokus fra problemets rod, som jo er de sociale problemer, til et fokus udelukkende på indkomst.

Vi skal selvfølgelig tage hånd om de afsavn og de sociale problemer, som folk oplever i hverdagen, men det er altså også andet end en trængt økonomi, som medfører afsavn. SFI viste med deres seneste undersøgelse af afsavn, at en halv million danskere oplever helt basale afsavn i hverdagen, men det interessante var, at 97 pct. af dem sådan set ikke var fattige, hvis man skulle måle det op imod den meget omtalte fattigdomsgrænse. Det er derfor, jeg siger, at der er brug for et bredere fokus end blot økonomi. Der er brug for et socialpolitisk fokus, hvis vi skal skabe bedre forhold for socialt udsatte i Danmark.

Tak. Så er det spørgeren.

Jamen tak for et ikkesvar. Igen vil jeg sige, at man kan se det på de opråb, der har været fra forskellige organisationer, og jeg vil gerne lige citere fra et opråb fra Kirkens Korshær, som har samlet ind til Danmarks fattige, og med overskriften »Danmarks fattige« kan jeg ikke rigtig forstå, hvorfor ministeren også negligerer den økonomiske fattigdom – men citatet:

»»Gennem vores arbejde oplever vi, at behovet for hjælp er blevet ekstraordinært stort. Flere end tidligere efterspørger mad, tøj, et bad og en seng at sove i,« siger korshærschef Helle Christiansen.«

Synes ministeren virkelig ikke, at det er en udfordring, når det er opfyldelse af de her behov, der bliver efterspurgt? Altså, det er en organisation, der om nogen har indsigt i og viden om, hvor det er, det gør mest ondt på borgerne, der er uden for Christiansborgs mure.

Ministeren.

Jeg negligerer ingenting. Jeg siger bare, at det er at fokusere meget smalt, og det ved jeg godt der er en tendens til at gøre, for det føles dejlig opportunt, men spørgeren og jeg ved også godt, at lykken jo ikke er gjort ved at hæve ydelserne. Jeg hører heller ikke socialdemokraterne sige, at man skal have en højere ydelse på kontanthjælp.

Jeg tror, det er vigtigt at have en mere nuanceret tilgang, når vi taler om folk, som er på overførselsindkomster, og som risikerer at blive fastholdt på overførselsindkomster, eksempelvis fordi de har sociale problemer. Så er det indlysende for mig, at det er de sociale problemer, vi skal ind og arbejde med. Og i den henseende arbejder vi i nogle forhandlinger lige nu på at få lavet rammen og indholdet for et investerings- og udviklingsprogram, som altså sætter varige spor, og som er funderet på indsatser, der virker.

For vi må bare være ærlige og erkende, at der i for mange år i træk har været indsatser, som vi faktisk ikke har vidst om har været gode nok og om egentlig har hjulpet dem, som de rent faktisk skulle have hjulpet, og det har vi en forpligtelse til at sørge for sker: De indsatser, vi iværksætter, skal altså også hjælpe de mennesker, som det er, de gerne skulle komme til gode.

Spørgeren.

Jamen jeg er glad for, at ministeren vil lave nogle indsatser og komme med løsninger. Men jeg stiller så også det meget konkrete spørgsmål: Vil det så sige, at i december 2017 ser vi ikke nogen søge om julehjælp eller om et bad eller om tøj? Er det noget, ministeren så kan garantere?

Ministeren.

Igen må jeg opfordre til ikke at se så ensidigt på problematikken, herunder også det, der handler om julehjælp. Altså, en række af de organisationer, som uddeler julehjælp, siger jo også selv, at en del jo godt kan handle om økonomiske forhold – det anerkender jeg sådan set også – men at en anden del også kan handle om udbredelsen, altså at der simpelt hen er flere, som har opdaget, at man kan søge julehjælp; det er jo positivt, det er jo fint. Det kan også have stor betydning, at det er blevet meget mere legitimt at søge om julehjælp.

Så man kan ikke bare tage en stigning i omfanget af uddeling af julehjælp som udtryk for en bestemt økonomisk situation. Der kan være mange flere ting. Og det er derfor jeg opfordrer til, at man ser lidt mere nuanceret på tingene, så de ikke bare ses som helt sort-hvidt.

Tak.

Vi fortsætter med et nyt spørgsmål til samme minister og af samme spørger.