Spm. nr. S 542

7) Til økonomi- og indenrigsministeren af:

Morten Bødskov (S) :

Mener ministeren ikke, at der er nogle grænser for, hvilke velfærdsydelser der skal konkurrenceudsættes?

Værsgo til oplæsning.

Tak for det, formand. Spørgsmålet er i al sin enkelhed følgende: Mener ministeren ikke, at der er nogle grænser for, hvilke velfærdsydelser der skal konkurrenceudsættes?

Værsgo til ministeren.

Tak for spørgsmålet og for interessen for konkurrenceudsættelse, for der er netop behov for at styrke indsatsen på det område, og derfor er spørgsmålet jo utrolig relevant. Det handler om at udnytte ressourcerne bedre, og det vil sige, at vi enten kan få den samme service for færre penge eller mere service for de samme penge. Det er ikke afgørende for regeringen, om det er det private eller det offentlige, der varetager opgaverne, så i udgangspunktet er der ingen grænser for, hvilke opgaver der kan konkurrenceudsættes. Jeg har dog også offentligt nævnt, at folkeskoleområdet er et eksempel, hvor vi ikke har tænkt os at gøre det alligevel, fordi der allerede i dag er en indirekte konkurrenceudsættelse gennem friskolelovgivningen. Der er ikke helt samme tradition for konkurrenceudsættelse på de mere bløde velfærdsområder som på de tekniske områder, og det er også et område, hvor regeringen er åben over for at gøre det i større grad, end det hidtil har været tilfældet.

Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, at det for dem, der måske måtte sidde og lytte til den her debat, er nemmere at finde forståelse for, hvad det er, ministeren siger, hvis man sådan sætter et lighedstegn mellem konkurrenceudsættelse og privatisering af velfærden, for grundlæggende er det jo det, det handler om. Det får man også understreget, når man læser den her artikel, som er afsæt for spørgsmålet, hvor ministeren siger: Mit mål er fuld konkurrence om velfærden. Der siger ministeren jo også det, han siger her, nemlig at godt nok er folkeskolen dog lidt et undtagelsesområde, som ministeren udtaler, men ellers skal det bare gå derudad. Der er ingen grænser for, hvad der kan konkurrenceudsættes eller privatiseres. Det er jo så kernespørgsmålet: Hvorfor er der ikke det?

Grundlæggende er det her et spørgsmål om, hvad det er for et velfærdssamfund, vi vil have; hvad det er for en offentlig sektor, der skal være kernen i vores velfærdssamfund. Vi har jo valgt en dansk eller skandinavisk – nogle kalder den nordisk – velfærdsmodel med en høj grad af skattefinansiering, som sikrer borgerne fri og lige adgang til velfærdsydelser på udvalgte kerneområder, især ældreområdet, børnepasningsområdet, folkeskoleområdet, undervisningsområdet og andet. Derfor er spørgsmålet jo nu, om det er det, ministeren agter at gøre op med, altså den frie og lige adgang til de her ydelser. For efter udsagnet om, at man ønsker den fulde konkurrence om velfærden, altså den mulige fulde privatisering af velfærden, så rejser det spørgsmål til ministeren sig jo også, om det, ministeren ønsker, og det, regeringen ønsker, er øget brugerbetaling.

Værsgo.

Det var i hvert fald godt, at spørgeren kom ned i Folketingssalen og fik stillet spørgsmålet, for så kan man jo få afklaret den misforståelse, man er i besiddelse af, der handler om, at konkurrenceudsættelse og privatisering er det samme. Konkurrenceudsættelse er netop, at flere kan byde ind på en opgave, og det gælder for så vidt både private aktører, men også det offentlige selv. Det betyder altså, at der er tale om, at det, der er vigtigt, når vi finder ud af, hvad for en offentlig sektor vi skal have, er, at det offentlige ligesom er bestiller af serviceydelsen, at det offentlige så at sige køber ydelsen det klogeste sted. For det er helt korrekt, hvad spørgeren siger: Det handler om, hvad for en offentlig sektor vi gerne vil have. Og regeringen ønsker ikke en offentlig sektor, hvor man spilder skatteborgernes penge. Det er derfor, vi vil have øget konkurrenceudsættelse.

Værsgo til spørgeren.

Nu nævnte ministeren det jo selv: Øget konkurrenceudsættelse kan medføre mere privatisering. Det var det, ministeren sagde. Enten kan det offentlige så at sige vinde opgaven, eller også kan et privat firma vinde opgaven. Det har man jo set nogle steder med en meget lidt succesfuld udgang for de borgere, som benytter sig af det, eksempelvis på ældreområdet. Lad os tage en gennemsnitlig dansk kommune og se på ældreområdet. Forestiller ministeren sig, at hele ældreområdet i en kommune som f.eks. Herlev i fremtiden skal konkurrenceudsættes, altså med mulighed for, at private firmaer kan overtage opgaven?

Værsgo til ministeren.

Jeg forestiller mig i første omgang, at vi får en rigtig god dialog også med kommunerne om, hvor de synes, det kunne være godt at fortsætte ad konkurrenceudsættelsessporet. Vi har kunnet se, at det gik lidt i stå, da spørgeren og hans parti havde regeringsmagten, men at der faktisk var en god gænge indtil da. For det her handler jo netop om at sørge for, at skatteyderne ikke skal betale for en service, de ikke får i den virkelige verden. Jeg tror, det er helt ligegyldigt for borgeren, om det er det offentlige eller det private, der leverer en service. Jeg tror, det, borgeren gerne vil have, er en god service til færrest mulige penge, sådan at man, når man er borger, får en god serviceoplevelse, og når man er skatteyder, betaler man ikke for unødigt bureaukrati og meningsløst arbejde. Det er jo det, der er det afgørende, så det handler, som spørgeren var inde på tidligere, om, hvad for en offentlig sektor vi vil have. Vi vil gerne have en offentlig sektor, der leverer bedst mulig service for færrest mulige penge.

Værsgo til spørgeren

Ministeren tilhører også et parti, som har sagt, at man ikke bare vil have nulvækst i den offentlige sektor – man vil have minusvækst i den offentlige sektor. Derfor kunne man jo godt mistænke ministeren for at arbejde for, at det ikke bare handler om, at de så at sige samme penge, som vi bruger på velfærd, enten stadig væk skal bruges i den offentlige sektor eller bruges til at betale et privat firma for at levere eksempelvis ældrepleje eller børnepasning. Det kunne jo godt være, at man her tog en smutvej til rent faktisk at få en mindre offentlig sektor.

Det har vi set før hos tidligere borgerlige regeringer, som har sagt – og lad os blive ved den tidligere nævnte kommune, nemlig Herlev Kommunes ældrepleje – at dér skulle en fjerdedel af det nærmest tvangsudliciteres, altså væk fra kommunen. Er det den vej, som regeringen går, altså med tvangsudliciteringer, mindre offentlig sektor og dermed også øget brugerbetaling?

Værsgo.

Det er meget tankevækkende, at spørgeren afslører sig selv for åben mikrofon, nemlig ved at det er udgifterne i sig selv, der er interessante for spørgeren, og at de skal være så høje som muligt. Det, regeringen foreslår, er, at vi skal kunne levere enten samme service for færre penge eller bedre service for de samme penge. Det modsatte synspunkt er jo, at man vil bruge penge på noget, som borgeren ikke får gavn af.

Jeg synes, det er ærgerligt, at Socialdemokratiet har et enøjet fokus på, at de offentlige udgifter bare skal være højest mulige til skade for de danske skatteydere.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Det næste spørgsmål er også til økonomi- og indenrigsministeren af hr. Morten Bødskov, Socialdemokratiet.