I Dansk Folkeparti mener vi, at East StratCom er en uting.
Pressefrihed og kritisk sans er tilstrækkeligt.
Selvfølgelig findes der russisk propaganda, det er der ingen tvivl om, men i mange tilfælde, langt de fleste tilfælde, kan det pilles fra hinanden, ved at man er kritisk og man bruger sin sunde fornuft.
Det retfærdiggør ikke, at EU hænger folk ud på lister.
Det kan godt være, at de ikke får frataget deres ytringsfrihed, men deres troværdighed beklikkes.
Det er simpelt hen ikke okay, at man som debattør i Danmark skal hænges ud for at være femte kolonne og arbejde for et fremmed styre.
Det er så modbydeligt, og det er stærkt forkasteligt, at den danske regering støtter en institution, der har gjort det til sit arbejde.
Som om en EU-institution med 11 ansatte kan sidde og afgøre, hvad der er løgn, og hvad der ikke er en løgn; hvad det er okay at have meninger om, og hvad det ikke er okay at have meninger om.
Og det mest bizarre ved det her arbejde er jo, at de sande nyheder ofte kommer fra den ukrainske journalisthøjskole.
Det kan man gå ind og se, hvis man nærlæser brevene her, altså at det er der, man oftest finder de sande ting, som kan imødegå de usande ting.
Og her tager vi altså oplysninger fra et land, der er i krig, og som selvfølgelig har en lige så stor interesse i at føre deres holdning på banen – og fuld respekt for det, men vi er bare grotesk naive, hvis vi tror, at man kan finde sandheden på den måde.
Der er andre, der fører en voldsom propaganda, som EU åbenbart ikke synes det er nødvendigt at lave statsinstitutioner til at bekæmpe.
Islamisk Stat har publikationer, der hedder Dabiq og Rumiyah, som er internetsider og lækre, glittede engelsksprogede blade, som i den grad har appel til unge mennesker i Vesten, der tager til Syrien og kæmper hellig krig.
Kunne EU ikke interessere sig for sådan noget i stedet for?