B 7 Forslag til folketingsbeslutning om, at voldelige, men ikke dømte, personer nægtes adgang til ægtefællesammenføring med ny udenlandsk ægtefælle.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 11-10-2016

Fremsat: 11-10-2016

Fremsat den 11. oktober 2016 af Mattias Tesfaye (S), Trine Bramsen (S) og Rasmus Horn Langhoff (S)

20161_b7_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 11. oktober 2016 af Mattias Tesfaye (S), Trine Bramsen (S) og Rasmus Horn Langhoff (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om, at voldelige, men ikke dømte, personer nægtes adgang til ægtefællessammenføring med ny udenlandsk ægtefælle

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2016 at fremsætte en løsningsmodel, der skal sikre, at herboende ægtefæller, der tidligere har udøvet vold m.v. mod en udenlandsk ægtefælle - uden at være blevet dømt for dette - ikke på ny kan meddeles familiesammenføring med en ny udenlandsk ægtefælle.

Folketinget pålægger endvidere regeringen at indkalde partierne bag beslutningsforslaget til drøftelser om den nærmere udformning af en løsningsmodel, inden et forslag fremsættes.

Bemærkninger til forslaget

En familiesammenført udlænding mister som udgangspunkt sin opholdstilladelse ved skilsmisse fra den herboende ægtefælle eller samlever, medmindre det skyldes, at udlændingen eller dennes barn har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast her i landet, jf. udlændingelovens § 19, stk. 8. I de tilfælde kan Udlændingestyrelsen undlade at inddrage opholdstilladelsen, hvis det kan dokumenteres, at volden var den direkte årsag til samlivsophøret. Ved vurderingen lægger myndighederne vægt på, at volden kan dokumenteres eksempelvis fra skadestuejournal, kontakt til politiet eller erklæring fra krisecentre.

Det er således ikke en betingelse, at den herboende ægtefælle bliver dømt for vold m.v., for at den udenlandske ægtefælle fortsat kan blive boende her i landet på trods af samlivsophøret.

For den herboende person gælder det ifølge udlændingelovens § 9, stk. 10, at den pågældende som udgangspunkt ikke kan opnå familiesammenføring, såfremt denne inden for en periode på 10 år forud for afgørelsen ved endelig dom er dømt for et eller flere voldsforhold el.lign. begået mod en ægtefælle eller samlever.

Men forslagsstillerne bemærker, at der i lovgivningen intet er til hinder for, at en herboende person, der dokumenterbart - ved eksempelvis skadestuejournal, kontakt til politiet eller erklæring fra krisecenter - har udsat sin tidligere udenlandske ægtefælle eller dennes barn for overgreb, misbrug eller anden overlast her i landet i en grad, så ægtefællen ikke mistede sin opholdsret trods samlivsophørt, jf. afsnittet ovenfor, ikke på ny kan opnå familiesammenføring med en ny udenlandsk ægtefælle.

Det er den retstilstand, som forslagsstillerne ønsker at gøre op med, således at en dokumenterbart voldelig - men ikke dømt - herboende ægtefælle ikke uden videre på ny kan blive familiesammenført med en ny ægtefælle og fortsætte sin voldelige adfærd over for den nye ægtefælle. Den foreslåede indskrænkning i visse herboende personers adgang til her i landet at opnå ægtefællesammenføring med en udlænding er begrundet i hensynet til beskyttelsen af ansøgerens liv og personlige integritet, herunder hensynet til den pågældendes muligheder for at integrere sig og leve et frit liv i Danmark.

Forslagsstillerne mener ikke, det kan være rimeligt, at en herboende person, der tidligere dokumenterbart har udsat sin ægtefælle eller udenlandske samlever for overgreb, misbrug m.v. uden videre kan ansøge om at blive familiesammenført med en ny udenlandsk ægtefælle, blot fordi den herboende ægtefælle ikke er blevet dømt for den tidligere udøvede vold.

På den baggrund pålægger forslagsstillerne regeringen at fremsætte en løsningsmodel, der fremover skal sikre, at en herboende ægtefælle, der tidligere har udøvet vold m.v. mod en udenlandsk ægtefælle - uden at være blevet dømt for dette - ikke på ny kan meddeles familiesammenføring med en ny udenlandsk ægtefælle. Forslagsstillerne mener, at én mulighed kan være, at der sker en ændring af udlændingeloven og af myndighedernes administration af ansøgninger om familiesammenføringer således, at Udlændingestyrelsen ved behandlingen af en ansøgning om ægtefællesammenføring fra den herboende person - der tidligere har været familiesammenført med en udenlandsk ægtefælle - skal undersøge årsagen til, at det tidligere samliv ophørte. Viser Udlændingestyrelsens undersøgelse, at den herboende udsatte sin tidligere udenlandske ægtefælle for overgreb, misbrug m.v., og at dette var den reelle årsag til samlivsophøret, skal styrelsen meddele den herboende afslag på familiesammenføring med den nye udenlandske ægtefælle. Såfremt regeringen vurderer, at det er en mulig løsning, bør der endvidere indsættes samme karensperiode på 10 år, som også gælder i de tilfælde, hvor den herboende person tidligere er dømt for vold mod en ægtefælle eller samlever, jf. udlændingelovens § 9, stk. 10.

Med dette beslutningsforslag pålægges regeringen at indkalde de af Folketingets partier, som støtter beslutningsforslaget, til drøftelser om den nærmere udformning af en løsningsmodel og gennemføre den eventuelt fornødne lov- og praksisændring.

Skriftlig fremsættelse

Mattias Tesfaye (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om, at voldelige, men ikke dømte, personer nægtes adgang til ægtefællessammenføring med ny udenlandsk ægtefælle.

(Beslutningsforslag nr. B 7)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.