Spm. nr. S 735

11) Til uddannelses- og forskningsministeren af:

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) :

Vil ministeren uddybe, hvorfor ministeren mener, at det er rimeligt, at elever på STU ikke har adgang til Ungdomskortet, jf. ministerens svar på UFU, alm. del, spørgsmål 84?

Værsgo.

Tak. Vil ministeren uddybe, hvorfor ministeren mener, at det er rimeligt, at elever på stu ikke har adgang til Ungdomskortet, jf. ministerens svar på UFU, alm. del, spørgsmål 84?

Jeg spørger jo så den nye minister, selv om det er den tidligere minister, der har givet mig det her svar. Og jeg er glad for, at ministeren møder op og svarer.

Så er det ministeren.

Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, kaldet stu, er målrettet unge med så svære fysiske og psykiske handicap, at de end ikke med specialpædagogisk støtte vil kunne gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse. Der kan f.eks. være tale om multihandicappede unge, unge med autisme, unge med svære bevægelseshandicap eller unge med erhvervet hjerneskade.

En meget stor del af denne gruppe vil ikke have glæde af et Ungdomskort, da de har helt særlige og individuelle befordringsbehov. Stu er en kommunalt finansieret uddannelse, og kommunerne har efter reglerne i dag pligt til at sørge for transport mellem skole og hjem for stu-elever med særlige befordringsbehov. Det kan eksempelvis gøres ved at hente og bringe eleven eller ved at dække elevens udgifter til særlige hjælpemidler. Det kan også besluttes, at eleven kører med offentlig transport sammen med en ledsager. Når der vælges transportform til unge med særlige befordringsbehov, skal kommunen naturligvis vælge den mest hensigtsmæssige måde, der tager hensyn til den enkelte unges individuelle begrænsninger.

Elever på stu, der ikke har et særligt befordringsbehov, det vil sige elever, der på egen hånd er i stand til at benytte offentlig transport, har ret til at få befordringsgodtgørelse til rejse mellem skole og hjem, hvis de bor mere end 11 km fra deres uddannelsessted. Godtgørelsen kan enten dække de faktiske udgifter til rejsen med offentlig transport eller gives som kilometerpenge, hvis eleven vælger at benytte eget transportmiddel.

Elever på andre ungdomsuddannelser skal betale 353 kr. om måneden i egenbetaling for deres Ungdomskort. Elever på stu, der bliver befordret eller modtager befordringsgodtgørelse, har ingen egenbetaling.

Jeg mener, at man har valgt en løsning for elever på stu, der tager udgangspunkt i den enkeltes særlige situation og individuelle behov. På den baggrund mener jeg, at de eksisterende regler for stu-elever er bedre og mere fordelagtige for den enkelte, end hvis man tilbød denne gruppe ret til Ungdomskort. Tak.

Spørgeren.

Tak. Og mange tak for svaret. Som jeg hører svaret, er det her jo også et spørgsmål om, hvad det er for en gruppe, vi taler om. For stu er jo netop en særligt tilrettelagt uddannelse, som er individuelt tilrettelagt. Og som ministeren siger, er det jo rigtigt, at der er nogle med meget svære fysiske og psykiske handicap, som helt åbenlyst har størst fordel af at få den gratis transport til og fra uddannelsesstedet.

Men der er også en stor gruppe af de her stu-elever, som rent faktisk går på vores produktionsskoler, og mange steder prøver man at integrere dem og lade dem være en del af det normale liv – kan man sige – på produktionsskolen. De her unge, vi taler om, er faktisk selv i stand til at tage en bus til og fra. Og et af formålene med Ungdomskortet har jo været at sige, at de unge mennesker for en relativt billig penge kan have fri befordring, så de også kan have et fritidsliv.

Et af delelementerne i stu'en er jo at hjælpe de her unge til at have et aktivt liv – både et fritidsliv og også meget gerne et arbejdsliv, hvis man kan nå dertil. Og hvis man skulle understøtte det, er der bare med det her, at den gruppe jo så ikke får den mulighed som de kammerater, de går sammen med. Så hvis man rent faktisk er i stand til at udnytte det at have et Ungdomskort, så man kan komme ud og deltage aktivt i livet på lige fod med de kammerater, man går sammen med på produktionsskolen, så burde vi jo lave en skelnen, hvor det kunne være et valg for forældrene, om de vil bruge den ene ordning eller den anden ordning.

På den led kunne vi sådan set lave en særligt tilrettelagt uddannelse og transport for den enkelte. Og det ville for mig at se være det optimale og leve op til hensigten med stu-ordningen.

Ministeren.

Tak. Jeg deler sådan set spørgerens beskrivelse af, hvad stu er for en uddannelse. Her er vi fuldstændig enige, men enigheden ophører, når spørgeren, sådan som jeg hører det, efterlyser, at vi skal have to befordringsgodtgørelsesmodeller. Jeg mener, at det vil være uhensigtsmæssigt, at man på den måde, som jeg hører spørgeren sige det, lægger op til at tilbyde to forskellige transportordninger til den samme uddannelse.

Jeg mener faktisk, at de regler, der jo i dag administreres kommunalt, giver stor fleksibilitet i forhold til den enkelte unges særlige behov, og at en sådan fleksibilitet til netop den her gruppe af unge opnås gennem stu'en. Derfor mener jeg ikke, at der skal gives adgang til ungdomskort for den her gruppe af unge.

Spørgeren.

Det er jeg ked af at høre, fordi jeg faktisk mener, at stu'en dækker så bredt, at det ikke er nok med et enkelt tilbud. Jeg har eksempler på unge, der har gået på stu på en produktionsskole, hvor man ved en fejl havde givet dem ungdomskortet. Det fungerede vældig godt, og det gav de her unge en frihedsgrad til faktisk selv at transportere sig rundt og deltage i mange ting. Da man så opdagede det, blev det lavet om til, at de kunne få betaling direkte til og fra uddannelsesstedet og dermed blive vældig begrænset og vældig låst fast i forhold til at udvikle sig.

Det primære mål med den her uddannelse er jo at hjælpe de unge til at få et så godt liv som muligt og dermed også til at blive aktive i samfundet. Derfor mener jeg, at vi har brug for at finde en løsning for den gruppe.

Ministeren.

Som nævnt mener jeg, at det er uhensigtsmæssigt. Jeg hører spørgeren lægge op til, at vi skal have to forskellige transportmuligheder for den her gruppe af unge mennesker. Der er i lovgivningen, synes jeg, allerede den fleksibilitet, som der er brug for, og da det er en kommunalt finansieret uddannelse, mener jeg også, at vi her skal respektere det kommunale selvstyre.

Men summa summarum: Jeg mener, at det ville være uhensigtsmæssigt at tilbyde to transportmuligheder, så man skal afgøre, om den enkelte unge tilhører den ene gruppe eller den anden gruppe.

Spørgeren.

Jeg mener ganske enkelt, at man kunne give den unge valgmuligheden.

Hvad skal jeg sige til de unge, der bor sammen med andre elever på produktionsskolen og faktisk opfatter sig som ligestillede, men i praksis må opleve, at de ikke kan tage med de andre til nabobyen, fordi de ikke har råd til det? De andre bruger deres ungdomskort til de her 350 kr. om måneden, og så kan de komme rundt. De her bliver faktisk ekskluderet fra det samvær, som vi prøver at få dem ind i. Derfor håber jeg, at vi efterfølgende kan tage en yderligere diskussion om det her og forhåbentlig finde en løsning, for hvad skal jeg ellers sige til de her unge?

Ministeren.

Jeg deler fuldt ud spørgerens opfattelse af, hvad stu er for en uddannelse, og også af, hvilken gruppe det er, stu'en er målrettet. Den dækker et meget vigtigt uddannelsesbehov hos en gruppe af unge mennesker, som for år tilbage ikke havde de muligheder.

Men jeg vil gerne understrege, at når der er tale om transporten, og det er det, vi diskuterer her, så mener jeg, at det vil være uhensigtsmæssigt, at nogle havner i den ene gruppe og er underlagt det ene regelsæt, mens andre, der går på den samme uddannelse, vil være underlagt nogle andre regler. Det er den situation, jeg hører spørgeren gerne vil have vi skal havne i. Det er jeg ikke enig i.

Så siger vi tak til den helt nye uddannelses- og forskningsminister. Held og lykke med arbejdet!

Det næste spørgsmål er til transport- og bygningsministeren, og det er hr. Rasmus Prehn fra Socialdemokraterne, der stiller spørgsmålet.

(Talen er under udarbejdelse)