Betænkning afgivet af Erhvervs-,
Vækst- og Eksportudvalget den 19. maj 2016
1. Ændringsforslag
Der er stillet 17 ændringsforslag til
lovforslaget. Erhvervs- og vækstministeren har stillet
ændringsforslag nr. 1-8, 10, 12 og 17. Enhedslistens,
Alternativets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har
stillet ændringsforslag nr. 9, 11 og 13-16.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 30. marts
2016 og var til 1. behandling den 15. april 2016. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervs-,
Vækst- og Eksportudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og erhvervs-
og vækstministeren sendte den 27. januar 2016 dette udkast
til udvalget, jf. ERU alm. del - bilag 147. Den 1. april 2016
sendte erhvervs- og vækstministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Teknisk gennemgang
Udvalget afholdt den 12. april 2016 en
teknisk gennemgang af lovforslaget ved erhvervs- og
vækstministeren og embedsmænd fra Erhvervs- og
Vækstministeriet. Materiale fra den tekniske gennemgang er
omdelt som bilag på lovforslaget.
Deputationer
Endvidere har Finansrådet mundtligt
over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 18
spørgsmål til erhvervs- og vækstministeren til
skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (S, DF, V, RV og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af erhvervs- og
vækstministeren under nr. 1-8, 10, 12 og 17 stillede
ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af et
mindretal under nr. 9, 11, og 13-16 stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (EL, ALT og SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Enhedslistens, Alternativets og
Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget udtaler, at den
minimumsimplementering, som lovforslaget lægger op til i
forbindelse med regler om provisionsformidling, ikke er
tilstrækkelig. Den nuværende model for
formidlingsprovision i Danmark er ikke hensigtsmæssig for
forbrugerne, og Enhedslisten, Alternativet og Socialistisk
Folkeparti mener, at Folketinget bør gå længere
i bestræbelserne på at skabe størst mulig
gennemsigtighed og sikkerhed for forbrugerne. Det nuværende
lovforslag ændrer ikke på en potentiel
interessekonflikt mellem bankrådgiver og kunde.
Enhedslistens, Alternativets og
Socialistisk Folkepartis medlemmer mener uagtet ministerens
besvarelse af L 159 - spørgsmål 8, at det ikke er
muligt at skelne mellem formidlingsprovision, der skaber
interessekonflikt, og formidlingsprovision, der ikke skaber
interessekonflikt mellem bankrådgiver og kunde. De
forslåede skærpede krav til bankernes rådgivning
er et halvt skridt i den rigtige retning, men vil i praksis ikke
ændre på relationen mellem bank og kunde.
Enhedslistens, Alternativets og
Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har derfor stillet
ændringsforslag om at gennemføre et totalforbud mod
formidlingsprovision. Formålet med ændringsforslaget er
at skabe størst mulig gennemsigtighed i forbindelse med
investeringsrådgivning. Et forbud mod formidlingsprovision
vil sikre, at bankkunder kun betaler for den rådgivning, de
reelt modtager. Bankkunder skal således betale direkte til
banken, hvis de ønsker rådgivning, hvilket øger
gennemsigtigheden i forhold til lovforslaget, hvor
bankrådgivning i flere tilfælde stadig vil
fremstå gebyrfri. Et forbud vil derudover skabe et marked for
uvildige rådgivningsvirksomheder til gavn for forbrugerne.
Enhedslistens, Alternativets og Socialistisk Folkepartis medlemmer
af udvalget mener også, at et forbud vil øge
kvaliteten af rådgivning i forbindelse med investeringer mere
end det, lovforslaget lægger op til, da et forbud vil sikre
rådgivning med fokus på kundens interesser.
Enhedslistens, Alternativets og
Socialistisk Folkepartis medlemmer udtaler tilfredshed med den del
af lovforslaget, der vedrører
markedsmisbrugsforordningen.
Et andet
mindretal i udvalget (LA) vil ved 3. behandling af
lovforslaget stemme hverken for eller imod lovforslaget.
Mindretallet vil stemme for de af erhvervs- og
vækstministeren under nr. 1-8, 10, 12 og 17 stillede
ændringsforslag og imod de af et mindretal under nr. 9, 11,
og 13-16 stillede ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af erhvervs- og
vækstministeren, tiltrådt af udvalget:
1)
Efter nr. 6 indsættes som nye numre:
»01. I §
27, stk. 7, 6. pkt., der bliver stk. 1, 6. pkt.,
ændres »stk. 12« til: »stk. 6«.
02. I
§ 27, stk. 8, der bliver stk. 2,
stk. 10, nr. 6, 2. pkt., der bliver
stk. 4, nr. 6, 2. pkt., og stk. 13, 1.
pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., ændres »stk.
7« til: »stk. 1«.
03. I
§ 27, stk. 9, 1. pkt., der bliver
stk. 3, 1. pkt., og stk. 10, der bliver
stk. 4, ændres »Stk. 7« til: »Stk.
1«.
04. I
§ 27, stk. 11, 1. pkt., der bliver
stk. 5, 1. pkt., ændres »Stk. 7, 2. pkt.« til:
»Stk. 1, 2. pkt.«.«
[Konsekvensrettelser]
2) I
den under nr. 14 foreslåede
ændring af § 83, stk. 1, 3.
pkt., ændres den anden forekomst af ordene
»bortset fra afsnit 6 og 7« til: », bortset fra
afsnit 6 og 7,«.
[Sproglig korrektion]
3)
Efter nr. 20 indsættes som nyt nummer:
»05. § 84 d, stk. 1, 4. pkt.,
ophæves.«
[Konsekvensrettelse]
4)
Efter nr. 25 indsættes som nyt nummer:
»06. I §
84 l, stk. 2, nr. 6, ændres »§ 27, stk.
7,« til: »§ 27, stk. 1,«.«
[Konsekvensrettelse]
5) I
den under nr. 26 foreslåede § 84 m ændres i stk. 1, 3. pkt., »meddelt« til:
»truffet«.
[Sproglig korrektion]
6) I
den under nr. 27 foreslåede
ændring af § 88, stk. 1, 2.
pkt., ændres den anden forekomst af ordene
»bortset fra artikel 14 og 15« til: », bortset
fra artikel 14 og 15,«.
[Sproglig korrektion]
Til § 2
7) Nr. 1
affattes således:
»1. I fodnoten til lovens titel ændres
»og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF
om samordning af love og administrative bestemmelser om visse
institutter for kollektiv investering i værdipapirer
(investeringsinstitutter) for så vidt angår
depositarfunktioner, aflønningspolitik og sanktioner,
EU-Tidende 2014, nr. L 257, side 186 (UCITS V-direktivet)«
til: », dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF
om samordning af love og administrative bestemmelser om visse
institutter for kollektiv investering i værdipapirer
(investeringsinstitutter) for så vidt angår
depositarfunktioner, aflønningspolitik og sanktioner,
EU-Tidende 2014, nr. L 257, side 186 (UCITS V-direktivet) og dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15.
maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, EU-Tidende 2014,
nr. L 173, side 349 (MiFID II)«.«
[Konsekvensrettelse]
8) I
den under nr. 3 foreslåede §
46 a ændres i 1. pkt. »i medfør af § 9,
stk. 1, jf. § 10, stk. 2, som yder
investeringsrådgivning,« til: »i medfør af
§ 9, stk. 1, og som yder
investeringsrådgivning,«.
[Sproglig korrektion]
Af et mindretal (EL,
ALT og SF):
9) Den
under nr. 3 foreslåede § 46 b affattes således:
Ȥ 46 b.
Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber
og investeringsforvaltningsselskaber, der har tilladelse som
værdipapirhandler i medfør af § 9, stk. 1, jf.
§ 10, stk. 2, må ikke modtage gebyrer, provisioner eller
andre penge- og naturalieydelser, der betales af tredjemand eller
en person, som handler på tredjemands vegne, i forbindelse
med udøvelse af aktiviteter som
værdipapirhandler.«
[Forslag om totalforbud mod
provisionsbetalinger m.v.]
Af erhvervs- og
vækstministeren, tiltrådt af udvalget:
10) I
den under nr. 3 foreslåede § 46 b ændres i stk. 2 »stk. 1, 3.-5. pkt.« til:
»stk. 1, 4. og 5. pkt.«, og »tredjemands
vegne« ændres til: »tredjemands
vegne,«.
[Korrektion af henvisning]
Af et mindretal (EL,
ALT og SF):
11) Nr.
4 udgår.
[Konsekvensrettelse som
følge af ændringsforslag nr. 9]
Af erhvervs- og
vækstministeren, tiltrådt af udvalget:
12)
Efter nr. 4 indsættes som nye numre:
»01. I §
354, stk. 3, nr. 4, ændres »§ 50, stk.
2« til: »§ 50, stk. 4«.
02. I
§ 354 b, stk. 1, nr. 4,
ændres »§ 50, stk. 2« til: »§ 50,
stk. 4«.«
[Konsekvensrettelse]
Af et mindretal (EL,
ALT og SF):
13) I
den under nr. 5 foreslåede
ændring af § 373, stk. 1,
ændres »§ 46 b, stk. 1,« til: »§
19 b,«, og ordene »og efter »§ 49, stk. 1 og
2,« indsættes: »§ 50, stk. 2,««
udgår.
[Konsekvensrettelse som
følge af ændringsforslag nr. 9]
Til § 3
14)
Den under nr. 2 foreslåede § 19 b affattes således:
Ȥ 19 b. Forvaltere af
alternative investeringsfonde, der har tilladelse til at
udføre sådanne aktiviteter som nævnt i bilag 1,
nr. 3, må ikke modtage gebyrer, provisioner eller andre
penge- og naturalieydelser, der betales af tredjemand eller en
person, som handler på tredjemands vegne, i forbindelse med
udøvelse af aktiviteter omfattet af bilag 1, nr.
3.«
[Forslag om totalforbud mod
provisionsbetalinger m.v.]
15) I
den under nr. 4 foreslåede
ændring af § 190, stk. 1,
ændres »§ 19 b, stk. 1,« til: »§
19 b,«.
[Konsekvensrettelse som
følge af ændringsforslag nr. 14]
16) Nr.
5 udgår.
[Konsekvensrettelse som
følge af ændringsforslag nr. 14]
Til § 6
Af erhvervs- og
vækstministeren, tiltrådt af udvalget:
17) Stk.
3 og 4 udgår.
[Korrektion]
Bemærkninger
Til nr. 1
Med ændringsforslaget foreslås
flere konsekvensrettelser, som ved en fejl ikke er foretaget i
lovforslaget. Da lovforslagets § 1, nr. 6, ophæver
§ 27, stk. 1-6, i lov om værdipapirhandel m.v., skal
henvisningerne til stk. 7 og 12 i § 27, stk. 7-11 og 13, der
bliver § 27, stk. 1-5 og 7, i lov om værdipapirhandel
m.v., ændres til stk. 1 og 6. Ændringsforslaget
gennemfører disse korrektioner.
Til nr. 2
Med ændringsforslaget foreslås
en sproglig korrektion af lovforslagets § 1, nr. 14. I
forslaget til § 83, stk. 1, 3. pkt., ændres
»bortset fra afsnit 6 og 7« til », bortset fra
afsnit 6 og 7,«, så det tydeligt fremgår, at
»regler udstedt i medfør heraf« henviser til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af
4. juli 2012 (EMIR-forordningen) og ikke afsnit 6 og 7.
Til nr. 3
Med ændringsforslaget foreslås
en konsekvensrettelse, som ved en fejl ikke er foretaget i
lovforslaget. Lovforslagets § 1, nr. 24, ophæver §
84 d, stk. 2, nr. 1-3 og 6-9, i lov om værdipapirhandel m.v.
Som følge deraf skal § 84 d, stk. 1, 4. pkt., i lov om
værdipapirhandel m.v. ophæves, da bestemmelsen henviser
til nr. 2, 3 og 6. Ændringsforslaget gennemfører denne
korrektion.
Til nr. 4
Med ændringsforslaget foreslås
en konsekvensrettelse, som ved en fejl ikke er foretaget i
lovforslaget. Da lovforslagets § 1, nr. 6, ophæver
§ 27, stk. 1-6, i lov om værdipapirhandel m.v., skal
henvisningen til § 27, stk. 7, i § 84 l, stk. 2, nr. 6, i
lov om værdipapirhandel ændres til § 27, stk. 1.
Ændringsforslaget gennemfører denne korrektion.
Til nr. 5
Med ændringsforslaget foreslås
en sproglig korrektion af lovforslagets § 1, nr. 26. I
forslaget til § 84 m, stk. 1, 3. pkt., ændres
»meddelt« til »truffet«, som rent sprogligt
er mere korrekt. Ændringsforslaget gennemfører denne
korrektion.
Til nr. 6
Med ændringsforslaget foreslås
en sproglig korrektion af lovforslagets § 1, nr. 27. I
forslaget til § 88, stk. 1, 2. pkt., ændres
»bortset fra artikel 14 og 15« til », bortset fra
artikel 14 og 15,«, så det tydeligt fremgår, at
»regler udstedt i medfør heraf« henviser til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af
4. juli 2012 (EMIR-forordningen) og ikke artikel 14 og 15.
Til nr. 7
Med ændringsforslaget foreslås
en konsekvensrettelse, som ved en fejl ikke er foretaget i
lovforslaget. Den foreslåede ændring sikrer en korrekt
affattelse af fodnoten som følge af § 1, nr. 1, i lov
nr. 1563 af 15. december 2015, som ændrer i fodnoten til lov
om finansiel virksomhed.
Til nr. 8
Med ændringsforslaget foreslås
en sproglig korrektion af lovforslagets § 2, nr. 3. Den
foreslåede ændring medfører en mere sprogligt
korrekt formulering af bestemmelsen.
Til nr. 9
Med nærværende
ændringsforslag foreslås det at indføre et
totalforbud mod at modtage provisioner m.v. fra tredjeparter for
pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglere og
investeringsforvaltningsselskaber, der har tilladelse som
værdipapirhandler, når disse virksomheder udøver
investeringsrådgivning eller andre aktiviteter i forbindelse
med handel med værdipapirer.
Forbuddet vil indebære, at det ikke
vil være muligt at opretholde den nuværende ordning,
hvorefter investeringsforeninger betaler formidlingsprovision til
særligt pengeinstitutterne for at distribuere og
rådgive om investeringsforeningens
investeringsforeningsbeviser til pengeinstituttets kunder.
Investeringsforeningerne betaler
formidlingsprovisionen løbende og årligt, og
betalingen af denne er uafhængig af, hvorvidt kunden i det
pågældende år har modtaget rådgivning.
Formidlingsprovisionen fragår i det afkast af kundens
investeringsforeningsbeviser, som kunden modtager fra
investeringsforeningen.
Med det foreslåede totalforbud vil en
kunde, der ønsker rådgivning, i stedet skulle betale
direkte herfor til pengeinstituttet eller en anden rådgiver,
som kunden måtte vælge at gå til.
Totalforbuddet sikrer, at den
rådgivning, som kunden modtager, er neutral i forhold til de
forskellige investeringsforeningsbeviser og eventuelle andre
investeringsprodukter, som rådgivningen måtte omfatte,
idet der ikke vil foreligge økonomiske incitamenter i form
af forskellige provisionsbetalinger m.v. til at vælge det ene
produkt frem for et andet.
Til nr. 10
§ 46 b, stk. 2, henviser fejlagtigt
til stk. 1, 3.-5. pkt. Med ændringsforslaget foreslås
henvisningen i § 46 b, stk. 2, rettelig ændret til stk.
1, 4. og 5. pkt.
Til nr. 11
Som konsekvens af ændringsforslag nr.
9, hvorefter der foreslås indført et totalforbud mod
provisionsbetalinger m.v. fra tredjeparter, er den foreslåede
ændring i lovforslagets § 2, nr. 4, af § 50 i lov
om finansiel virksomhed ikke længere relevant. § 50
regulerer bankernes puljeordninger, og provisionsbetalinger m.v.
fra tredjeparter i forbindelse med disse vil være omfattet af
det totalforbud for modtagelse af provisionsbetalinger m.v., som
foreslås indført for bl.a. bankerne med
ændringsforslag nr. 9.
Til nr. 12
Med ændringsforslaget foreslås
to konsekvensrettelser, som ved en fejl ikke er foretaget i
lovforslaget. Da lovforslagets § 2, nr. 4, indsætter to
nye stykker efter § 50, stk. 1, skal henvisningen til §
50, stk. 2, i § 354, stk. 3, nr. 4, og § 354 b, stk. 1,
nr. 4, i lov om finansiel virksomhed rettes.
Ændringsforslaget gennemfører disse korrektioner.
Til nr. 13
Der er tale om en konsekvensrettelse af den
foreslåede ændring af straffebestemmelsen i lov om
finansiel virksomhed som følge af den foreslåede
ændring i ændringsforslag nr. 9.
Til nr. 14
Med ændringsforslaget foreslås
indført et totalforbud mod at modtage provisioner m.v. fra
tredjeparter for forvaltere af alternative investeringsfonde, der
har tilladelse til at udføre aktiviteter i medfør af
bilag 1, nr. 3, i lov om forvaltere af alternative
investeringsfonde m.v.
Bilag 1, nr. 3, i lov om forvaltere af
alternative investeringsfonde m.v. omfatter
skønsmæssig porteføljepleje og accessoriske
tjenesteydelser, der omfatter investeringsrådgivning,
opbevaring og forvaltning af aktier og andele i kollektive
investeringsordninger samt modtagelse og formidling af ordrer
vedrørende værdipapirer.
Forbuddet er tilsvarende det forbud, som
med ændringsforslag nr. 9 foreslås indført for
pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglere og
investeringsforvaltningsselskaber, der har tilladelse som
værdipapirhandler. Der henvises således til
bemærkningerne hertil.
Til nr. 15
Der er tale om en konsekvensrettelse af den
foreslåede ændring af straffebestemmelsen i lov om
forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. som følge
af ændringsforslag nr. 14.
Til nr. 16
Der er tale om en konsekvensrettelse af den
foreslåede ændring af straffebestemmelsen i lov om
forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. som følge
af ændringsforslag nr. 14. Hvis ændringsforslaget
vedtages, vil der blive stillet de nødvendige
ændringsforslag om konsekvensrettelser til 3. behandling.
Til nr. 17
Med ændringsforslaget foreslås
en korrektion af lovforslagets § 6, således at stk. 3 og
4, udgår. Den foreslåede ændring medfører,
at to bekendtgørelser ikke ophæves med lovforslaget,
idet de rettelig bør ophæves ved
bekendtgørelse.
Hans Kristian Skibby (DF) Dennis
Flydtkjær (DF) Jan Rytkjær Callesen (DF) Lise Bech (DF)
Ib Poulsen (DF) Dorthe Ullemose (DF) Torsten Schack Pedersen (V)
Preben Bang Henriksen (V) Eva Kjer Hansen (V) Jacob Jensen (V)
Erling Bonnesen (V) Jane Heitmann (V) Christina Egelund (LA)
Joachim B. Olsen (LA) nfmd. Brian
Mikkelsen (KF) Erik Christensen (S) Karin Gaardsted (S) Kirsten
Brosbøl (S) Mette Reissmann (S) Morten Bødskov (S)
fmd. Rasmus Horn Langhoff (S)
Anne Paulin (S) Pelle Dragsted (EL) Henning Hyllested (EL) Rasmus
Nordqvist (ALT) Josephine Fock (ALT) Ida Auken (RV) Lisbeth Bech
Poulsen (SF) Jonas Dahl (SF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer
i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 10 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag
vedrørende L 159
Bilagsnr. | Titel | 1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra erhvervs- og vækstministeren | 2 | Nyt tidspunkt for teknisk gennemgang af
lovforslag på det finansielle område | 3 | Udkast til tidsplan over udvalgets
behandling af lovforslaget | 4 | Præsentationer fra den tekniske
gennemgang 12/4-16 | 5 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 6 | Ændringsforslag, fra erhvervs- og
vækstministeren | 7 | Henvendelse af 10/5-16 fra
Forbrugerrådet Tænk | 8 | 1. udkast til betænkning | 9 | Henvendelse af 10/5-16 fra Dansk
Aktionærforening | 10 | Materiale fra Finansrådets
foretræde for udvalget 12/5-16 | 11 | Henvendelse af 13/5-16 fra
Forbrugerrådet Tænk |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 159
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om, på hvilke områder
forordningen om markedsmisbrug og lovforslagets
gennemførelse heraf medfører skærpelser i
forhold til gældende regler, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 2 | Spm., om ministeren vil redegøre for
de skattemæssige konsekvenser for investorer, der på
grund af den planlagte forskudte ikrafttræden af MiFID II,
skal have tilbageført formidlingsprovision, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 3 | Spm., om investor eller pensionsopspareren,
som oppebærer et skattepligtigt merafkast grundet refusionen,
selv vil skulle selvangive dette, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 4 | Spm., om ministeren vil yde teknisk bistand
til udarbejdelse af ændringsforslag, der indfører en
produktneutral honorarmodel, hvor forbrugerne betaler et direkte
honorar for rådgivningen, og hvor honorarets størrelse
er uafhængigt af, hvilke værdipapirer forbrugeren ender
med at placere sin opsparing i, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 5 | Spm., om ministeren vil være
indstillet på at udskyde lovforslagets ikrafttræden den
1. januar 2017, jf. lovforslagets § 6, stk. 2, til den 3.
januar 2018, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens
svar herpå | 6 | Spm., om en tidligere ikrafttræden af
EU-regler end påkrævet efter EU-reglerne ikke er i
strid med regeringens principper for implementering af
erhvervsrettet EU-lovgivning, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 7 | Spm. om lovforslagets bemærkninger,
afsnit 3.4.3., til erhvervs- og vækstministeren, og
ministerens svar herpå | 8 | Spm. om direktivets artikel 24, stk. 9, som
indeholder et generelt forbud mod de provisionsbetalinger, som
svækker forpligtelsen til at varetage kundens bedste
interesse, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens
svar herpå | 9 | Spm., om ministeren kan bekræfte, at
bankerne vil tjene mest ved at anbefale investeringsbeviser med
høj provision og høje omkostninger, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 10 | Spm., om ministeren kan bekræfte, at
der typisk er relativt høj provision forbundet med
højrisikable obligationsbaserede investeringsbeviser, og at
provisionssystemet dermed medvirker til at fremme høje
omkostninger og risikable investeringsbeviser, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 11 | Spm., om ministeren kan bekræfte, at
bankerne ved provisionssystemet vil have et økonomisk
incitament til at anbefale kunderne at placere deres opsparing i
provisionsbetalende investeringsbeviser/investeringsprodukter, til
erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar
herpå | 12 | Spm. om, hvordan ministeren vil føre
kontrol med og sikre, at der ikke sker skævvridning på
grund af forskellige provisionsstørrelser, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 13 | Spm., om bankerne er forpligtede til at
oplyse kunderne om, at der opkræves tegningsprovision ved
alle omlægninger af porteføljer, og størrelsen
af tegningsprovisionen, til erhvervs- og vækstministeren, og
ministerens svar herpå | 14 | Spm. om, hvad ministeren kan oplyse om
indholdet af og erfaringerne med den honorarmodel, som man har i
England, Holland, Sverige, USA og Australien, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 15 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
10/5-16 fra Forbrugerrådet Tænk, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 16 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
10/5-16 fra Dansk Aktionærforening, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 17 | Spm. om kommentar til præsentationen
fra Finansrådets foretræde for udvalget 12/5-16, til
erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar
herpå | 18 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
13/5-16 fra Forbrugerrådet Tænk, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | | |
|