Fremsat den 20. november 2015 af Pernille
Skipper (EL), Stine Brix (EL), Maria Reumert Gjerding (EL) og?
?Finn Sørensen? (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om en bedre indsats for voldtægtsofre
Folketinget pålægger regeringen i indeværende
folketingsår at ændre lovgivningen, så ofre for
voldtægt sikres en bedre og mere hensynsfuld behandling.
Dette skal ske gennem:
- uddannelse af
særlige bistandsadvokater, som skal tilkaldes ved alle
anmeldelser om seksualforbrydelser,
- uddannelse og
efteruddannelse af polititjenestemænd i passende modtagelse
og behandling af ofre for seksualforbrydelser samt samling af
efterforskningen i særlige enheder,
- en
tilbundsgående undersøgelse af, hvordan man kan sikre,
at et flertal af voldtægtsanmeldelser bliver
pådømt ved retten,
- en afskaffelse af
den såkaldte 72-timersregel, som betyder, at kriminalitet
skal anmeldes inden for 3 døgn, og
- udarbejdelse af
en handlingsplan i samarbejde med social- og indenrigsministeren og
undervisnings-, børne- og ligestillingsministeren til
forebyggelse af voldtægt.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Alt for mange voldtægter anmeldes
aldrig, og alt for mange af de anmeldelser, der foretages,
fører aldrig til dom. Som påvist via en aktindsigt
søgt af MetroExpress i november 2015, jf. artiklen
»Hård kritik: Politiet skjulte hundredvis af
voldtægtssager« fra MetroExpres den 12. november 2015,
er det desuden et problem, at politiet ikke registrerer
voldtægtssager korrekt, således at det officielle tal
fejlagtigt er lavere end det egentlige antal anmeldelser.
Det Kriminalpræventive Råd
estimerer, at der årligt begås omkring 3.600
voldtægter, hvoraf kun 400 anmeldes, jf.
www.dkr.dk/voldtægt. Kun tre ud af ti af de
voldtægtssager, der rent faktisk anmeldes, fører til
en sag ved retten. Samtidig oplever kvinder stadig, at der ved
anmeldelse stilles grundlæggende spørgsmålstegn
ved kvindernes påklædning, færden og ageren i
situationen. Det er uacceptabelt.
Ved at sikre, at politiet har ressourcer og
fagkundskab til at efterforske voldtægtssager til bunds, og
ved at styrke ofrenes rettigheder, kan man sikre, at flere skyldige
bliver dømt for voldtægt, mens de uskyldige stadig
går fri. Vi skal som samfund sætte ind med en langt
mere nuanceret indsats for at forhindre voldtægter. En del af
denne indsats handler om holdningsændringer og rettigheder
til ofrene, og det er derfor en mere kompliceret opgave end blot at
hæve strafferammen. Til gengæld virker det.
Årsagerne til de
få anmeldelser
At blive udsat for seksuel vold og
voldtægt er et voldsomt traume som kan have livslange
psykiske konsekvenser.
Ifølge Center for Voldtægtsofre,
AAU, føler mange voldtægtsofre stor skyld og skam over
hændelsen, uanset om de anmelder forbrydelsen eller ej, jf.
»Efter overgreb«, Center for Voldtægtsofre, 2014.
Så længe politiet, den offentlige debat og vores
medmennesker kan finde på at reagere med mistillid, en
undskyldning for gerningspersonens opførsel, eller et lille
skævt smil og en hentydning til offerets
påklædning, beruselse el.lign., så vil alt for
mange kvinder tage forbrydelsen på egne skuldre.
Fortællinger om, at kvinder er blevet afhørt ved
skranken i receptionen, er blevet spurgt til deres
påklædning eller bliver mødt med skepsis fordi
de ikke har kæmpet nok fysisk imod, står i direkte
modstrid med de særlige hensyn, der er nødvendige at
tage, hvis et offer for voldtægt skal turde stå frem i
retten. Angsten for ikke at blive troet eller frygten for ikke at
kunne gennemføre en retssag er en reel barriere for, at
voldtægtsofre anmelder forbrydelsen. Det viser danske
undersøgelser, bl.a. fra Center for Voldtægtsofre, jf.
»Efter overgreb«, Center for Voldtægtsofre, 2014.
Der er derfor behov for at gøre op med de sejlivede
sexistiske myter, som dominerer området og den almene debat:
Myterne om voldtægt og voldtægtsanmeldelse - at kvinder
angiveligt foretager mange falske anmeldelser, at de selv kan
være ude om det, afhængigt af hvordan de er klædt
og hvor de færdes, og at man som kvinde kan sende
»forkerte signaler«. Sammenholdes myterne med det
faktum, at sager om voldtægt henlægges i syv ud af 10
tilfælde, og at kun en ud af fem sager fører til
domsfældelse, så sender det et stærkt signal til
kvinder og piger om, at det ikke nytter at søge hjælp,
når man er blevet voldtaget. Det sender også et signal
om, at samfundet og det juridiske system ikke respekterer dem som
medborgere i et retssamfund.
Bedre modtagelse og
behandling hos politiet
Enhedslisten ser det som helt
afgørende, at kvinders tillid til politi og retsvæsen
genoprettes på dette område. Derfor foreslår
Enhedslisten, at polititjenestemænd skal uddannes og
efteruddannes til at efterforske seksualforbrydelser og i at give
ofrene en passende og støttende modtagelse og
politimæssig behandling. Det skal være et særlig
element på politiuddannelsen, og alle polititjenestefolk, der
tager imod anmeldelser eller arbejder med seksualforbrydelser, skal
på sigt igennem efteruddannelse.
Som anbefalet af Statsadvokaten i november
2015, jf. nyheden »Der bliver strammet op på
voldtægtssager« fra www.anklagemyndigheden.dk/nyheder
den 11. november 2015, skal efterforskningen af
voldtægtssager desuden samles i særlige enheder.
Formålet er dels at sikre korrekt registrering og samling af
ekspertisen, samt at styrke en respektfuld og fagligt funderet
»kultur« som basis for tilgangen til
voldtægtsofre.
Bistandsadvokater
Derudover skal ofrenes retsstilling styrkes
ved at sikre, at der i alle sager, hvor der anmeldes
voldtægt, tilkaldes en særlig uddannet bistandsadvokat.
Via en vagtordning skal det sikres, at der altid er en særlig
uddannet bistandsadvokat til stede under afhøringen som
støtte til offeret. Kun hvis offeret udtrykkeligt frabeder
sig advokatens tilstedeværelse, efter denne er mødt
frem, kan offeret afhøres uden advokat. Advokater skal
desuden have specialkurser, der klæder dem på til at
fungere som bistandsadvokater for voldtægtsofre.
Afskaffelse af
72-timersreglen
Mange ofre for voldtægter og andre
seksualforbrydelser føler stor skyld og skam og har meget
svært ved at foretage en anmeldelse. Det kan ofte tage flere
dage, uger eller år, før en kvinde er kommet sig
så meget, at der er kræfter til at foretage en
anmeldelse. Kvinder i voldelige parforhold eller kvinder, der
udsættes for andre former for kontaktvoldtægter, kan
være endnu længere om det.
Derfor er det uhensigtsmæssigt, at
også voldtægter er omfattet af den såkaldte
72-timersregel, som betyder, at anmeldelse skal ske inden for 3
døgn. Det er samtidig urimeligt, at ofres erstatning fra
erstatningsnævnet er afhængig heraf. Derfor bør
ofre for voldtægter og andre seksualforbrydelser undtages fra
denne bestemmelse.
Flere sager skal for
retten
Ifølge Amnesty International bliver syv
ud af ti anmeldelser om voldtægt henlagt og afsluttet, inden
de overhovedet når i retten og kan blive vurderet af en
dommer. Over halvdelen af de sager, hvor politiet finder og sigter
en gerningsperson, henlægges på grund af manglende
beviser - ofte på trods af dokumenterede fysiske skader
på ofrets krop.
Kun en ud af fem anmeldte voldtægter
ender med, at gerningspersonen kendes skyldig, og der er
således stor risiko for straffrihed for
voldtægtspersoner i Danmark, jf. »Alt for få
danske voldtægtssager bliver afgjort af en dommer i en
retssal«, Amnesty International, https://amnesty.dk/emner/retssikkerhed/voldtaegt.
Derfor foreslås det, at
anklagemyndigheden pålægges at gennemføre en
tilbundsgående undersøgelse af, hvordan dette kan
ændres, og at denne samt eventuelle forslag til
lovændringer forelægges Folketinget inden sommeren
2016.
Bedre
forebyggelse
Voldtægt er en ekstrem krænkelse
af en persons krop, køn, seksualitet og selvværd. Der
er behov for ikke kun at sikre, at flere gerningspersoner bliver
stillet til ansvar, men også for mere forebyggelse. Derfor
bør der også udarbejdes en national handlingsplan til
forebyggelse af voldtægt på tværs af Social- og
Indenrigsministeriet, Undervisnings-, Børne- og
Ligestillingsministeriet og Justitsministeriet. Denne bør
indeholde eksempelvis bedre seksualundervisning i folkeskolen med
fokus på grænsesætning, oplysningskampagner og
adfærdsændrende tiltag. Udarbejdelse bør desuden
ske i samarbejde med de centrale civilsamfundsaktører
på området, f.eks. Det Kriminalpræventive
Råd, Center for Voldtægtsofre, Sex og Samfund m.fl.
Finansiering
Forslaget omkring særlige
bistandsadvokater, uddannelse- og efteruddannelse af
polititjenestemænd og gennemførelse af en national
handlingsplan vil være forbundet med udgifter.
Forslagsstillerne foreslår, at dette kan finansieres gennem
eksempelvis afskaffelse af måltal og dertilhørende
bonusser i politiet, men forslagsstillerne mener, at dette konkret
må være op til en forhandling.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Skipper
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om en
bedre indsats for voldtægtsofre.
(Beslutningsforslag nr. B 34)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.