Fremsat den 18. marts 2016 af Pernille
Skipper (EL), Maria Reumert Gjerding (EL), Jakob
Sølvhøj (EL), Torsten Gejl (ALT), Josephine Fock
(ALT), Rasmus Nordqvist (ALT), Marianne Jelved (RV), Lotte Rod
(RV), Morten Østergaard (RV), Trine Torp (SF),
Jonas Dahl (SF) og Lisbeth Bech Poulsen (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om bedre muligheder for erstatning til
børn, der har været udsat for svigt og overgreb
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2016
- at
fremsætte lovforslag, så forældelsesfristen for
offentlige myndigheders svigt i sager om overgreb på og
misbrug af børn svarer til forældelsesfristen i
straffeloven for seksuelle overgreb,
- at
igangsætte og afslutte et udvalgsarbejde, der skal overveje,
hvordan man kan sikre en højere offererstatning i
forbindelse med straffesager, hvor børn har været
udsat for seksuelle overgreb, og
- at
permanentgøre den midlertidige suspension af
makulering/destruktion af børnesager, der blev
iværksat i 2015.
Bemærkninger til forslaget
I en sag mod Slagelse Kommune, som for nylig
fik megen opmærksomhed, har to søstre på
henholdsvis 22 år og 24 år anlagt sag mod kommunen for
at svigte sin tilsynspligt og ignorere flere underretninger om
svigt, overgreb og seksuelt misbrug af de to søstre og en
anden søster, mens de var anbragt hos en plejefamilie i
barndomsårene. Men desværre er det ikke sikkert, at
kvinderne nogen sinde får svar på, om kommunen havde et
ansvar, fordi kommunen har tænkt sig at nedlægge
påstand om forældelse.
Sagen er en af de første af sin art,
hvor personer anlægger sag mod det offentlige i et
forsøg på at få fastlagt et ansvar. Børns
Vilkår hjælper samtidig flere børn og unge med
at anlægge lignende erstatningssager.
Når offentlige myndigheder svigter
anbragte børn, svigtes børn, der er i
fællesskabets varetægt og under fællesskabets
vinger. Forslagsstillerne mener, at det er afgørende, at
sager af den art også kan realitetsbedømmes ved
domstolene, så personer, der har været udsat for svigt,
også har mulighed for at få afgjort, hvem der havde
ansvaret, og samtidig få oprejsning og eventuel erstatning,
så de kan komme videre i livet.
Forældelsesfrist for offentlige
myndigheders svigt i sager om overgreb på og misbrug af
børn skal svare til forældelsesfristen for seksuelle
overgreb
Som det er nu, er der ikke fastsat en
særlig forældelsesfrist for erstatningssager
vedrørende offentlige myndigheders svigt i sager om overgreb
på og misbrug af børn. Dermed kan kommunerne
påberåbe sig den almindelige 3-årige
forældelsesfrist (forældelsesloven,
lovbekendtgørelse nr. 1238 af 19. november 2015). I
straffesager om seksuelle overgreb vil forældelsesfristen dog
først begynde at løbe fra forurettedes fyldte 21.
år og op til 15 år frem afhængigt af
strafferammen, bl.a. fordi man ved, at overgreb mod børn
meget sjældent bliver anmeldt, før barnet er blevet
voksen (straffeloven, lovbekendtgørelse nr. 873 af 9. juli
2015). Både fordi overgrebene kan foregå kontinuerligt
over flere år, og fordi det kan være meget svært
for en person at få anmeldt sådanne overgreb, fordi der
desværre ofte også følger både skyld og
skam med for et offer.
Børns Vilkår er p.t. i gang med
at undersøge 24 erstatningssager om offentligt svigt og
frygter, at en stor del af disse vil bortfalde, hvis
forældelsen accepteres af retten.
Forslaget indebærer derfor, at
regeringen skal fremsætte lovforslag, som udvider
forældelsesfristen i erstatningssager vedrørende
offentlige myndigheders ansvar i forbindelse med overgreb
begået mod børn til minimum den samme
forældelsesfrist, der er gældende i sager om seksuelle
overgreb mod børn efter straffeloven.
Erstatningens størrelse i
straffesager
Børn som pigerne fra Slagelse og
også Tønder har fået tilkendt offererstatning i
forbindelse med straffesagen mod den gerningsmand, der har
forgrebet sig på dem. I den førnævnte sag mod
Slagelse Kommune har søstrene fået erstatninger i
størrelsen 10.000-60.000 kr. i forbindelse med
straffesagen.
Meningen med erstatninger i forbindelser med
straffesager er bl.a., at forurettede skal have økonomisk
mulighed for at komme på fode igen. Det kan være meget
svært at se, hvordan erstatninger på helt ned til
10.000 kr. kan have særlig megen effekt taget i betragtning,
hvor store sociale konsekvenser det kan have i et barns fremtidige
liv at blive udsat for så voldsomme og traumatiserende
overgreb.
Selv om en eventuel erstatning fra kommunen
formentlig ville være større, mener forslagsstillerne,
at denne sag er et eksempel på, at der er behov for at se
på offererstatningernes størrelse. Desværre
findes der flere eksempler på mennesker, der har været
udsat for voldsomme og traumatiserende oplevelser, som ikke
får en særlig mærkbar erstatning. Derfor mener
forslagsstillerne, at der er grund til generelt at vurdere
offererstatningernes størrelse. Det vil dog efter
forslagsstillernes opfattelse ikke være hensigtsmæssigt
at hæve erstatningerne for én form for forbrydelse
alene, da erstatningen i andre sager dermed vil fremstå
uproportionelle.
Stop for makulering af
børnesager
I 2015 suspenderede daværende
kulturminister Marianne Jelved kassationen af gamle
børnesager midlertidigt. Tidligere var det kun sager om
anbragte børn, der blev gemt, men ikke de sager, hvor
børnene ikke havde været anbragt. Men denne suspension
er kun midlertidig.
Oprindelig blev suspensionen iværksat,
fordi en gruppe voksne gjorde opmærksom på, at de ikke
kunne gå tilbage i deres egen historie for at finde ud af,
hvad der skete, da de var børn, eller hvad der kunne have
været gjort anderledes. Det er nødvendigt af hensyn
til de mennesker, der ønsker den indsigt, at dokumenterne
gemmes.
Derfor forslår forslagsstillerne, at man
permanentgør ordningen, så børnesager altid
gemmes til eftertiden. Både af hensyn til børnenes
mulighed for at kunne gå tilbage i egen historie og af hensyn
til eventuelle tvister i fremtiden.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Skipper
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om bedre
muligheder for erstatning til børn, der har været
udsat for svigt og overgreb.
(Beslutningsforslag nr. B 101)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.