B 101 Forslag til folketingsbeslutning om bedre muligheder for erstatning til børn, der har været udsat for svigt og overgreb.

Udvalg: Social- og Indenrigsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Vedtaget

Betænkning

Afgivet: 31-05-2016

Afgivet: 31-05-2016

Betænkning afgivet af Social- og Indenrigsudvalget den 31. maj 2016

20151_b101_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Social- og Indenrigsudvalget den 31. maj 2016

1. Ændringforslag

Der er stillet 3 ændringsforslag til beslutningsforslaget. Socialdemokratiets, Enhedslistens, Alternativets, Radikale Venstres og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1 og 2. Dansk Folkepartis, Venstres, Liberal Alliances og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 3.

2. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 18. marts 2016 og var til 1. behandling den 24. maj 2016. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Social- og Indenrigsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 1 møde.

3. Indstillinger

Et flertal i udvalget (DF, V, LA og KF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse med det under nr. 3 stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod ændringsforslag nr. 1 og 2.

Et mindretal i udvalget (S, EL, ALT, RV og SF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse med de under nr. 1 og 2 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod det under nr. 3 stillede ændringsforslag.

4. Politiske bemærkninger

Dansk Folkepartis, Venstres, Liberal Alliances og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget støtter beslutningsforslaget. DF, V, LA og KF mener, at det er utilstedeligt at børn bliver udsat for misbrug eller omsorgssvigt - uanset om det er forældrene, eventuelle plejeforældre eller det offentlige, der har svigtet dem.

Efter 1. behandling af beslutningsforslaget tyder det på, at der er politisk flertal for en ophævelse af de civilretlige forældelsesfrister for misbrugte børns krav mod offentlige myndigheder. En sådan ophævelse af forældelsesfristerne vil indebære, at et misbrugt barn vil kunne rejse et krav mod en offentlig myndighed på et hvilket som helst tidspunkt. Derimod vil muligheden for at føre en straffesag og rejse et afledt civilretligt krav mod gerningsmanden, som har forgrebet sig på barnet, fortsat være begrænset af straffelovens forældelsesfrister i sager om seksuelle overgreb mod børn.

Derfor mener DF, V, LA og KF også, at man bør drøfte de strafferetlige forældelsesfrister for seksuelle overgreb mod børn og sammenhængen mellem disse frister og forældelsesfristen for misbrugte børns civilretlige krav mod offentlige myndigheder.

DF, V, LA og KF foreslår således at pålægge justitsministeren at indkalde regeringens støttepartier til drøftelse af de strafferetlige forældelsesfrister for seksuelle overgreb mod børn og sammenhængen mellem disse frister og forældelsesfristen for misbrugte børns civilretlige krav mod offentlige myndigheder, herunder spørgsmålet om ophævelse af disse frister, med henblik på ny lovgivning i den kommende folketingssamling.

Socialdemokratiets, Enhedslistens, Alternativets, Radikale Venstres og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget støtter beslutningsforslaget. S, EL, ALT, RV og SF mener, at det er ganske forfærdeligt, når børn og unge, der er i offentlige myndigheders varetægt, udsættes for svigt eller overgreb, og det kan tage mange år, før en person er i stand til at søge oprejsning for det gennem en retssag. Beslutningsforslagets oprindelige udformning ville i højere grad end i dag sikre, at der er en reel mulighed for at få en afgørelse om ansvar og erstatning gennem domstolene uden at støde på en urealistisk og unødvendigt snæver forældelsesfrist. Det er dog S, EL, ALT, RV og SF's opfattelse, at det på dette område ville være en fordel, hvis der slet ingen forældelsesfrist fandtes. Eftersom det efter 1. behandling tyder på, at der kan findes opbakning også til dette, fremsætter S, EL, ALT, RV og SF ændringsforslag om at afskaffe forældelsesfristen i sager om offentlige myndigheders svigt i sager om overgreb på og misbrug af børn.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

5. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til titlen

Af et mindretal (S, EL, ALT, RV og SF):

1) Titlen affattes således:

»Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af forældelsesfrist og bedre muligheder for erstatning til børn, der har været udsat for svigt og overgreb«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

Til teksten

2) Ordene »at fremsætte lovforslag, så forældelsesfristen for offentlige myndigheders svigt i sager om overgreb på og misbrug af børn svarer til forældelsesfristen i straffeloven for seksuelle overgreb« ændres til: »at fremsætte lovforslag om, at der ikke skal gælde nogen forældelsesfrist for offentlige myndigheders svigt i sager om overgreb på og misbrug af børn«.

[Ophævelse af forældelsesfrist i sager om offentlige myndigheders svigt i sager om overgreb på og misbrug af børn]

Til teksten

Af et flertal (DF, V, LA og KF):

3) Ordene »at fremsætte lovforslag, så forældelsesfristen for offentlige myndigheders svigt i sager om overgreb på og misbrug af børn svarer til forældelsesfristen i straffeloven for seksuelle overgreb« ændres til: »at indkalde regeringens støttepartier til drøftelse af de strafferetlige forældelsesfrister for seksuelle overgreb mod børn og sammenhængen mellem disse frister og forældelsesfristen for misbrugte børns civilretlige krav mod offentlige myndigheder, herunder spørgsmålet om ophævelse af disse frister, med henblik på ny lovgivning i den kommende folketingssamling«.

[Indkaldelse til drøftelse af de strafferetlige forældelsesfrister for seksuelle overgreb mod børn og sammenhængen mellem disse frister og forældelsesfristen for misbrugte børns civilretlige krav mod offentlige myndigheder]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 2. Med ændringsforslaget tydeliggøres det i titlen, at forslaget også omhandler ophævelse af forældelsesfristen.

Til nr. 2

Beslutningsforslaget indebar oprindelig, at forældelsesfristen i sager om offentlige myndigheders svigt i sager om overgreb på og misbrug af børn skulle forlænges, så forældelsesfristen svarede til forældelsesfristen i straffeloven for seksuelle overgreb. Med ændringsforslaget afskaffes forældelsesfrister i sager om offentlige myndigheders svigt i sager om overgreb på og misbrug af børn.

Til nr. 3

Under 1. behandling støttede alle Folketingets partier beslutningsforslagets punkt 1 om, at forældelsesfristen for offentlige myndigheders svigt i sager om overgreb på og misbrug af børn skulle forlænges, så den svarer til forældelsesfristen i straffeloven for seksuelle overgreb. Flere partier tilkendegav samtidig, at de ønskede at gå videre end beslutningsforslaget og helt ophæve forældelsesfristen for misbrugte børns civilretlige krav mod offentlige myndigheder.

En ophævelse af forældelsesfristen for misbrugte børns civilretlige krav mod offentlige myndigheder vil indebære, at et misbrugt barn vil kunne rejse et sådant krav mod en offentlig myndighed på et hvilket som helst tidspunkt, mens muligheden for at føre en straffesag og rejse et afledt civilretligt krav på erstatning eller godtgørelse mod den person, som har forgrebet sig på barnet, fortsat vil være begrænset af straffelovens forældelsesfrister i sager om seksuelle overgreb mod børn. Justitsministeren har tilkendegivet at ville indkalde de regeringsbærende partier til drøftelse herom.

Regeringen pålægges på den baggrund at indkalde de regeringsbærende partier til drøftelse af de strafferetlige forældelsesfrister for seksuelle overgreb mod børn og sammenhængen mellem disse frister og forældelsesfristen for misbrugte børns civilretlige krav mod offentlige myndigheder, herunder spørgsmålet om ophævelse af fristerne, med henblik på ny lovgivning i den kommende folketingssamling.

Karin Nødgaard (DF) nfmd. Susanne Eilersen (DF) Karina Adsbøl (DF) Peter Kofod Poulsen (DF) Dorthe Ullemose (DF) Karina Due (DF) Jakob Engel-Schmidt (V) Carl Holst (V) Jane Heitmann (V) Hans Andersen (V) Thomas Danielsen (V) Anni Matthiesen (V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Anders Johansson (KF) Karen J. Klint (S) Malte Larsen (S) Orla Hav (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fmd. Troels Ravn (S) Trine Bramsen (S) Yildiz Akdogan (S) Rune Lund (EL) Pernille Skipper (EL) Torsten Gejl (ALT) Marianne Jelved (RV) Johannes Lebech (RV) Trine Torp (SF) Karsten Hønge (SF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 101

Bilagsnr.
Titel
1
1. udkast til betænkning
2
2. udkast til betænkning
3
3. udkast til betænkning