Spm. nr. US 4

Norge har anerkendt Palæstina som selvstændig stat, og Sverige har netop med den nyvalgte svenske regering valgt at anerkende Palæstina. Vi er nu oppe på ni EU-lande, der har anerkendt Palæstina som selvstændig stat, men Danmark tøver stadig væk. En dansk anerkendelse af Palæstina ville ellers være et ret vigtigt rygstød for palæstinenserne og formentlig også presse parterne til forhandlingsbordet. Hidtil har Danmarks og den danske regerings begrundelse været, at vi ikke vil gå enegang med anerkendelse. Men nu er vi oppe på ni EU-lande, der anerkender Palæstina som selvstændig stat.

Den nyudnævnte socialdemokratiske udenrigsminister i Sverige, Margot Wallström, begrunder den svenske beslutning med følgende: »Det er et vigtigt skridt, som bekræfter palæstinensernes ret til selvbestemmelse«.

Hun påpeger, at anerkendelsen af en palæstinensisk stat netop vil bidrage til, at israelere og palæstinensere kan leve i fredelig sameksistens. Og det er et vigtigt og det er et ret modigt politisk signal fra den svenske regering, for hvis vi nogen sinde skal sikre varig fred mellem Palæstina og Israel, skal parterne ligestilles.

Derfor vil jeg gerne spørge statsministeren: Hvor er det, at den nyudnævnte udenrigsminister i Sverige, Margot Wallström, og den socialdemokratisk ledede regering i Sverige tager fejl?

Statsministeren.

Jeg skal ikke sige, at jeg er helt sikker, men jeg tror altså ikke, at Norge har anerkendt Palæstina. Jeg var sammen med den norske statsminister i sidste uge, og det mener jeg altså ikke de har gjort. Men lad det nu ligge.

Svenskerne har anerkendt Palæstina, og det har de gjort her for nylig. Jeg har også haft lejlighed til diskutere det med den svenske statsminister, og bundlinjen her er jo, at vi er enige om målene. Vi ønsker en tostatsløsning, og vi ønsker en forhandlet løsning på konflikten. Og så snart der foreligger en tostatsløsning, er vi selvfølgelig parate til at anerkende Palæstina. Men som tingene er nu, har regeringen meget vanskeligt ved at se, at vi skulle komme tættere på en tostatsløsning og i øvrigt fredelige forhold i regionen ved at anerkende Palæstina. Så det har vi ikke tænkt os at gøre.

Det stammer i øvrigt fra regeringsgrundlaget, hvor SF som bekendt var med.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jo, Norge anerkendte Palæstina, da Stoltenberg sad i regering i Norge. Så jo, Norge er på det spor, og det er Sverige nu også. Nu er det Danmark, der halter bag vores nordiske kollegaer.

Jeg kan så forstå på statsministeren, at vi er enige om endemålet. Det var også det, vi havde indskrevet i regeringsgrundlaget. Men når man nu flytter sig i Norden, og når ikke mindst Sverige flytter sig, et meget markant og modigt skridt, vil jeg bare spørge: Jeg kan forstå på statsministeren, at hun gerne vil derhen, men at hun ikke vil tage nogen skridt, så hvor er det i den nuværende proces, vi kan se der er fremskridt, som betyder noget for den såkaldte fredsproces i Mellemøsten? Hvad er det for nogle skridt, som tages lige nu, uden anerkendelsen, og som betyder, at vi kommer frem til varig fred i Mellemøsten?

Statsministeren.

Jeg kunne jo, når fru Pia Olsen Dyhr argumenterer med, at der er så mange stater, som har anerkendt Palæstina, spørge tilbage: Hvordan hjælper det i forhold til en tostatsløsning? Ikke særlig meget. Der er mange ting, der skal falde på plads i forhold til en tostatsløsning. Man har f.eks. en terrororganisation som Hamas, som skal afsværge at bruge våben i forhold til Israel, og som skal anerkende Israel som stat. Så der er altså flere ting, der skal på plads, for at man kan få en tostatsløsning. Man har et Israel, som skal være langt mere tilbageholdende med bosættelser, end de er i øjeblikket. Så det er jo mange flere skridt, end at man blot anerkender Palæstina og så tror, at det er vejen til en tostatsløsning.

Jeg er enig med svenskerne om målet. Jeg er enig i, at vi skal have en tostatsløsning, men for nuværende er jeg ikke enig i midlerne, og derfor agter regeringen ikke at anerkende Palæstina.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg tror, sommerens meget blodige konflikt i hvert fald har rystet os i SF, men jeg tror sådan set også, at det internationale samfund er blevet opmærksom på, at der er nødt til at ske noget mere. Vi kan ikke vente og sidde på hænderne. Jeg mener også, at det er en af begrundelserne for, at Sverige tager det her skridt, og jeg mener, regeringen burde følge trop. Vi er simpelt hen nødt til at bruge alle diplomatiske muligheder for at presse Israel og Palæstina til forhandlingsbordet. Vi er nødt til at vise Israel meget klart, at tålmodigheden også løber ud for de bosættelser, de er i gang med. Og så må vi puste nyt liv i fredsforhandlingerne.

Et element kunne være at kigge på at suspendere EU's handelsaftale med Israel, fordi Israel jo på ingen måde opfylder den del af frihandelsaftalen, der handler om menneskerettighederne. Så jeg vil spørge: Vil statsministeren så være med til det skridt, når man ikke vil anerkende Palæstina?

Statsministeren.

Jeg tror, det er rigtig vigtigt at huske på i den her diskussion, at der ikke er nogen, der er uenig i, at vi skal have en tostatsløsning. Der er heller ikke nogen, der er uenig i – det tror jeg i hvert fald ikke, og vi har igennem lang tid har gjort det klart – at de israelske bosættelser er ulovlige, og vi mener, de strider mod folkeretten. Så alt det skal jo siges, og det er vores udenrigsminister også i gang med lige netop nu nede i Israel. Så alle de her ting skal jo på bordet.

Men jeg er ikke overbevist om, at det at anerkende Palæstina vil være den rigtige vej til at løse denne udfordring. Derfor kan jeg sagtens se det sympatiske i at diskutere det her og have det synspunkt, men det, jeg er optaget af, er reelt at kunne skabe en tostatsløsning, som holder i virkeligheden, reelt at kunne skabe fred i regionen, og der er jeg ikke overbevist om at anerkendelsen af Palæstina er det rigtige spor.

Tak til fru Pia Olsen Dyhr.

Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen som Enhedslistens leder.