Spm. nr. US 19

Tak. Ja, det er den sydlandske del, men jeg vil nu alligevel gerne starte ude i den store verden. Jeg ved jo godt, at formanden ikke er til fals for smiger, og det, jeg siger nu, bliver formentlig ikke tillagt min tid, så jeg skal gøre det meget kort. Men jeg vil alligevel gerne benytte lejligheden til at ønske formanden og os alle sammen tillykke med, at det nu er endeligt afklaret, at formanden bliver formand for FN's næste generalforsamling. Det er jo først og fremmest flot for formanden og prikken over i'et i en flot politisk karriere, men det falder jo også tilbage på Danmark, og det er selvfølgelig en supplerende grund til, at jeg nævner det her. Det er meget, meget fornemt, at vi kan få en dansker valgt til den position.

Så kom jeg til at bruge 30 sekunder på det, så nu er jeg allerede bagud. Det er så jeg også, fordi jeg havde tænkt mig i lyset af det, statsministeren sagde, at kvittere for regeringens udspil til en gymnasiereform. Det glæder vi os til at gå i dialog med regeringen om. Vi vil gerne sætte barren lidt højere. Det er jo, fordi der, når man går ind for udgiftsstop, er en ekstra grund til at gå ind i en diskussion om det her, for det handler om at bruge de skattekroner, man har, klogest og rigtigst, bl.a. ved at sikre sig, at de unge fra første færd foretager det rigtige ungdomsuddannelsesvalg, der fører frem til beskæftigelse og ikke til arbejdsløshed, og ved at sørge for, at vi har indrettet en gymnasieskole, hvor der ikke skal alt for mange supplerende kurser til bagefter, både til skade for den enkelte unge, men jo også til skade for den kollektive samfundsøkonomi. Så netop når man går ind for udgiftsstop, bliver man jo ansporet til at gå ind i den slags reformer.

Det, jeg så egentlig vil spørge om – og nu har jeg kun 20 sekunder – er, at der jo i de her dage påny pågår en debat om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde. Jeg refererer naturligvis til de tv-programmer, der har kørt på det seneste, nemlig »Den dag, de fremmede forsvandt«. Jeg springer alle mellemregningerne over, for udsendelserne taler jo sådan set for sig selv, og jeg vil sådan set bare spørge statsministeren, om statsministeren mener, at den måde, som vi har organiseret vores velfærdssamfund på, er, som den bør være i forhold til, hvorvidt det bedst kan betale sig at arbejde eller at lade sig forsørge af det offentlige.

Statsministeren.

Jeg selvfølgelig rigtig glad for, at hr. Lars Løkke Rasmussen brugte lidt tid på at sige tillykke til Folketingets formand.

Jeg havde lige set frem til, at vi kunne få en diskussion om gymnasieudspillet, men eftersom der ikke faldt noget spørgsmål i den sag, vil jeg undlade at gå ind i det, selv om jeg egentlig rigtig gerne vil diskutere gymnasieudspillet, også fordi det er noget, der vedkommer rigtig mange mennesker.

Det, jeg bare kan tage ud af det, som hr. Lars Løkke Rasmussen sagde, er jo, at der, når man har nulvækst, ikke er så mange penge til velfærd. Det var konkret det, der endelig kom frem i det, Venstre nu sagde, for det betyder så, at man endnu mere skal vende hver en krone. Det er jo egentlig meget godt, at der her i Folketingets spørgetime endelig kommer et eller andet udsagn fra Venstre. Det mangler vi jo faktisk. Men nulvækst betyder altså, at der ikke er så meget at gøre godt med. Det er det, vi har fået at vide i dag.

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde, er det jo regeringens grundholdning – og jeg tror, at det er de allerfleste danskernes grundholdning – at der selvfølgelig skal være en økonomisk fordel ved at tage et arbejde. Det var jo også det, som regeringen gik målrettet efter, da vi lavede vores skattereform tilbage i 2012. Der øgede vi jo beskæftigelsesfradraget, og vi indførte et særligt jobfradrag til de enlige forsørgere. Vi er jo stadig ved at indfase den her skattereform, men forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget har indtil videre øget gevinsten ved at være i arbejde med op til 3.000 kr. om året for helt almindelige danskere.

Når jeg synes, det er interessant at starte der, er det jo, fordi vores skattereform, som Venstre heldigvis er med i, selv om de kom ind i forhandlingerne med lidt andet, faktisk øger gevinsten ved at tage et arbejde, hvorimod Venstres skattereform, som de lavede sammen med Dansk Folkeparti, da de var i regering, jo slet ikke har samme effekt, fordi man der giver skattelettelser til de absolut bedst lønnede. Så det er en af de store forskelle, der har været i dansk politik, og det synes jeg er rigtig vigtigt at hæfte sig ved.

Det er selvfølgelig også vigtigt at hæfte sig ved, at det, Venstre havde med, da de dengang i 2012 kom til skatteforhandlingerne, faktisk ikke var noget med beskæftigelsesfradrag og den slags. Det var sådan noget med topskattelettelser, skattelettelser i toppen i det hele taget. Det havde jo ikke noget at gøre med, at det bedre skulle kunne betale sig for de lavestlønnede at påtage sig et lønnet arbejde. Så det er noget, regeringen har været meget optaget af og fortsat er meget optaget af.

Hr. Lars Løkke Rasmussen.

Tak. Så går vi i gang med historieskrivningen igen, og det er jo altid spændende. Jeg kan godt lide, at statsministeren omtaler skattereformen som vores skattereform, for det er jo rigtigt, at den var vi enige om, hvorimod den tidligere skattereform, som lavede den største sænkning af skatten på den sidst tjente krone, jo ikke kan karakteriseres som vores; den måtte vi jo lave selv. Men det gælder jo endnu, så den kan ikke have været mere forkert, end at regeringen sådan set har fredet den og egentlig også gerne ville gå videre med nye topskattelettelser.

Men altså, hvis det nu ikke bare skal blive det sædvanlige tirsdagsmundhuggeri – for jeg og også statsministeren, tror jeg, har jo læst anmeldelsen af spørgetiden i Politiken her i dag – synes jeg, at vi skal se fremad og kvittere fuldstændig for, at vi har lavet en skatteaftale, som forøger beskæftigelsesfradraget, men som jo fortsat, når den er fuldt indfaset, vil efterlade tusindvis og atter tusindvis af danskere i en situation, hvor gevinsten ved at tage et lavtlønsarbejde er meget overskuelig. Det er stadig væk sådan for et kontanthjælpsægtepar med et par børn, at man skal ud at finde et job, den ene af dem, til 35.000 kr. om måneden for at få en gevinst.

Nu hørte jeg så finansministeren – inspireret af de udsendelser, som jeg tager afsæt i – sige, og nu citerer jeg, at han fandt det amoralsk at afslå et lavtlønsjob på overenskomstmæssige vilkår og i stedet vælge at lade sig forsørge af det offentlige. Og det er jo derfor, jeg spørger, hvad regeringen vil fremadrettet. Altså, er statsministeren enig med sin finansminister i, at det er amoralsk, og hvis statsministeren er enig i det, hvad vil statsministeren så gøre ved det? Jeg spørger ikke, hvad statsministeren har gjort, og hvad vi sammen har gjort, men om mere skal gøres. Man kunne også spørge på en anden måde: Når statsministeren siger, at vi er gået målrettet efter noget, føler statsministeren så, at statsministeren er i mål?

Statsministeren.

Jeg synes ikke, det er uinteressant – når hr. Lars Løkke Rasmussen spørger mig, om jeg er optaget af, at det kan betale sig at arbejde – at jeg så genopfrisker hr. Lars Løkke Rasmussens hukommelse i forhold til den skatteaftale, som vi lavede sammen, og som i øvrigt ikke er fuldt indfaset endnu. For det er jo den skatteaftale, som virkelig gør en forskel, i forhold til om det kan betale sig at arbejde.

Jeg skal bare minde om – og det er jo heller ikke uvæsentligt, vil jeg sige til hr. Lars Løkke Rasmussen – at da VK og Dansk Folkeparti lavede deres skattereform, gav de jo meget store skattelettelser til de allerrigeste. Den lavede man i 2009, og jeg har ikke nogen problemer med at forstå, hvorfor Venstre gerne ville gennemføre den skattereform. Det, der konstant er gåden, er, hvorfor Dansk Folkeparti ville være med dengang. Og jeg har i hvert fald ikke nogen problemer med at forklare, hvorfor Socialdemokraterne ikke var med dengang.

Igen: Da vi forhandlede skatteaftale i 2012, var det ikke sådan, at Venstre kom med en eller anden plan for at få beskæftigelsesfradraget på banen. Nej, bestemt ikke – det, man var optaget af der, var igen lempelser i topskatten. Og når jeg siger det her, er det, fordi det er interessant at huske på, at Venstres interesse for, at det skal kunne betale sig at arbejde og at løse det via skattesystemet, altså er ganske ny, for den gjaldt ikke i 2009, og den gjaldt ikke i 2012. Og jeg må så sige, at i 2014 gælder den heller ikke, for vi har stadig ikke fået et konkret svar på, hvad Venstre egentlig agter at gøre i forhold til skatten.

Hr. Lars Løkke Rasmussen.

Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at man ikke kan tage sit afsæt i det stadie i danmarkshistorien, vi befinder os i nu, og så diskutere politik fremadrettet. Vi kan sagtens diskutere historie, og så ved jeg ikke, om statsministeren måske kan oplyse, hvad der var Socialdemokratiets stilling, dengang vores regering opfandt beskæftigelsesfradraget i sin tid; for nu får statsministeren det jo til at lyde, som om det er noget, vi er arge modstandere af. Altså, mig bekendt var det vores regering, der i sin tid indførte beskæftigelsesfradraget, og det kunne være interessant at høre, om statsministeren kan erindre sig, hvad der var Socialdemokratiets og for den sags skyld også SF's oprindelige position i forhold til det beskæftigelsesfradrag.

Men ellers efterspørger jeg jo altså en fremadrettet debat. Det er fint, at statsministeren er optaget af de her ting, altså, det er ganske, ganske glimrende. Det er fint, at vi har lavet en skatteaftale, der indfaser et forøget beskæftigelsesfradrag, men selv når det er på plads, vil vi altså have en situation, hvor det efter min bedste erindring for mere end en kvart million danskere ikke er forbundet med nogen nævneværdig gevinst at tage et arbejde. Og hvad skal vi så gøre ved det? Det er jo sådan set det, jeg spørger til.

Helt præcist spurgte jeg jo, om statsministeren er enig med sin finansminister, når finansministeren kalder det amoralsk at afslå et lavtlønsjob på overenskomstmæssige vilkår. Og hvis det er amoralsk, skal vi så løse det her problem med moralprædikener, eller skulle vi tage fat på at øge gevinsten, sådan at folk uden de store uddannelsesmæssige kvalifikationer kan få en gevinst ved at tage et arbejde til noget, der minder om overenskomstens minimumsløn?

Statsministeren.

Der skal ikke herske et sekunds tvivl om, at hvis man er på dagpenge eller på kontanthjælp for den sags skyld eller på arbejdsmarkedsydelse, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet, også til et job, som måske ikke er lønnet så godt, også til et job, som er uden for ens faglige område, og også til et job, som måske ligger lidt længere væk, end man havde forestillet sig. Man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, for hele vores arbejdsmarkedssystem og dagpengesystem hænger jo kun sammen, hvis man både har rettigheder og primært anerkender, at man også har pligter.

Så jeg mener, at der kan puttes mange ord på det her med, at man ikke skal kunne sige nej til et arbejde, hvis der er et ledigt arbejde. Det tror jeg ikke at der er nogen som helst der er uenige i.

Der, hvor det næste spørgsmål opstår, er, med hensyn til hvor meget man egentlig skal have, og hvornår det kan betale sig at arbejde. Når hr. Lars Løkke Rasmussen siger igen og igen – det er jo det, som hr. Lars Løkke Rasmussen vender tilbage til hele tiden, og det forstår jeg godt, for det er en vigtig problemstilling – at der nu er en kvart million danskere, som kun har en lille økonomisk gevinst ved at arbejde, kan jeg kun sige: Det kommer jo igen an på, hvad man mener med en lille økonomisk gevinst. Og der kan det godt være at vi ser tingene lidt forskelligt, for den umiddelbare økonomiske fordel ved at være i arbejde er allerede ganske pæn for mange af de her mennesker. Som jeg kender tallene, er det over halvdelen af de mennesker – hvad enten det er 250.000 eller 300.000, eller hvordan man nu gør det op – som får mere end 2.000 kr. ud af at tage et arbejde.

Så ved jeg godt – for det er slået fast her i Folketingssalen – at hr. Lars Løkke Rasmussen ikke synes, at 2.000 kr. er meget. Det svarer til prisen på et par sko, kunne man høre for mange spørgetimer siden. Men 2.000 kr. i en familie, hvor lønnen ikke er så stor, er faktisk en pæn fremgang i familiens økonomi.

Det næste spørgsmål, der rejser sig, er selvfølgelig: Hvad vil hr. Lars Løkke Rasmussen gøre ved det? Hvor er hr. Lars Løkke Rasmussens beskæftigelsesændringer og skattereform, som kan ændre det tal, så der er mange flere end halvdelen af de her 250.000, der får mere end 2.000 kr. ud af at tage et arbejde? Den plan vil jeg gerne se, vi mangler den fra Venstre.

Så er det hr. Lars Løkke Rasmussen for anden omgang.

Jeg kunne måske opfordre til, at taletiden bliver bare nogenlunde overholdt.