Spm. nr. S 990

2) Til finansministeren af:

Jacob Jensen (V) :

Er ministeren enig med LO´s formand, Harald Børsting, som til Politiko den 27. marts 2015 udtalte, at det er Venstre og ikke Socialdemokraterne, der er eksponent for, at det skal kunne betale sig at arbejde?

Værsgo.

Spørgsmålet lyder: Er ministeren enig med LO´s formand, Harald Børsting, som til Politiko den 27. marts 2015 udtalte, at det er Venstre og ikke Socialdemokraterne, der er eksponent for, at det skal kunne betale sig at arbejde?

Ministeren.

Også mange tak for det spørgsmål. Og lad mig da starte med bare helt klart at fastslå, at det jo er min faste og bestemte holdning, at det skal kunne betale sig at arbejde i Danmark. Det er både i den enkelte lønmodtagers og jo også i fællesskabets interesse, at der er en økonomisk gevinst ved at tage et arbejde, og det er og har i øvrigt altid været en grundlæggende værdi for mit parti, Socialdemokratiet, og for den regering, jeg er medlem af.

Heri ligger selvfølgelig også, at jeg er helt uenig i, at Venstre på den ene eller den anden måde skulle have taget patent på det standpunkt, at det kan betale sig at arbejde. Og helt ligesom LO's formand kan jeg da godt ærgre mig over det, hvis nogle fejlagtigt skulle have fået den opfattelse, for det er jo et udsagn, der nærmest dementerer sig selv, hvis man lige ulejliger sig med at se på virkningen af regeringens politik. Og derfor skylder jeg hr. Jacob Jensen en forholdsvis stor tak for at få den her lejlighed til at få slået nogle grundlæggende forhold fast, nemlig at den her regerings økonomiske politik har betydet, at det for langt de fleste almindelige danske lønmodtagere bedre kan betale sig at arbejde i dag, end det har kunnet tidligere, også bedre end dengang, vi havde en VK-ledet regering.

Regeringen gik med skattereformen fra 2012 meget målrettet efter, at det bedre skulle kunne betale sig at have et job, og det skulle gælde for alle lønmodtagere, ikke kun for dem, der tjener allerbedst. Og derfor har vi næsten fordoblet beskæftigelsesfradraget for almindelige lønmodtagere, og vi har derudover indført det særlige beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere. Og det har haft stor betydning for den økonomiske gevinst ved at være i beskæftigelse. Tager man f.eks. udgangspunkt i det såkaldte forskelsbeløb, er gevinsten for en enlig kontanthjælpsmodtager med to børn, som kommer i beskæftigelse i 2015, øget med ca. 600 kr. om måneden eller over 7.000 kr. om året siden 2011. Og for en tilsvarende enlig dagpengemodtager er gevinsten øget med ca. 500 kr. om måneden eller ca. 6.000 kr. om året. Og for et par på dagpenge er gevinsten øget med 300 kr. om måneden eller ca. 3.600 kr. om året. Og det er altså i forhold til de dårlige gamle dage, hvor vi havde en borgerligt ledet regering, og det er bare virkningerne i 2015. Skattereformen er jo stadig ved at blive indfaset, og det betyder, at den økonomiske gevinst ved at være i arbejde stiger yderligere hele vejen frem mod 2023.

Man kan også måle virkningerne af regeringens politik på antallet af personer med forholdsvis lave forskelsbeløb, dvs. personer med forskelsbeløb på under 2.000 kr. om måneden, og det antal skønnes at falde fra 139.000 personer i 2013 til ca. 100.000 personer, når skattereformen er fuldt indfaset.

Så sammenfattende vil jeg sige, at den her regering fra dag et har haft det som en central prioritet, at det skal kunne betale sig at arbejde, og regeringen har leveret i forhold til den dagsorden.

Tak til ministeren. Hr. Jacob Jensen.

Tak for svaret. Jeg går ud fra, at finansministeren anerkender de tal, som regeringen selv producerer, og af dem fremgår det, at selv efter at den skattereform, som Venstre har båret ved til, og som sikrede, at der var et flertal – og det er vi glade for, og tak for det samarbejde – er fuldt indfaset i 2023, altså om ganske lang tid, så vil der stadig væk være en kvart million danskere, for hvem der, som man kalder det i økonomisprog, er en svag økonomisk tilskyndelse til at tage et arbejde. Og der vil være i omegnen af 17.000 danskere, for hvem det rent faktisk koster at tage på arbejde.

Det kan man synes er meget eller lidt, men synes finansministeren ikke, at det er et problem eller måske en udfordring, som vi i fællesskab skal fortsætte med at løse, som vi jo har forsøgt at gøre med den skattereform, som vi har lavet sammen?

Derfor er jeg selvfølgelig fuldstændig enig med LO's formand, Harald Børsting, der netop siger, at det er det, som Venstre står som garant for. Men jeg er glad for, hvis det er sådan, at jeg kan forstå, at finansministeren også vil fortsætte ad det spor, altså at man yderligere skal presse på, for at det kan betale sig at arbejde, så vi simpelt hen kommer ned under et rundt nul, så det for alle kan betale sig at arbejde, og så der ikke vil være nogen i det her land, der skal betale for at gå på arbejde. Det synes jeg er moralsk forkert – det er så også økonomisk forkert – men det er moralsk forkert, at vi har en situation, hvor vi, selv efter vi får indfaset vores skattereform i 2023, er i en situation, at der er en kvart million danskere, der har en svag økonomisk tilskyndelse til at tage et arbejde, og at der i runde tal er 17.000 mennesker, som rent faktisk betaler for at gå på arbejde.

Det synes vi i Venstre ikke er nok, og derfor vil vi gerne videre ad den vej, og vi vil uanset folketingsvalg og resultatet af det animere til, at vi sammen også efterfølgende kan arbejde for, at det tal bliver bragt længere ned.

Ministeren.

Det her synes jeg næsten er en af de allermest spændende diskussioner, vi overhovedet kan have med hinanden her i Folketinget. Bare nogle helt spredte punkter:

For det første vil jeg i forbindelse med spørgerens brug af de her tal opfordre alle, der følger den her debat, til lige at gå ind – det kan man nu om dage med nettet – og tjekke Detektors behandling af Venstres politiske ordførers behandling af de her tal for, for hvem det ikke kan betale sig at arbejde, og hvem der skal have pengene på arbejde osv. Tjek det, det er langt bedre, end jeg kan gøre det.

For det andet er spørgeren vel enig med mig i, at vi i dag, når det handler om, at almindelige mennesker får penge ud af at arbejde, står i en langt bedre situation, end da Venstre havde regeringsansvaret.

For det tredje handlede forhandlingen om skattereformen, som vi heldigvis blev enige om til sidst, efter at Venstres formand havde været en tur til Rio og tilbage igen, om, at vi som regering ønskede at give skattelettelserne til den brede gruppe af almindelige lønmodtagere, mens Venstre i højere grad ønskede at give dem i toppen af indkomstskalaen til dem, der i forvejen tjener ganske godt.

For det fjerde tror jeg, alle partier i Folketinget, bortset fra Venstre, har en skrigende interesse i at høre Venstres plan for at nå de mål, spørgeren skitserer.

Hr. Jacob Jensen.

Detektor, og jeg ved ikke hvad. Jeg kan jo bare referere til et svar på spørgsmål 235 af 5. marts i år, som er givet til Finansudvalget. Deraf fremgår, at der vil være 17.700 danskere, der ikke har nogen økonomisk gevinst ved at være beskæftiget eller tage et arbejde, og så har man oven i købet være så venlig at fordele det på regionsniveau. Så det er jo ikke nogle tal, jeg eller vores politiske ordfører eller andre står og finder på. Det er jo regeringens egne tal. Derfor er jeg sådan helt – uden at være polemisk, hvad jeg næsten fornemmer ministeren er her – animeret til, at vi kan fortsætte ad den vej. Og når ministeren siger, at Venstre bare vil give topskattelettelser, er det jo ikke rigtigt. Det er jo regeringens egne partier, der vil det. Det er jo De Radikale, der har været ude at sige, at skatten i toppen skal lettes. Venstres plan er, at vi gerne vil sænke skatten, men at det skal være for de små indkomster, sådan at forskellen mellem at være uden for arbejdsmarkedet og på arbejdsmarkedet bliver gjort større.

Finansministeren.

Altså, hør nu her: Forhandlingerne om skattereformen var kendetegnet ved, at Venstre – og det var en meget, meget sjældent undtagelse fra Venstres praksis i de år, vi har haft i den her valgperiode – måske ved en fejl valgte at lægge sin egen politik konkret frem og jo altså kom med et konkret forslag til, hvilken skattereform man allerbedst kunne tænke sig, i forhold til det forslag regeringen havde præsenteret. Og der var profilen jo entydigt, at et af hovedønskerne var, at lempelserne i højere grad skulle gives til folk med høje indkomster i stedet for til folk med almindelige indkomster, altså i højere grad i toppen og i mindre grad, hvad angår beskæftigelsesfradraget. Det er jo ikke noget, der er nogen grund til at bruge tid på at skændes om, for det er jo heldigvis fuldt ud dokumenterbart. Vi har også fra Finansministeriets side svaret på spørgsmål om den sag. Det kan vi jo grave frem, og så kan vi mødes og diskutere det igen, hvis spørgeren skulle have mod på at give os anledning til det om en uges tid.

Hr. Jacob Jensen.

Jamen jeg har altid mod på at diskutere med finansministeren, og det er jo altid en fornøjelse. Men jeg hører så i det her ikkesvar, at Finansministeriet nu tager det til sig og anerkender det svar, som regeringen selv har givet, nemlig at der er 17.700 mennesker jævnfør svar til Finansudvalget, for hvem det ikke kan betale sig at arbejde. Så langt så godt.

Så vil jeg bare spørge: Hvad er egentlig regeringens plan for det her? Jeg så med stor fornøjelse finansministeren i, jeg tror, at det var Deadline her for et par dage siden, hvor han netop lagde frem, at der skulle være nogle bredere reformer, og at man ville gøre noget. Men hvad er det egentlig, regeringen vil? Nu har regeringen meget travlt med at skose Venstre, selv om vi har lagt striber af forslag frem både på det her så vel som på alle andre områder, men tilbage står, at vi sådan set ikke ved, hvad regeringen vil, ud over en ting, nemlig at regeringen vil videre. Men hvad vil man på det her felt? Vil man noget, eller vil man bare sådan lade det stå hen i det uvisse?

Finansministeren.

Altså, der må spørgeren meget, meget undskylde, men det er da vistnok Venstre, der står i den ubehageligt isolerede situation her i Folketinget, idet alle andre partier i Folketinget, som ellers er så uenige om utrolig mange andre ting, er enige om en ting, nemlig at de gerne vil kende Venstres økonomiske politik i detaljen. Og over for det står jo så en regering, som har en økonomisk politik, oven i købet en økonomisk politik, der virker, og som hænger sammen, og som er lagt frem i stor detaljerigdom. Der er en 2020-plan, og der er en køreplan – i øvrigt en oven i købet fuldt finansieret køreplan – for, præcis hvad vi har at gøre med i virkeligheden igennem hele næste valgperiode. Så kan vi derudover gøre endnu flere ting af nyttig karakter. Det tror jeg også vi kommer til. Men for vores vedkommende er der jo styr på det, og tingene er lagt frem. De kan blive endnu bedre. Lad os håbe, at det er sådan, det går. For Venstres vedkommende er der absolut intet svar på, hvilken retning tingene vil gå i.

Det var spørgsmålet til finansministeren af hr. Jacob Jensen.

Vi fortsætter med den samme konstellation – det er stadig til finansministeren, og det er stadig hr. Jacob Jensen fra Venstre.