Som jeg lige sagde før, vil vi gerne give incitamenter, men jeg tror måske, at det, der skiller vandene mellem spørgeren og regeringen, er, at vi ikke ønsker, at der skal være fattigdom i Danmark, vi ønsker ikke, at børn skal vokse op i fattigdom.
Sporene fra kontanthjælpsloftet, som den tidligere regering indførte, skræmmer – alt for mange børn oplevede simpelt hen at vokse op i fattigdom.
Det er jeg glad ved at vi har fået fjernet, for det var en vigtig ting at gøre.
Jeg ved, det er unødvendigt at sige det til hr.
Hans Andersen, men så siger jeg det til dem, der måtte høre på, nemlig, at kontanthjælpssystemet ikke er et tag selv-bord.
Det kan man nogle gange få indtryk af, når man hører debatten.
Det, vi – i øvrigt i fællesskab – har gjort, er at sikre, at når man er på en offentlig ydelse og i øvrigt er parat til at yde, skal man også være med til det.
Jeg vil gerne fortsætte den her debat – jeg synes, den har mange spændende elementer i sig – men det kræver selvfølgelig, at dem, der debatterer, har noget konkret at debattere ud fra, og derfor glæder jeg mig så meget til, at Venstre bliver mere konkret, i forhold til hvilke plusord et moderne kontanthjælpssystem i virkeligheden dækker.
Den dag, det åbenbares, bliver en rigtig god dag, for så kan vi – hr.
Hans Andersen og jeg – få en meget bedre og mere kontant debat, som danskerne kan forholde sig til.
Så jeg glæder mig oprigtigt den dag, hvor jeg og befolkningen får belyst, hvad et moderne kontanthjælpsloft er.