Betænkning og indstilling afgivet af
Udvalget for Forretningsordenen den 6. maj 2015
Betænkning og indstilling
om
ændring af forretningsorden for
Folketinget
(Fremsættelse uden for Tingets
mødeperiode af forslag til love om udgiftslofter)
Indledning
Udvalget for Forretningsordenen har fra
Præsidiet modtaget indstilling om, at der foretages en mindre
ændring af forretningsordenens bestemmelser om
fremsættelse af lovforslag, med henblik på at de i
budgetloven forudsatte årlige lovforslag om udgiftslofter for
stat, kommuner og regioner kan fremsættes skriftligt uden for
Folketingets mødeperiode uden indkaldelse af Tinget til
møde svarende til det, der allerede gælder for
regeringens forslag til finanslov.
Gældende regler og praksis om
fremsættelse af regeringens finanslovsforslag
Folketingets forretningsorden foreskriver i
§ 10, stk. 1, 4.-6. pkt., følgende hovedregel om
fremsættelse af lovforslag for Tinget:
»Når et lovforslag ønskes
fremsat for Folketinget, meddeler vedkommende minister eller
forslagsstillende medlem (medlemmer) dette til formanden, som
anmelder lovforslaget i Tinget ved at oplæse navn(e) på
forslagsstiller(e) i kort form og forslagsnummer og i øvrigt
henvise til offentliggørelsen på en af Folketingets
hjemmesider. Lovforslaget fremsættes derefter skriftligt,
medmindre forslagsstilleren har begæret mundtlig
fremsættelse. I sidstnævnte tilfælde kan
fremsættelsen ske enten i samme møde eller i et senere
møde.«
Som undtagelse herfra foreskrives i § 10,
stk. 2, at regeringens finanslovsforslag kan fremsættes
skriftligt uden for Tingets mødeperiode uden indkaldelse af
Tinget til møde, idet anmeldelsen og lovforslaget
offentliggøres på en af Folketingets hjemmesider. I
så fald kan forslaget henvises af formanden til
Finansudvalget.
Den særlige regel om fremsættelse
af regeringens finanslovsforslag uden for Folketingets
mødeperioder, uden at Tinget behøver indkaldes, er
praktisk begrundet. Reglen skal ses i sammenhæng med
grundlovens § 45, stk. 1, hvorefter forslag til finanslov for
det kommende finansår skal fremsættes for Folketinget
senest 4 måneder før finansårets begyndelse.
Da den nuværende grundlov blev til,
løb finansåret fra den 1. april til den 31. marts, og
det tidspunkt, hvor finanslovsforslaget senest kunne
fremsættes, lå dermed i Folketingets almindelige
mødeperiode. Siden 1979 har finansåret imidlertid
svaret til kalenderåret, og finanslovsforslaget skal dermed
efter grundloven fremsættes senest ved udgangen af august.
Bestemmelsen i forretningsordenens § 10, stk. 2, gør
det muligt at gøre dette på skriftligt grundlag,
således at det ikke er nødvendigt at afholde et
møde i Folketinget i den mødefri sommerperiode alene
med henblik på fremsættelse af finanslovsforslaget.
I praksis behandles finanslovforslaget
således, at forslaget efter fremsættelsen sættes
til 1. behandling i et særskilt møde i Folketinget i
september. Forslaget bortfalder ved overgangen til det nye
folketingsår den første tirsdag i oktober og
genfremsættes i det nye folketingsår, hvorefter det
gennemgår tre nye behandlinger.
Fremsættelse af forslag til lov om
udgiftslofter
Med budgetloven, lov nr. 547 af 18. juni 2012,
er der indført en ny ordning med lovbestemte udgiftslofter
for staten, kommunerne og regionerne. Udgiftslofterne
fastsættes, så de hele tiden omfatter en rullende
4-årig periode. Ordningen indebærer på den
baggrund, at finansministeren hvert år samtidig med
regeringens forslag til finanslov fremsætter forslag til lov
om udgiftslofter for det fjerde af de efterfølgende
finansår.
Med henblik på at undgå at skulle
afholde et møde i sommerperioden alene med henblik på
fremsættelse af lovforslaget om udgiftslofter for 2018 gav
Folketinget i sit møde den 11. juni 2014 samtykke til
fravigelse af forretningsordenens hovedregel om fremsættelse
af lovforslag, således at lovforslaget i august 2014 ville
kunne fremsættes på samme måde som
finanslovsforslaget. Finansministeren fremsatte herefter
lovforslaget den 26. august 2014 sammen med finanslovsforslaget for
2015. Samtidig fremsattes endvidere et forslag til ændring af
den allerede gældende lov om udgiftslofter for 2014-2017.
Præsidiets og Udvalget for
Forretningsordenens overvejelser
Det vil efter Præsidiets og Udvalget for
Forretningsordenens opfattelse være ønskeligt, at de i
budgetloven forudsatte årligt tilbagevendende forslag til lov
om udgiftslofter kan fremsættes for Folketinget på
samme måde som regeringens finanslovsforslag, uden at dette
kræver fravigelse fra forretningsordenens regler i det
enkelte tilfælde.
Det foreslås derfor, at den
særlige regel om fremsættelse af regeringens
finanslovsforslag udvides til også at omfatte lovforslagene
om udgiftslofter.
Indstilling
Herefter indstiller udvalget de i
nedenstående forslag til folketingsbeslutning indeholdte
ændringer af forretningsordenen til vedtagelse.
Forslag til folketingsbeslutning
om ændring af forretningsorden for
Folketinget
(Fremsættelse uden for Tingets
mødeperiode af forslag til love om udgiftslofter)
§ 1
I forretningsorden for Folketinget, som vedtaget
den 17. december 1953 og ændret senest den 2. december 2014,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 10, stk. 2, indsættes som
3. pkt.:
»Det samme gælder for de i
budgetloven forudsatte forslag til love om fastsættelse af
udgiftslofter for stat, kommuner og regioner samt for eventuelle
lovforslag om ændring af tidligere vedtagne love om
fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner,
som regeringen ønsker at fremsætte i samme
forbindelse.«
§ 2
Folketingsbeslutningen træder i kraft dagen
efter vedtagelsen.
Bemærkninger til forslaget
Bemærkninger til forslagets enkelte
bestemmelser
Til §
1
Til nr.
1
Det foreslås, at den særlige regel
i forretningsordenens § 10, stk. 2, om skriftlig
fremsættelse af regeringens finanslovsforslag udvides til
også at omfatte de forslag til love om fastsættelse af
udgiftslofter for stat, kommuner og regioner, som er forudsat i
budgetloven. I lighed med finanslovsforslaget vil disse lovforslag
således fremover - uden at det kræver særskilt
fravigelse af forretningsordenens almindelige regler, jf.
forretningsordenens § 42 - kunne fremsættes skriftligt
af regeringen uden for Folketingets mødeperiode uden
indkaldelse af Tinget til møde. Anmeldelsen og lovforslaget
offentliggøres på en af Folketingets hjemmesider, og
forslaget kan af formanden henvises til Finansudvalget.
For fuldstændighedens skyld
foreslås det udtrykkeligt bestemt, at udvidelsen af reglen om
skriftlig fremsættelse ikke kun omfatter de nye
hovedlovforslag om udgiftslofter, men også eventuelle
lovforslag om ændring af tidligere vedtagne love om
fastsættelse af udgiftslofter, som regeringen måtte
ønske at fremsætte i samme forbindelse.
Til §
2
Det foreslås, at beslutningsforslaget
træder i kraft dagen efter vedtagelsen.
Mogens Lykketoft (S) fmd. Bertel Haarder (V) nfmd. Pia Kjærsgaard (DF) Lone
Loklindt (RV) Per Clausen (EL) John Dyrby Paulsen (S) Karen J.
Klint (S) Ole Hækkerup (S) Leif Lahn Jensen (S) Torben Hansen
(S) Camilla Hersom (RV) Holger K. Nielsen (SF) Pernille Skipper
(EL) Birthe Rønn Hornbech (V) Kristian Jensen (V) Flemming
Damgaard Larsen (V) Hans Christian Schmidt (V) Søren
Espersen (DF) Peter Skaarup (DF) Simon Emil Ammitzbøll (LA)
Brian Mikkelsen (KF)
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 47 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 12 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Alternativet (ALT) | 1 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |