B 133 Forslag til folketingsbeslutning om afstemninger om skolelukninger.

Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 27-03-2015

Fremsat: 27-03-2015

Fremsat den 27. marts 2015 af Rosa Lund (EL) og Nikolaj Villumsen (EL)

20141_b133_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 27. marts 2015 af Rosa Lund (EL) og Nikolaj Villumsen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om afstemninger om skolelukninger

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2015 at gennemføre den fornødne lovgivning, der sikrer, at hvis en kommune foreslår at lukke en kommunal folkeskole, så har borgerne i den pågældende kommune ret til en afstemning om skolelukningen. Resultatet af afstemningen skal afgøre, om skolen skal lukke eller ej.

Bemærkninger til forslaget

Mange kommuner har ændret skolestrukturerne over de seneste år særligt ved at foretage sammenlægninger af skoler og lukning af skoler. Siden år 2000 er over 350 folkeskoler lukket rundt om i landet. I nogle tilfælde er der gode pædagogiske årsager til skolelukningerne, men ofte er økonomi og centralisering argumenter i sig selv.

Flere steder har forældre og lokalsamfund oprettet fris?koler der, hvor folkeskolerne er blevet lukket, og antallet af frie skoler er generelt steget med omkring 100 skoler siden år 2000 (uvm.dk/Service/Statistik/Statistik-om-folkeskolen-og-frie-skoler).

Samlet set er elevtallet i folkeskolen faldet fra at udgøre 83 pct. af eleverne i 2008 til 78,6 pct. af eleverne i 2013. Samtidig er andelen af elever i de frie grundskoler steget fra 13,4 pct. til 15,2 pct. (uvm.dk/Service/Statistik/Statistik-om-folkeskolen-og-frie-skoler).

Når en folkeskole foreslås lukket, fører det store lokalpolitiske debatter med sig. For folkeskolerne er ikke kun betydningsfulde for elever, forældre og lærere, men også for lokalsamfundene, hvor mange ønsker folkeskolerne opretholdt, fordi skolerne skaber liv i byen. Men beslutningerne ender alligevel oftest med, at skolerne lukker - på trods af modstand fra borgerne.

Enhedslisten mener, at borgerne skal have reel og direkte indflydelse på en beslutning om, hvorvidt en folkeskole skal lukkes eller ej, fordi beslutningen har enorme konsekvenser for netop borgerne i kommunen.

Derfor foreslår Enhedslisten, at hvis en kommune ønsker at lukke en folkeskole, skal borgerne i kommunen have ret til en lokal folkeafstemning, som afgør, hvorvidt den pågældende skole skal lukkes eller ej.

Skriftlig fremsættelse

Rosa Lund (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om afstemninger om skolelukninger.

(Beslutningsforslag nr. B 133)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.