Problemet her er jo, at statsministeren – og jeg må gå ud fra, at det er vel vidende herom – taler direkte op imod fagkundskaben, der så sent som i går afleverede rapporter, som peger på, at det ikke koster noget at gøre det.
Jeg citerer fra Børsen i dag:
»I sin seneste rapport konkluderer Produktivitetskommissionen, at det ikke kan udelukkes, at en afskaffelse af topskatten i princippet kan være gratis ...«.
Det kan også være, at det koster en lille smule.
Men her står faktisk, at det ikke kan udelukkes, at det er helt gratis at gøre det, fordi en sådan afskaffelse vil give en øget mobilitet på arbejdsmarkedet samt en øget tilskyndelse til uddannelse, hvilket vil føre til en højere produktivitet – det er det, statsministeren efterlyser – og derved også højere lønninger og højere skattegrundlag.
Det er jo en win-win-situation.
Problemet er i bund og grund, at vi har fået en kommissionsrapport, som peger på, hvordan vi kan skaffe 60 mia.
kr.
De 60 mia.
kr.
kunne man bruge til faktisk at sænke nogle skatter ud over topskatten.
Man kunne bruge de 60 mia.
kr., som man kan finde i produktivitetsforøgelser, til at give samtlige danskere i arbejde en lettelse på 30.000 kr.
om året.
Det er gratis penge, men statsministeren siger nej.
Det her er grundlæggende også et socialpolitisk problem.
I Danmark har vi 22 pct.
af befolkningen i den arbejdsdygtige alder, som står uden for arbejdsmarkedet.
I Sverige og Tyskland er det kun 12-14 pct.
Det koster os 50 mia.
kr.
om året.
Men menneskeligt set er de her omkostninger kolossale, og regeringen sidder på hænderne.
Hvorfor ikke lytte til den kommission, som nu er kommet med en rapport, i stedet for at påstå, at den her rapport siger noget andet end det, den faktisk siger?