Jeg har det sådan, at barselsorloven er rigtig vigtig af mange grunde.
Det er den af hensyn til det lille barn, det er den af hensyn til mænd, det er den af hensyn til kvinder, det er den af hensyn til den måde, sammenhængen mellem familie og arbejdsliv er på, og det er den af hensyn til ligestillingen og indsatsen for det.
Hvordan man i forhold til de nuværende regler ønsker at indrette sig, er der ikke nogen lovgivningsmæssige begrænsninger på andet end det, jeg allerede har redegjort for.
Der er uger, der i dag reserveres moren, og der er uger, der i dag reserveres faren.
Hvordan man derudover indretter sig og fordeler ugerne, er ikke fastlagt i lovgivningen, og det gælder altså, hvad enten man er minister, elektriker, læge, portør eller taxachauffør eller tilhører alle mulige andre erhvervsgrupper.
Det, jeg kan redegøre for, er, hvordan lovgivningen er, og den giver altså muligheder for, at man sammensætter den barselsorlov, man mener er den rigtige.
Det gælder for ministre som for alle andre.