Nu er det jo en kendt sag, at Det Radikale Venstre har haft og stadig væk har en meget liberal holdning til udlændingespørgsmålet, og de har jo vel også tvunget den nuværende regering til at lempe udlændingepolitikken på en række områder modsat det, som ministerens parti i øvrigt sagde i valgkampen at det ville være med til.
Men det er så en anden sag.
Det, der grundlæggende er problematisk set med Dansk Folkepartis øjne, er, hvis vi selv i forbindelse med lovforslag her i Folketinget accepterer, at man får udenlandske statsborgere ind, som er potentielle terrorister, og at vi giver dem statsborgerskab og opholdstilladelse.
I sidste uge, den 25.
april, var der en folketingsdebat, hvorunder den radikale udlændingeordfører fru Zenia Stampe svarede ja til at godkende en lov, der giver en potentiel terrorist statsborgerskab.
Man kan sige, at et statsborgerskab, hvor man får fulde rettigheder, jo er den ultimative opholdstilladelse.
Grundlæggende er vi i Dansk Folkeparti dybt skeptiske over for den lov.
Derfor stemte vi også imod den.
Den tidligere operative chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen, er jo blevet spurgt om, hvorfor det kunne tænkes, at Politiets Efterretningstjeneste advarer imod at give en person statsborgerskab og opholdstilladelse.
Han sagde følgende om det til BT forleden:
»Det mest sandsynlige er, at det drejer sig om enkeltpersoner eller medlemmer af en ekstremistisk gruppe, der har foretaget handlinger eller initiativer, der har henblik på at destabilisere samfundet.«
Nu er så det gode spørgsmål til justitsministeren:
Er det virkelig acceptabelt, at vi giver statsborgerskab til sådanne personer?