Fremsat den 15. november 2012 af Peter
Skaarup (DF), Pia Adelsteen (DF), Kim Christiansen (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen
(DF) og Dennis Flydtkjær (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af et loft over antallet af
værgemål, en enkelt værge kan varetage
Folketinget opfordrer regeringen til i
indeværende folketingsår at tage initiativer til at
indføre et loft over antallet af værgemål den
enkelte værge kan varetage.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne ønsker med
beslutningsforslaget at forhindre, at enkeltpersoner kan være
værge for op til 100 personer på en gang.
Værgemål, hvor værgen kender og kan varetage den
enkeltes behov, er afgørende for retssikkerheden, og
forslagsstillerne foreslår derfor, at der i
værgemålsloven indføres et loft, så man
kun kan være værge for op til 25 personer.
Problemet er tidligere beskrevet af
Landsforeningen LEV's landsformand, Sytter Kristensen: »Som
værge for op mod 100 borgere vil det være svært
at kende dem alle og deres behov - ikke mindst hvis man også
skal passe en advokatforretning ved siden af« (jf. nyheden
»Justitsminister: Antallet af værgemål har ingen
betydning« på Landsforeningen LEV's hjemmeside den 16.
maj 2012).
Samtidig har der i pressen været
fremlagt eksempler på, at værger ikke har haft
tilstrækkeligt kendskab til den de var værge for, og
dermed ikke har kunnet varetage vedkommendes interesser
tilfredsstillende, jf. f.eks.http://nyhederne.tv2.
dk/article.php/id-45963628:samleb%C3%A5ndsv%C3%A6rger-bliver-forgyldt.html.
Det fremgår af et åbent brev som Landsforeningen LEV
har sendt til justitsministeren, at det billede, som dette indslag
efterlader, stemmer overens med Landsforeningen LEV's generelle
vurdering af situationen. »Alt for mange af de professionelle
værger tager for let på den meget vigtige opgave, som
det er at beskytte og støtte borgere, som ikke selv kan
varetage deres interesser fuldt ud. Især i de tilfælde,
hvor borgeren med værgemål ikke har kontakt til
pårørende med overskud til at støtte den
pågældende, efterlader det borgeren i en ekstremt
sårbar situation - både i relation til diverse
dispositioner i borgerens private økonomi og i relation til
borgerens helt grundlæggende retssikkerhed. En gruppe meget
sårbare borgere risikerer derved, at de ikke får den
nødvendige bistand og beskyttelse i relation til
retssikkerheden i forbindelse med sociale ydelser og
foranstaltninger, men også at der bliver begået mere
grundlæggende brud på deres personlige
rettigheder« (jf. åbent brev til justitsministeren af
19. december 2011 fra Landsforeningen LEV).
Forslagsstillerne finder, at der desuden er
tale om en ikke ubetydelig indtjeningsmulighed for en værge,
som varetager mange værgemål. Vederlaget for et
værgemål, som omfatter alle personlige forhold,
udgør 7.000 kr. ekskl. moms årligt. Statsforvaltningen
kan i særlige tilfælde forhøje vederlaget, hvis
arbejdets omfang og karakter tilsiger dette. Værgen kan
endvidere i forbindelse med værgemålets
iværksættelse tillægges et vederlag for
etablering af værgemålet på op til 6.400 kr.
ekskl. moms for et økonomisk værgemål og op til
2.800 kr. ekskl. moms for et personligt værgemål.
Indgår et værgemål som led i værgens
øvrige forretningsdrift, kan der tillige tillægges
værgen et beløb på op til 2.000 kr. ekskl. moms
årligt til dækning af kontorholdsudgifter (jf. REU alm.
del - svar på spm. 310, folketingsåret 2011-12).
Forslagsstillerne er bekendte med, at
Civilstyrelsen tidligere i 2012 har konkluderet, at det af hensyn
til at sikre værgens nødvendige kendskab til personen
under værgemål hverken er nødvendigt eller
hensigtsmæssigt at fastsætte en grænse for
antallet af værgemål, som en fast værge må
varetage (jf. pressemeddelelsen »Antallet af
værgemål er ikke afgørende for
værgebesøg« på Justitsministeriets
hjemmeside den 16. maj 2012).
Forslagsstillerne finder dog, at
Civilstyrelsens undersøgelse ikke tager fat om nældens
rod. Civilstyrelsen har alene hørt på værgernes
synspunkter i sagen ved hjælp af interview med værgerne
i de enkelte statsforvaltninger og ikke taget afsæt i de
enkelte værgemål, jf. Civilstyrelsens »Notat om
faste værger og antallet af værgemål, den enkelte
faste værge kan varetage« af 20. marts 2012
(offentliggjort den 16. maj 2012). Det er indlysende, at det ikke
hænger sammen, hvis man er værge for 100 personer og
samtidig skal tage udgangspunkt i den enkeltes behov for
hjælp, sådan som et værgemål ifølge
Civilstyrelsen altid vil skulle (jf.
http://www.civilstyrelsen.dk/fondskontor/Personret/vaergemaal/hvad_er_vaergemaal.
aspx).
Også justitsministeren fremhæver
nødvendigheden af personkendskab: »Det
afgørende vil således altid være, at
værgen har et sådant kendskab til personen under
værgemål og dennes forhold, at værgen kan
varetage sit arbejde i overensstemmelse med
værgemålslovens regler. Det fornødne kendskab
til personen under værgemål forudsættes
værgen som altovervejende hovedregel at opnå bl.a. ved
at møde den pågældende« (jf. REU alm. del
- svar på spm 262, folketingsåret 2011-12).
I forlængelse af denne udtalelse fra
ministeren ønsker forslagsstillerne, at der af hensyn til
retssikkerheden bliver indført et loft i
værgemålsloven over det antal værgemål, en
enkelt værge kan varetage.
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
indførelse af et loft over antallet af værgemål,
en enkelt værge kan varetage.
(Beslutningsforslag nr. B 29)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.