B 107 Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod investeringer i virksomheder, der producerer eller handler med militære droner.

Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2012-13
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 05-04-2013

Fremsat: 05-04-2013

Fremsat den 5. april 2013 af Nikolaj Villumsen (EL), Christian Juhl (EL) og Pernille Skipper (EL)

20121_b107_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 5. april 2013 af Nikolaj Villumsen (EL), Christian Juhl (EL) og Pernille Skipper (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om forbud mod investeringer i virksomheder, der producerer eller handler med militære droner

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag og foretage de nødvendige ændringer i administrative forskrifter med det formål at indføre et forbud mod investeringer i virksomheder, der producerer eller handler med militære droner eller komponenter, der er beregnet til - eller kan anvendes i - militære droner. Forbuddet skal gælde for alle former for offentlige og private myndigheder, virksomheder og institutioner foruden privatpersoner i Danmark. Forbuddet skal genovervejelses, såfremt der vedtages klare internationale regler om anvendelsen af militære droner.

Bemærkninger til forslaget

Brugen af militære droner har de senere år været genstand for omfattende debat. Debatten har primært koncentreret sig omkring USA's brug af droner, idet de har benyttet droner til at likvidere personer, som burde have været stillet for en dommer og dømt efter en retfærdig rettergang. Endvidere har USA benyttet droner på en måde, som har medført helt uforholdsmæssigt store civile tab. Droner er således ikke de præcise og målrettede våben, som de tidligere har været fremlagt som.

Denne debat er intensiveret, efter at en række amerikanske forskere har udarbejdet rapporten »Living Under Drones: Death, Injury, and Trauma to Civilians from US Drone Practices in Pakistan« (Stanford Law School, NYU School of Law, september 2012), som kan findes på hjemmesiden www.livingunderdrones.org. Heri kritiseres det amerikanske droneprogram for at være skyld i et meget stort antal civile ofre, for muligvis at være modproduktiv og give militære grupper et bedre rekrutteringsgrundlag, og for at være i strid med folkeretten.

Samtidig har FN's særlige rapportør vedr. terrorbekæmpelse og menneskerettigheder nu besluttet at foretage en undersøgelse af, hvorvidt brugen af droner uden for militære konflikter er i strid med krigens love (jf. »Statement by Ben Emmerson, UN Special Rapporteur on Counter-Terrorism and Human Rights concerning the launch of an inquiry into the civilian impact, and human rights implications of the use drones and other forms of targeted killing for the purpose of counter-terrorism and counter-insurgency« (24. Januar 2013). Kan findes på hjemmesiden www.ohchr.org).

Begge tekster giver anledning til bekymring over den omfattende brug af droner, som i stort omfang bliver brugt netop uden for militære konflikter, og som dermed adskiller sig fra konventionelle våben.

Så længe det er tilladt for danske banker, pensionskasser, virksomheder, privatpersoner m.fl. at investere i virksomheder, der producerer eller handler med droner eller komponenter til droner, finder der en finansiel støtte af droneproduktion sted på dansk grund, som står i modsætning til en humanitær, ansvarlig investeringspolitik.

Som led i udmøntningen af beslutningsforslaget skal regeringen fremlægge en internationalt dækkende liste over virksomheder, der er engageret i produktion af eller handel med droner eller komponenter til militære droner, og som dermed er omfattet af investeringsforbuddet. Denne officielle liste skal opdateres en gang om året og vil tilføre markedet en ny gennemsigtighed, der vil være til hjælp for alle danske investorer, der ønsker at føre en humanitært set ansvarlig investeringspolitik.

Skriftlig fremsættelse

Nikolaj Villumsen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod investeringer i virksomheder, der producerer eller handler med militære droner.

(Beslutningsforslag nr. B 107)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.