Spm. nr. US 77

Tak. Det, jeg vil spørge ministeren om, er vedrørende Udkantsdanmark og boliger. Det dækker jo ministerens område så rigeligt. Det er det her med, at realkreditinstitutterne ikke vil belåne boliger i Udkantsdanmark, der ligger på under 500.000 kr. i købspris. Der har vi jo den situation, at rigtig mange boliger i Udkantsdanmark i byerne i Vestjylland, Sønderjylland, på Lolland-Falster og sikkert også nogle på Fyn i ministerens eget distrikt er boliger, der koster under 500.000 kr. Vi har byer, hvor måske 70 pct. af de boliger, der er, koster under 500.000 kr.

Der har vi den situation, at velfungerende familier, hvor begge har arbejde, men har valgt at købe en billig bolig for at have mere i overskud til børnene og den slags, ikke kan få lån hjem i kreditforeningerne. Jeg har set, at boligministeren har talt med Realkreditrådet, og at de skal stå skoleret. Det er også helt fint, men det, jeg mangler, og det, som ministeren sikkert også mangler, er, at vi kan få en eller anden klar melding fra kreditinstitutterne om, at de er villige til at se på det.

Der, hvor vi vil hen i Dansk Folkeparti, er jo ikke, at man så skal kunne få realkreditlån til alle mulige faldefærdige boliger ude i landdistrikterne. Det er jo ikke det. Men de boliger, som velfungerende familier har, og som er godt vedligeholdt, men alligevel koster under 500.000 kr., bliver nærmest usælgelige. Hvis man tager et realkreditlån, er det jo typisk 60 pct., man kan låne i boligen, kontra at man skal låne det hele i banken til en rente på 10 pct. Realkreditlån kan man jo få til 3½ pct. med de nye lån. Der er stor forskel, og det belaster jo de lavestlønnedes økonomi ekstra hårdt, for det er jo mange gange nogle, der måske ikke har de store indtægter, der har valgt at bosætte sig ude i en lille landsby, hvor kan de købe deres eget hus med gode forhold for deres børn.

Ministeren.

Jeg skal for det første sige, at jeg er glad for spørgsmålet, for det giver mig lejlighed til at sige, hvad jeg mener om den her situation.

Jeg vil godt sige, at det med at have en grænse på 500.000 kr., hvor man ikke reelt går ind og vurderer den enkelte købers kreditværdighed, er for mig at se uacceptabelt. Jeg havde faktisk, inden den her sag kørte, et møde med Realkreditrådet, hvor man sagde til mig, at sådan nogle grænser ikke eksisterer. Men vi må jo erkende, at det, som man har afdækket i dagspressen – og ikke kun i Ekstra Bladet – i den senere tid, så vidt jeg kan se, faktisk betyder, at der er nogle, der opererer med en sådan grænse.

Derfor har jeg indkaldt både Realkreditforeningen og Realkreditrådet, men også Dansk Ejendomsmæglerforening til en snak om det her. Det er selvfølgelig klart, at vi ikke kan tvinge nogen – og der er jeg fuldstændig enig med hr. Bent Bøgsted – til at belåne en faldefærdig rønne, der ikke er pengene værd. Men der findes – det kan man jo se ved selvsyn, når man kører bare lidt uden for København – masser af gode og ordentlige boliger, der har kostet 600.000, 700.000 og 800.000 kr., som nu er nede under 500.000 kr. Og hvis man opererer med en sådan grænse – og nu understreger jeg, hvis man gør det – så sætter man jo altså alt i stå i nogle områder ude i vores landdistrikter, som i forvejen har brug for udvikling. Og jeg mener også reelt, at kreditforeningsinstitutionerne faktisk selv har en interesse i at bevare gode, ordentlige boliger, og får de lov at stå tomme for længe, så forfalder de jo.

Så jeg er sådan set helt enig i tilgangen. Derfor har jeg også indkaldt dem, og nu vil jeg høre på, hvad de siger, og så må vi vurdere, om der er yderligere behov for kulegravning af området. Det er jo sådan, at man måske siger et til mig og noget andet et andet sted, men jeg kunne forstå, at en enkelt af kreditforeningsvurderingsinspektørerne faktisk anerkendte, at der var en sådan grænse. Og det synes jeg ikke er acceptabelt; det vil jeg gerne sige.

Hr. Bent Bøgsted.

Det, man kan læse i Ekstra Bladet, hvor ministeren også har udtalt sig, er netop, at vurderingsfolk i kreditforeninger, der kører med en fastsat grænse, overhovedet ikke vil kigge på det, hvis det koster under 500.000 kr. Jeg kan huske, at for ca. 10 år siden var grænsen 300.000 kr. Det er jo ikke et nyt fænomen; det er noget, vi har haft igennem hele kreditforeningernes levetid.

Selvfølgelig skal de ikke tvinges til at sætte midler i faldefærdige rønner, som ministeren også var inde på. Det er der ikke nogen, der forlanger; det kunne vi i hvert fald i Dansk Folkeparti ikke drømme om at forlange. Men det må også være ret og rimeligt. Det drejer sig om velfungerende familier, hvor begge voksne har job, og det gælder også, selv om den ene så skulle komme på dagpenge. Det er måske deres mulighed for at få egen bolig med gode opvækstforhold for børn, hvor der er lidt mere frie omgivelser, og de skal ikke straffes, på grund af at kreditforeningen siger, at huset nok er mindre værd. Det er vores sikkerhed, det går ud over. Vi ved jo, at hvis man køber en bolig til 1 mio. kr. et andet sted og får lån i en kreditforening, koster det ikke mere, end hvis man køber en bolig til 500.000 kr. og får lån i banken. Og hvor er sikkerheden så henne?

Ministeren.

Det er jo svært at være uenig her. Jeg vil godt sige, at sådan som jeg vurderer det, har vi en helt unik finansieringsinstitution i Danmark, nemlig vores kreditinstitutioner, som ikke skal tjene penge og give overskud på den måde, at de sådan skal give udbytter til andre. Det er en unik måde at finansiere på. Vi er faktisk blevet rost af alle mulige internationale organisationer og lande for at have den her form for finansiering. Derfor er det også vigtigt, at kreditforeningerne føler, at de er en del af det her. Og det er godt, at både hr. Bent Bøgsted og jeg – som jo stammer fra det arbejdende folk som henholdsvis slagteriarbejder, forstår jeg, og smedesvend – finder det vigtigt, at to almindelige mennesker kan erhverve en god, ordentlig bolig ude, hvor der er rent og er et godt miljø osv., og være med til at bidrage til en landsbys eller et mindre bysamfunds udvikling til en fornuftig penge. Derfor har jeg altså som sagt indkaldt dem, og jeg vil vurdere de nærmere initiativer.

Jeg skal sige, at selve realkreditten jo ligger under erhvervsministerens område. Jeg har også sådan lige kort drøftet det med ham, og han er enig i, at vi tager det her møde, og så må vi jo prøve at se på, om der ligesom bliver kigget på, at man ikke fastsætter en fiktiv grænse. Men det er klart, at nu tager vi dem ind til et møde og afdækker, om der er et reelt problem. Og vi tager også ejendomsmæglerne ind. Jeg har fået adskillige henvendelser fra ejendomsmæglere, der siger, at der er et reelt problem, så jeg tror, der er et eller andet om snakken. Så lad os få fulgt op på det.

Jeg deler fuldstændig hr. Bent Bøgsteds bekymring på området, og jeg vil godt sige, at jeg ikke synes, det er acceptabelt, at man har en grænse, der er sat lige præcis ved 500.000 kr.

Hr. Bent Bøgsted for et sidste spørgsmål.

Jeg er glad for, at ministerens holdning til det her stemmer overens med min egen holdning og Dansk Folkepartis holdning. Det er jo helt fint. Det, jeg håber på, er så, at ministeren, når mødet med Realkreditrådet og kreditforeningsselskaberne osv. er overstået, så kan få igennem, at kreditforeningerne i hvert fald skrotter den holdning, at huse under 500.000 kr. ikke er værd at give lån i, men at man udelukkende skal kigge på og vurdere, om der er sund økonomi i handelen, altså om familien, der køber, har en økonomi, så de kan forrente lånene i huset.

Man skal også lige i den forbindelse – nu er tiden ved at være udløbet, og det er snart slut med spørgsmål til ministeren her – tænke på de mange, der står i den situation, at de køber et hus, som de vil forbedre, og så kan de ikke låne pengene til det, fordi huset er købt for et beløb på under 500.000 kr. De kan altså heller ikke låne penge til forbedringer i kreditforeningen, fordi det er den samme vurdering, og fordi kreditforeningen ikke er klar til at se på, at huset bliver mere værd. Det er også et problem, som jeg håber ministeren vil rejse over for realkreditinstitutterne.

Ministeren.

Som jeg har sagt en gang tidligere, må det bero på en individuel vurdering af den enkelte købers kreditværdighed – det må være det, der bliver afgørende – og selvfølgelig på, at huset kan sælges igen, og alle de der ting, som indgår i en normal handel. Men det at sætte en eller anden fiktiv grænse op er urimeligt, også fordi markedet er vigende i øjeblikket, og det giver stagnation. Og jeg mener i virkeligheden, at der på grund af den måde, hele kreditfinansieringsområdet fungerer på, påhviler institutionerne en særlig forpligtelse. Det går jo helt tilbage fra for mange, mange år siden, altså da man havde statslånshuse og alt muligt. Det mener jeg ikke vi skal ud i igen, men vi skal ud i, at kreditforeningerne påtager sig det ansvar at lave en individuel vurdering frem for en fiktiv grænse.

Nu undersøger vi det, afdækker behovet, tager en snak med alle de relevante parter, og så vurderer vi, om der er behov for yderligere diskussion og initiativer. Men tak for spørgsmålet.

Tak for spørgsmål og svar. Vi kan ikke nå mere i spørgetimen i dag.

Vi går til det næste punkt på dagsordenen, som er besvarelse af oversendte spørgsmål til ministrene.