Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 1. marts 2012
Forslag
til
Lov om ændring af lov om valg til
Folketinget
(Bedre udnyttelse af Folketingets
medlemsboliger, præciseringer vedrørende medlemsbolig-
og boliggodtgørelsesordningerne, mere fleksible regler for
kørselsgodtgørelse til Folketingets medlemmer
m.v.)
§ 1
I lov om valg til Folketinget, jf.
lovbekendtgørelse nr. 107 af 8. februar 2011, foretages
følgende ændringer:
1. § 108,
stk. 4-10, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 4.
Omkostningstillægget efter stk. 3 medregnes ikke i den
skattepligtige indkomst. Der kan ikke foretages fradrag i den
skattepligtige indkomst for de udgifter, der er forbundet med
folketingsarbejdet, herunder boligudgifter, indenlandsk befordring
m.v.
Stk. 5. § 109 a,
stk. 12, gælder tilsvarende for omkostningstillægget
efter stk. 3.«
2. To
steder i § 109, stk. 1, og to
steder i § 110, stk. 1,
ændres »han« til: »medlemmet«.
3. § 109,
stk. 11, 2. og 3. pkt.,
ophæves.
4.
Efter § 109 indsættes:
»§ 109
a. Folketinget stiller vederlagsfrit en bolig til
rådighed for hvert medlem af Folketingets
Præsidium.
Stk. 2. Folketinget
stiller vederlagsfrit en bolig til rådighed for et
ordinært medlem, der har bopæl uden for det
sjællandske område. Boligen skal fraflyttes senest 2
uger efter ophør af medlemskabet af Folketinget.
Stk. 3. Har Folketinget
ikke mulighed for at stille en bolig til rådighed for et
ordinært medlem, som opfylder betingelsen i stk. 2, kan der i
stedet ydes medlemmet en godtgørelse for en fast supplerende
bolig i Københavnsområdet. Godtgørelsen
udgør op til 50.000 kr. pr. år og udbetales mod
dokumentation til dækning af egentlige boligudgifter.
Godtgørelsen kan ydes i op til 3 måneder efter
medlemskabets ophør. Et medlem, som en gang er begyndt at
modtage godtgørelse for en supplerende bolig efter dette
stykke, kan fortsætte hermed for den samme bolig, selv om
Folketinget siden måtte få mulighed for at stille en
bolig til rådighed for medlemmet.
Stk. 4. Til et
ordinært medlem, der får stillet en bolig til
rådighed efter stk. 2 eller modtager godtgørelse for
en fast supplerende bolig efter stk. 3, udbetales uden
dokumentation 20.000 kr. pr. år til dækning af udgifter
i forbindelse med dobbelt husførelse. Tilsvarende
gælder for et medlem af Folketingets Præsidium, hvis
den pågældende ville være berettiget til en bolig
efter stk. 2, såfremt vedkommende ikke var medlem af
Præsidiet.
Stk. 5. Under
tilsvarende omstændigheder som de i stk. 3 nævnte kan
et ordinært medlem, som ikke har fast supplerende bolig i
Københavnsområdet, få dækket udgifter til
hotelovernatning i Københavnsområdet i forbindelse med
møder som led i folketingsarbejdet.
Stk. 6. Har Folketinget
efter tildelingen i henhold til stk. 1 og 2 ledige boliger til
rådighed, kan disse efter ansøgning vederlagsfrit
stilles til rådighed for andre ordinære medlemmer af
Folketinget for et folketingsår ad gangen.
Stk. 7. Ved tildelingen
af ledige boliger efter stk. 6 lægges navnlig vægt
på medlemmets samlede rejsetid med offentlige
transportmidler, herunder ventetider, antal skift mellem
transportmidler samt senest mulige tidspunkt for hjemtransport.
Helbredsmæssige, økonomiske eller sociale forhold kan
dog også inddrages ved vurderingen.
Stk. 8. En bolig, der
stilles til rådighed for et medlem efter stk. 6, kan fra
Folketingets side opsiges med 2 ugers varsel, hvis der er behov for
at stille boligen til rådighed for et medlem, der er
berettiget hertil efter stk. 1 og 2. Ved vurderingen af, hvilket
medlem der skal fraflytte en tildelt bolig lægges der
vægt på samme forhold som ved tildelingen af ledige
boliger, jf. stk. 7.
Stk. 9. Uden for de i
stk. 5 nævnte tilfælde kan et ordinært medlem,
som ikke har en bolig stillet til rådighed efter reglerne i
stk. 1, 2 eller 6 og ikke modtager godtgørelse for en fast
supplerende bolig efter stk. 3, i et kalenderår få
dækket udgifterne til op til 12 overnatninger på hotel
i Københavns-området i forbindelse med møder
som led i folketingsarbejdet.
Stk. 10. Et
ordinært medlem af Folketinget kan i et kalenderår
få dækket udgifterne til op til 12 hotelovernatninger i
den storkreds, hvor medlemmet er opstillet, i forbindelse med
møder i storkredsen, hvis afstanden mellem storkredsen og
medlemmets bopæl gør det rimeligt. Der ydes dog ikke
dækning af udgifter til hotelovernatning efter 1. pkt. til
medlemmer, der er opstillet i Københavns eller
Københavns Omegns Storkredse, og som har en bolig stillet
til rådighed efter stk. 1, 2 eller 6 eller modtager
godtgørelse for en fast supplerende bolig efter stk. 3.
Stk. 11. Værdien
af en bolig, der stilles til rådighed efter stk. 1, 2 eller 6
for et medlem af Folketinget, godtgørelse for fast
supplerende bolig efter stk. 3, godtgørelse for dobbelt
husførelse efter stk. 4 og værdien af
hotelovernatninger, som dækkes efter stk. 5, 9 og 10,
indgår ikke i den skattepligtige indkomst. Der kan ikke
foretages fradrag i den skattepligtige indkomst for udgifter, der
er forbundet med folketingsarbejdet, herunder boligudgifter,
indenlandsk befordring m.v.
Stk. 12. Beløbene
i stk. 3 og 4 er angivet i oktober 1999-niveau. Beløbene
reguleres med samme procentvise ændring (1 decimal) som den
procentvise ændring i det samlede forbrugerprisindeks
henholdsvis forbrugerprisindeksets boligpost i forhold til juli
1999. De regulerede beløb afrundes til hele kroner.
Reguleringer sker på grundlag af indeks for januar og juli
for tidsrummene 1. april-30. september og 1. oktober-31. marts.
Første regulering foretages pr. 1. april 2000.
Stk. 13. Udvalget for
Forretningsordenen fastsætter nærmere regler om
medlemmers mulighed for at få stillet en bolig vederlagsfrit
til rådighed efter stk. 1, 2, 6, 7 og 8 og modtage
godtgørelse for boligudgifter m.v. efter stk. 3, herunder om
krav til dokumentation for egentlige boligudgifter og om beregning
af udgifter til ejerbolig og lign. , jf. stk. 3, 2. pkt., og
retningslinjer for tildeling af ledige boliger efter stk. 6.
Udvalget for Forretningsordenen fastsætter endvidere
nærmere regler om godtgørelse af egentlige
boligudgifter efter medlemskabets ophør, jf. stk. 3, 3.
pkt., og om dækning af udgifter til hotelovernatning efter
stk. 5, 9 og 10 og hotelovernatning i forbindelse med
udtræden af Folketinget. Udvalget for Forretningsordenen
fastsætter ydermere regler om folketingsmedlemmers adgang til
ydelser efter denne paragraf under orlov og om adgangen til at
bevare sådanne ydelser efter en flytning.
Stk. 14. Udvalget for
Forretningsordenen kan fastsætte regler om, at de ydelser,
som efter bestemmelserne i denne paragraf tildeles ordinære
medlemmer af Folketinget, under tilsvarende omstændigheder
skal tilkomme midlertidige medlemmer eller nærmere bestemte
kategorier af midlertidige medlemmer. I givet fald finder stk. 11
tilsvarende anvendelse.
§ 109 b.
Der kan til et medlem af Folketinget ydes godtgørelse for
kørsel i egen bil ved befordring mellem bopælen og den
for medlemmet mest hensigtsmæssige offentlige
transportforbindelse til og fra Folketinget. I særlige
tilfælde, hvor det ikke er muligt eller ikke skønnes
hensigtsmæssigt at benytte offentlige transportmidler, kan
Folketingets formand beslutte, at der i nærmere bestemt
omfang skal ydes et medlem godtgørelse for kørsel i
egen bil i Danmark til varetagelse af det politiske arbejde.
Befordringsgodtgørelse for kørsel i egen bil efter 1.
og 2. pkt. pr. kørt kilometer sker efter de satser, som er
fastsat af Skatterådet, jf. ligningslovens § 9 B.
Befordringsgodtgørelsen medregnes ikke i den skattepligtige
indkomst.«
5. § 120,
stk. 1, 3. pkt., ophæves.
6. I
§ 124, stk. 1, ændres
»hans pligter« til: »pligterne«, og tre
steder ændres »han« til:
»formanden«.«
7. I
§ 125, 1. pkt., ændres
»af ham« til: »af vedkommende« og
»for hans« til: »for den
pågældendes«.
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. april 2012.
Stk. 2. Medlemmer af
Folketinget, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden
har fået stillet en bolig vederlagsfrit til rådighed
efter § 108, stk. 4, og medlemmer, der modtager
godtgørelse for boligudgifter efter § 108, stk. 5, jf.
lovbekendtgørelse nr. 107 af 8. februar 2011, kan
fortsætte hermed i henhold til disse regler.