Jeg tror, at ministeren blander ret mange forskellige ting sammen her, for det er slet ikke det, jeg taler om.
Ministeren siger, at man er imod særtilskud, men det håber jeg da ikke, for ministeren har selv lige stået og sagt, at man jo netop har et udkantstilskud på gymnasieområdet, der sørger for, at gymnasier i tyndtbefolkede områder kan opretholde deres uddannelsesudbud.
Det, jeg så siger, er:
Skulle man ikke også gøre det i områder, hvor der er en ekstra uddannelsesopgave, fordi der er nogle elever, der har nogle forudsætninger, som er svagere end elevers fra hjem, hvor de har en lang tradition for at tage en videregående uddannelse?
Ministeren er da lidt naiv, hvis man ikke tror, at der selvfølgelig er forskel på forudsætningerne for at tage en uddannelse.
Det er rigtigt, at man kan være parat til at starte på gymnasiet, men der er nogle, der skal have meget mere lektiehjælp end andre.
Der er nogle, der kan hente lektiehjælpen hjemme.
Der er nogle, der ikke kan.
De skoler, som har elever, som må hente lektiehjælpen på skolen, de skoler, som har elever, som skal have noget ekstra hjælp, får i dag ikke et ekstra tilskud.
Det synes jeg er ulige konkurrence.
Det synes jeg er meget uliberalt.
Vil ministeren ikke være med til at lave et socialt taxameter, sådan at man sikrer, at der ikke er A- og B-gymnasier, og at der ikke er en skævhed gymnasierne imellem?