Fremsat den 4. november 2010 af Frank Aaen
(EL), Line Barfod (EL), Per Clausen (EL) og Johanne Schmidt-Nielsen
(EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om at videreføre Eik Bank Danmark som en
statsejet bank
Folketinget pålægger regeringen at træffe de
fornødne foranstaltninger til, at Eik Bank Danmark
videreføres som en statsejet bank.
Bemærkninger til forslaget
Den danske del af Eik Bank er overtaget af statsselskabet
Finansiel Stabilitet A/S. Eik Bank er landets største
netbank med ca. 100.000 kunder. Der er således en oplagt
mulighed for at videreføre banken som en statslig bank, der
kan tilbyde alle danskere en billig og tryg bankforbindelse med
lønkonto, mulighed for kassekredit, boliglån og andre
almindelige bankydelser.
Banken skal frigøres fra de spekulative forretninger, der
væltede Eik Bank, ligesom den ikke fremover skal gå ind
i spekulative aktiviteter. Banken skal alene og billigst muligt
tilbyde lønmodtagere og andre almindelige bankkunder basale
bankydelser.
Erfaringerne fra finanskrisen viser, at det har været
spekulation på ejendomsmarkedet og i internationale
værdipapirer, der har kostet store tab. De aktiviteter skal
en statslig bank afholde sig fra og udelukkende koncentrere sig om
traditionelle bankaktiviteter.
Den danske del af Eik Bank skal være basis for den nye
statsbank, men det kan overvejes at overføre nogle af de
øvrige bankaktiviteter, der administreres af staten via
Finansiel Stabilitet A/S, til den nye bank
Både etableringen og driften af den nye statsbank skal ske
på kommercielle vilkår af hensyn til
konkurrencelovgivningen.
Skriftlig fremsættelse
Frank Aaen
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
videreføre Eik Bank Danmark som en statsejet bank.
(Beslutningsforslag nr. B 20)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.