L 89 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven.

(Indførelse af ret til rehabilitering (efterbehandling)).

Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Forkastet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 09-12-2009

Fremsat: 09-12-2009

Fremsat den 9. december 2009 af Sophie Hæstorp Andersen (S), Karen J. Klint (S), Flemming Møller Mortensen (S), Karl H. Bornhøft (SF), Jonas Dahl (SF) og Ole Sohn (SF)

20091_l89_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 9. december 2009 af Sophie Hæstorp Andersen (S), Karen J. Klint (S), Flemming Møller Mortensen (S), Karl H. Bornhøft (SF), Jonas Dahl (SF) og Ole Sohn (SF)

Forslag

til

Lov om ændring af sundhedsloven

(Indførelse af ret til rehabilitering (efterbehandling))

§ 1

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 539 af 17. juni 2008 og § 1 i lov nr. 530 af 12. juni 2009 og senest ved § 1 i lov nr. 531 af 12. juni 2009, foretages følgende ændringer:

1. § 84 affattes således:

 »§ 84. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om, at regions­rådet tilbyder en rehabiliteringsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for fortsat rehabilitering efter udskrivning fra et sygehus.«

2. Kapitel 39 affattes således:

»Kapitel 39

Rehabilitering

 § 140. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri rehabilitering til personer, der efter udskrivning fra et sygehus har et lægefagligt begrundet behov for rehabilitering, jf. § 84 om rehabiliteringsplaner.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens indsats efter stk. 1 tilrettelægges i sammenhæng med de kommunale rehabiliteringstilbud m.v. i henhold til anden lovgivning.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om rehabilitering i henhold til stk. 1 ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private institutioner.

Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om patienternes muligheder for at vælge mellem rehabiliteringstilbud.«

3. § 251 med tilhørende overskrift affattes således:

»Rehabilitering

 § 251. Bopælskommunen afholder udgifter til rehabiliteringsydelser efter § 140.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Generelle bemærkninger

Rehabilitering (efterbehandling) bygger på ideen om at genetablere en meningsfuld tilvæ­relse og sikre det bedst mulige fysiske, psykiske og sociale niveau for personer, som er ramt af ­syg­dom.


Det er dokumenteret, at patienter gerne tager imod det rette rehabilite­rings­til­bud, og at re­habilitering øger patienternes tilfredshed og livs­kvalitet. Det er også doku­men­teret, at re­ha­biliteringsprogrammer kan reducere dødeligheden af ek­sem­­pelvis hjertesyg­domme med 35 pct. og risikoen for en ny blodprop med 29 pct.


Det anbefales sædvanligvis, at rehabiliterings­pro­gram­mer omfatter patientin­formation og under­visning, fysisk træ­ning, støtte til rygestop, støtte til kostomlæg­ning, psykosocial støt­te, opti­meret medi­cinsk behandling samt risikofaktorkontrol, klinisk opfølgning og vedli­ge­hol­­­del­­se af ændret livsstil.


Reha­biliteringen omfatter altså andet og langt mere end fysisk genoptræning. Ikke mindst den psykosociale støtte er vigtig. Alene på kræftområdet og hjerteområdet rammes hen­holds­vis omkring 25 pct. og 20 pct. af patienterne af en behandlingskrævende depression som følge af deres syg­dom.


På trods af at der er god dokumentation for effekten af rehabilitering, viser undersøgel­ser på kræftområdet og på hjerteområdet, at alt for få patienter får tilbudt sundhedsmæs­sig rehabi­litering, og at omfanget af sund­heds­mæs­­sige rehabiliteringstilbud er forskelligt, alt efter hvor i landet man har bopæl.


Før vedtagelsen af sundhedsloven udførte amterne (sygehusene) i et vist omfang sund­heds­mæssige reha­bili­te­ringsopgaver. Amterne var ikke forpligtet til at til­by­de patienterne rehabilitering, men bl.a. fordi Sundhedsstyrelsen inden for flere syg­doms­områder har ud­sendt anbefalinger og vej­ledninger om rehabilitering, arbejdede en del sy­ge­huse hermed.


Med vedtagelsen af sundhedsloven og de tilhørende bekendtgørelser fik regioner og kom­muner et tydeligt ansvar for specialiseret og ikkespecialiseret fysisk genoptræning, mens sund­heds­­loven ikke forholder sig tydeligt til spørgsmålet om andre sundhedsmæssige re­habilite­rings­elementer.


I oktober 2007 svarede indenrigs- og sundhedsministeren på SUU alm. del - spørgsmål 723, folketingsåret 2006-07, bl.a. at, »rehabilitering [udover fysisk genoptræning og vederlagsfri fysiote­rapi] er ikke en ydel­­­se, der regu­leres af sundhedsloven«. Ministeren henviste samtidig til, at og­så spe­cial­­un­­­der­­vis­nings­­­lov­givnin­gen, beskæftigelseslovgivningen og den sociale lovgiv­ning inde­holder (ikke sundhedsmæssige) rehabiliteringselementer.


I et svar til Folketinget i marts 2009 supplerede ministeren sin besvarelse og henviste bl.a. til, at også patientrettede fore­byggel­ses­tiltag efter sund­heds­lovens § 119 vil kunne være kompo­nenter i en rehabi­lite­rings­ind­sats, og at indsatsen består i at identificere og koor­di­nere ydel­ser, der vil kunne være relevante i det individuelle rehabiliteringsforløb.


Det er forslagsstillernes opfattelse, at den nødvendige identifikation og koordinering bedst muligt sikres, ved at regionsrådet tilbyder en rehabiliteringsplan - frem for som i dag kun en genop­træ­ningsplan - til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for fortsat re­habilitering efter udskrivning fra et sygehus.


Forslaget sikrer, at det udskrivende sygehus kan forholde sig til patientens samlede sund­heds­mæssige situation og behov frem for kun at forholde sig til behovet for fysisk genop­træ­ning.


Rehabiliteringsplanen er samtidig patientens sikkerhed for en målrettet sundhedsmæssig rehabiliteringsindsats efter udskrivning fra et sygehus.


Med lovforslaget gøres det samtidig tydeligt, at kommunerne har ansvaret for al den reha­bi­li­te­ring, der ikke foregår under indlæggelse på et sygehus, og at kun den rehabiliterings­ind­sats, der sker under patientens ophold på et sygehus, er sygehusets ansvar. Det forudsættes dog, at rehabilitering altid skal ydes på et sygehus, hvis patienten har be­hov for reha­bi­lite­ringsydelser, der kræver et sygehus´ ekspertise, udstyr m.v.


Det forudsættes endvidere, at kommunalbestyrelsens rehabiliteringsindsats tilrettelægges i sammenhæng med de kommunale rehabiliteringstilbud m.v. i henhold til anden lovgivning, jf. den foreslåede ændring af sundhedslovens 140, stk. 2.


Forslagsstillerne er opmærksomme på, at der på (dele af) visse sygdomsområder er udar­bejdet forløbsprogrammer, der omfatter rehabiliteringselementer. Dette afhjælper imidlertid kun langsomt problemet med manglende rehabilitering, ligesom det stiller de patient­grup­per - eksempelvis apopleksipatienter - der ikke er omfattet af forløbsprogrammer, i en dår­ligere situation.


Den manglende rehabilitering går ikke mindst ud over socialt svage patienter, som ofte er dem, som har sværest ved at følge deres medicinske behandling, stoppe med at ryge og fastholde livs­stilsændringer og derfor unødvendigt bliver ramt af ny sygdom.


Hvis den enkelte patient skal have lige muligheder, er det derfor nødvendigt at give alle pa­tienter den samme retsstilling og at tilpasse sund­hedsvæsnets tilbud til den enkeltes forudsætninger og vilkår.


Forslagsstillerne foreslår derfor, at sundhedsloven ændres således, at sundheds­mæssig rehabilitering bliver en patientrettighed, der sikres gennem udarbejdelse af en individuel rehabiliteringsplan.


Sundhedsstyrelsen skal som hidtil udarbejde nærmere faglige retningslinjer for rehabi­li­te­­rings­ind­satsen, herunder retningslinjer for, om rehabilitering skal finde sted på et sygehus eller i kommunalt regi.


Økonomiske konsekvenser

Det estimeres, at udgifterne til at indføre en patientrettighed til rehabilitering koster 300 mio. kr., der finansieres via øgede afgifter på tobak, mættet fedt, slik og sukker som foreslået i Socialdemokratiets og SF's skatteudspil.


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser


Til § 1


Til nr. 1


Med forslaget indføres der adgang til, at ministeren for sundhed og forebyggelse kan fast­sætte nærmere regler om, at regions­rådet tilbyder en rehabiliteringsplan til patienter, som har et lægefagligt begrundet behov for fortsat rehabilitering efter udskrivning fra et syge­hus.


Forslaget gør det muligt for regionsrådet (de enkelte sygehuse) at udarbejde rehabilite­rings­planer, der tager højde for patientens samlede sundhedsmæssige situation og behov for sundhedsmæssig ef­ter­behandling.


Til nr. 2


Med ændringsforslaget får kommunerne pligt til at yde vederlagsfri rehabilitering til per­soner, der efter udskrivning fra et sygehus har et lægefagligt begrundet behov for reha­bi­litering.


Dermed udvides bestemmelsen fra kun at omfatte fysisk genoptræning til at omfatte en samlet sundhedsmæssig rehabiliteringsindsats.


Til nr. 5


Konsekvensændring som følge af den foreslåede ændring af § 140.


Til § 2


Det foreslås, at de ændrede regler træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.



Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov


Gældende formulering
 
Lovforslaget
§ 84. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om, at regionsrådet tilbyder en genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for fortsat genoptræning efter udskrivning fra sygehus.
Kapitel 39
Genoptræning
§ 140. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra et sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, jf. § 84 om genoptræningsplaner
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens indsats efter stk. 1 tilrettelægges i sammenhæng med de kommunale træningstilbud m.v. i henhold til anden lovgivning.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om genoptræning i henhold til stk. 1 ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private institutioner.
Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om patienternes mulighed for at vælge mellem genoptræningstilbud.
Genoptræning
§ 251. Bopælskommunen afholder udgifter til genoptræningsydelser efter
§ 140.
 
§ 1
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 539 af 17. juni 2008 og § 1 i lov nr. 530 af 12. juni 2009 og senest ved § 1 i lov nr. 531 af 12. juni 2009, foretages følgende ændringer:
1.§ 84 affattes således:
§ 84.Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om, at regionsrådet tilbyder en rehabiliteringsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for fortsat rehabilitering efter udskrivning fra sygehus.
2.Kapitel 39 affattes således:
Kapitel 39
Rehabilitering
§ 140. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri rehabilitering til personer, der efter udskrivning fra et sygehus har et lægefagligt begrundet behov for rehabilitering, jf. § 84 om rehabiliteringsplaner
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens indsats efter stk. 1 tilrettelægges i sammenhæng med de kommunale rehabiliteringstilbud m.v. i henhold til anden lovgivning.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om rehabilitering i henhold til stk. 1 ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private institutioner.
Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om patienternes mulighed for at vælge mellem rehabiliteringstilbud.
3.§ 251 med tilhørende overskrift affattes således:
Rehabilitering
§ 251. Bopælskommunen afholder udgifter til rehabiliteringsydelser efter § 140.«


Skriftlig fremsættelse

Sophie Hæstorp Andersen (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Indførelse af ret til rehabilitering (efterbehandling)).

(Lovforslag nr. L 89).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.