Skriftlig fremsættelse (17. marts
2010)
Økonomi- og
erhvervsministeren (Brian Mikkelsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om Visitdenmark
(Lovforslag nr. L 159).
Formålet med lovforslaget er at etablere en mere
sammenhængende og effektiv organisering af
turismefremmeindsatsen i Danmark.
Med lovforslaget etableres et nyt Visitdenmark. Det nye
Visitdenmark skal fokusere på at markedsføre og brande
dansk turisme i udlandet med henblik på at tiltrække
flere turister, der kan øge indtjeningen i turismeerhvervet.
Derudover skal det nye Visitdenmark have en mindre og mere
forretningsorienteret bestyrelse. Der oprettes en rådgivende
nomineringskomité, med erhvervets deltagelse, som skal
anbefale kandidater til det nye Visitdenmarks bestyrelse. Det er
økonomi- og erhvervsministeren, der udpeger
bestyrelsen.
Lovforslaget indebærer samtidig en klarere rolle- og
ansvarsfordeling mellem de offentlige turismeaktører i
Danmark på nationalt, regionalt og kommunalt niveau samt en
styrket tværgående koordination af den offentlige
turismefremmeindsats.
Visitdenmark får ansvaret for at koordinere alle
væsentlige internationale markedsførings- og
brandingaktiviteter over 250.000 kr. med offentlig medfinansiering.
I den forbindelse lægges der desuden op til en
konsekvensændring af erhvervsfremmeloven om, at regionale og
kommunale turismeaktører forudgående skal koordinere
væsentlige aktiviteter relateret til international
markedsføring med Visitdenmark.
De regionale og kommunale turismeaktører får
sammen med erhvervet ansvaret for at understøtte
produktudviklingen og oplevelsesudviklingen inden for
turismefremmeindsatsen. Myndighedsopgaverne i den statslige
turismefremmeindsats vil fremover blive varetaget af
Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Endvidere lægger lovforslaget op til en styrkelse af den
tværgående koordination af den samlede offentlige
turismefremmeindsats mellem erhvervet, staten, regionerne og de
kommunale aktører gennem nedsættelsen af en
tværgående koordinationsgruppe. Danmarks
Vækstråd inddrages i denne sammenhæng.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli
2010.
Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt
henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal
jeg hermed anbefale forslaget til Tingets velvillige
behandling.