Skriftlig fremsættelse (25. februar
2010)
Transportministeren (Hans Christian
Schmidt):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om Naviair.
(Lovforslag nr. L 139).
Nærværende lovforslag har til formål at
omdanne statsvirksomheden Naviair til en selvstændig
offentlig virksomhed (SOV) med henblik på at styrke
virksomhedens position i den fremtidige grænseoverskridende
udøvelse af luftfartstjeneste, ved at fokusere på den
forretningsmæssige drift, herunder effektivitet og
konkurrencedygtighed, og dermed styrke Naviair i
samarbejdsrelationerne med udenlandske
flyvesikringstjenester.
Det er hensigten, at Naviair i regnskabs- og
skattemæssige henseende skal etableres med virkning fra 1.
januar 2010. Der forelægges for Folketingets Finansudvalg et
aktstykke, hvori de bevillingsmæssige aspekter af omdannelsen
til SOV nærmere er beskrevet.
Med lovforslaget bliver Naviair i retligt henseende en
selvstændig juridisk person, hvis formål er at drive
luftfartstjenester inden for rammerne af lov om luftfart m.v.
Herudover kan drives anden virksomhed, som har
forretningsmæssig sammenhæng med
luftfartstjenester.
Lovforslaget giver Naviair mulighed for at oprette
datterselskaber, erhverve ejerandele i andre virksomheder og
selskaber samt indgå samarbejdsaftaler og lignende
såvel i Danmark som i udlandet i forbindelse med
udøvelsen af sin virksomhed.
Naviair etableres som SOV på et kapitalgrundlag, der
sikrer, at Naviair kan løfte sine opgaver, også i en
tid præget af vanskeligheder for luftfartsbranchen.
Virksomheden skal ledes af en bestyrelse på mellem 6 og
9 medlemmer, og der afholdes bl.a. årligt
virksomhedsmøde svarende til generalforsamlingen i et
aktieselskab. Bestyrelsen udpeges af transportministeren, og
medarbejderne vælger repræsentanter til bestyrelsen
efter reglerne i aktieselskabsloven.
Naviairs omkostninger til drift, anlæg og afskrivninger
mv. vil som hidtil primært blive dækket af betaling fra
brugerne (luftfartsselskaberne m.v.). En mindre del af Naviairs
indtægter, som bl.a. omfatter tilskud til dækning af
Naviairs omkostninger vedr. lufttrafiktjeneste i det nedre luftrum
i Grønland, vil dog fortsat blive udført på
basis af en finanslovsbevilling.
Tilsynet, som ejer, med Naviairs virksomhed udøves af
transportministeren, som mødes med bestyrelsen med
regelmæssige mellemrum. Endvidere fører SLV som
regulerende og tilsynsførende myndighed tilsyn med Naviair
som certificeret luftfartstjenesteudøver, og Naviair er i
den forbindelse forpligtet til at udlevere alle oplysninger, der er
nødvendige for SLVs tilsyn.
På det personalemæssige område lægges
der op til en ordning, hvor kompetencen til at indgå aftaler
om løn- og ansættelsesvilkår formelt vil blive
fastholdt ved finansministeren (Personalestyrelsen), men at
Naviair, efter finansministerens nærmere bestemmelse, kan
få råderum til f.eks. at indgå mere
virksomhedsspecifikke aftaler med konkurrencedygtige
vilkår.
Naviair vil i kraft af sin status som selvstændig
offentlig virksomhed oprettet ved lov være en del af den
offentlige forvaltning og dermed omfattet af offentlighedsloven,
forvaltningsloven og lov om Folketingets Ombudsmand.
Lovforslaget indeholder positive virkninger for samfundet,
idet Naviairs mulighed for at indgå aftaler med udenlandske
søsterorganisationer om samarbejde på
luftfartstjenesteområdet bl.a. vil medføre en mere
effektiv udnyttelse af ruterne og mindske flyvetider,
brændstofforbrug og omkostninger mærkbart, med en deraf
følgende reduktion i miljøbelastningen og
påvirkningen af klimaet.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med
tilhørende bemærkninger, anbefales forslaget til
Folketingets velvillige behandling.