B 31 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om forbud mod fiksering af søer under faring og
diegivning.
Fremsat den 4. november 2008 af
Per Clausen (EL), Line Barfod (EL),
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om forbud mod fiksering af søer under
faring og diegivning
Folketinget pålægger regeringen inden den 30. juni
2009 at fremlægge en plan, der sikrer, at det fremover bliver
forbudt at fiksere søer under faring og diegivning.
Bemærkninger til forslaget
Søernes forhold i svineproduktionen er et af de
største dyrevelfærdsmæssige problemer i Danmark.
Derfor mener forslagsstillerne, at der er brug for en markant
indsats for at forbedre deres vilkår. Et forbud mod at
fiksere søerne under faring og diegivning vil give mulighed
for et markant løft i søernes velfærd. Dyrenes
Beskyttelses indsamling af over 113.000 underskrifter til
støtte for et sådant forslag understreger, at der er
stor folkelig opbakning til at gøre en indsats på
dette område. Forslagsstillerne erkender, at et
sådant forbud ikke kan gennemføres fra den ene dag til
den anden, men mener på den anden side, at vi hurtigst muligt
skal have vedtaget en plan, der kan sikre, at vi hurtigt
bevæger os i en retning, hvor den danske svineproduktion sker
ved anvendelse af fritgående søer.
Boksene og nuværende
opstaldning
95 pct. af søerne i Danmark opstaldes i fikseringsbokse
under faring og diegivning. De indsættes op til en uge
før faring og tages ud 4-5 uger efter faring, dvs. et ophold
på op til 5-6 uger. Soen oplever dette gennemsnitligt 2,3
gange om året og i alt 6 gange, hvis soen bruges så
længe, som branchen anbefaler, og ikke bliver
aflivet/dør inden.
Søerne føder mange flere grise, end de selv kan
opfostre. Derfor bruges 10-15 pct. af søerne som
ammesøer til de overskydende grise. Ammesøerne ligger
omkring 3 uger længere fikseret i boksene.
Boksene er så trange, at søernes kroppe
næsten ikke kan være der. Det giver skader på
søernes kroppe i form af trykskader og slagskader.
Fiksering umuliggør eller hæmmer næsten al
søernes adfærd. Det gælder helt basal
adfærd som at kunne rejse sig, lægge sig og hvile
på en normal måde. Regulering af kropstemperatur,
generel beskæftigelse (rode) og adfærd speciel for
faring og diegivning, f.eks. redebygning og samspillet mellem soen
og grisene, er ligeledes hæmmet. Det giver
adfærdsforstyrrelser og forstyrrelser i stressfysiologien,
som f.eks. kan måles på hjertefrekvensen og indholdet
af hormoner.
Pattegrisenes overlevelse
I 1981 foretog Dansk Svineproduktion en sammenligning af
søer fikseret i bokse og løse søer
(trekantstien var 6,8 m2, havde
adskilt lejeareal og rigelig halm). Pattegrisedødeligheden
var den samme, lidt over 10 pct.
Arbejdstidsforbruget blev samtidig undersøgt og viste
sig mindre hos de fikserede søer, hvorfor det blev
konkluderet, at opstaldningsformen var kommet for at blive.
Argumentet i begyndelsen af 1980'erne var altså arbejdstid og
ikke pattegrisedødelighed. Efterfølgende er
pattegrisedødeligheden blevet mere aktuel, fordi man ud over
at mindske den mængde tid, plads og ressourcer (f.eks. halm),
hvert dyr må få, har avlet i retning af meget
større kuld.
Ifølge de danske erfaringer er
pattegrisedødeligheden nogle gange højere i
løsdrift. Det er dog ikke tilfældet, hvis stierne er
mindst 5 m2 og ordentligt
indrettet. Det viser en helt ny og opdateret rapport fra EU's
ekspertpanel vedrørende dyrevelfærd og -sundhed
(EFSA-rapport fra 2007).
I Schweiz, Norge og Sverige er det forbudt at fiksere
søer under faring og diegivning. (Der må dog bruges
fiksering lige omkring faring i situationer, hvor hensynet til soen
og/eller grisene kræver det, f.eks. hvis soens bagdel skrider
ud, eller dyret er meget aggressivt over for grisene). En stor
undersøgelse fra Schweiz med over 600 besætninger og
over 50.000 kuld grise viste, at der ikke er forskel på
pattegrisedødeligheden blandt de fikserede og de løse
søer.
En undersøgelse fra Dansk Svineproduktion på en
forholdsvis lille og intensiv sti i Danmark (4,6 m2 med skrå vægge til at
lægge sig op ad) tyder på, at det også i Danmark
kan lade sig gøre at holde søer i løsdrift,
uden at pattegrisedødeligheden er højere end hos
fikserede søer.
Ved sammenligning af pattegrisedødelighed hos fikserede
søer og løse søer bør der ses på
såvel dødfødte som levendefødte.
Når søer stresses omkring faring (f.eks. ved
fiksering), ses der flere dødfødte grise. Den
øgede overlevelse blandt grisene, når søerne
ikke er stressede omkring faring (som f.eks ved løsdrift)
skal derfor indgå i en retfærdig sammenligning.
Når søer går løse, skal de i
høj grad selv passe deres grise. Derfor bør man avle
i retning af at få søer, der er gode til at passe
deres unger.
Avlen bør tilpasses, så søerne
føder det antal grise, de selv kan passe (maksimalt 12). Der
fødes nu i gennemsnit 15,2 grise, hvoraf 1,7 er
dødfødte (2006). Nogle søer får over 20
grise.
I 2004 blev avlen ændret, så man nu avler for at
opnå flest mulige overlevende grise ved dag 5 - i stedet for
flest mulige levende grise ved fødsel. Det er et skridt
på vejen, men ændrer ikke ved, at kuldene stadig bliver
større. Fra 2004 til begyndelsen af 2008 er
kuldstørrelsen steget med 0,9 grise, altså
næsten en hel gris.
Sundhed
Fikseringsboksene giver skader på søerne i form
af trykskader og slagskader.
Der ses ikke skuldersår hos søer på friland
undtagen i helt ekstraordinære tilfælde. Det kan dog
ikke entydigt siges, at søer får skuldersår af
at være fikseret, og hvis de bare kommer i løsdrift,
vil de ikke få skuldersår. Grunden til det er, at
skuldersår opstår, når flere forhold
indtræffer samtidig. En af de vigtige årsager til
skuldersår er ikke desto mindre, at søer i farebokse
ligger længe på et hårdt og/eller ujævnt
gulv uden mulighed for at bevæge sig. Hvis soen samtidig
f.eks. får dårlige ben eller afmagres, kan
skuldersår opstå.
Stress hos soen
Det stresser søerne at skifte mellem forskellige
opstaldningsformer. 70 pct. af søerne går nu
løse, mens de er drægtige, og fikseres op til faring.
Det er en stor stressfaktor at udsætte søerne for,
lige før de skal føde (ud over den stress, der
skyldes, at de under alle omstændigheder flytter ind i et nyt
stimiljø).
Søer har behov for at bygge rede, når de skal
føde. Det stresser dem, når de ikke kan komme til det.
Søerne kan ikke bygge rede, når de fikseres.
Diegivning af et stort kuld store grise kan være
stressende for soen. I naturen forhindrer soen gradvis grisene i
adgangen til yveret ved at fjerne sig fra dem. Så lærer
de gradvis at indtage anden føde end mælk. I
fareboksen er soen låst fast og kan ikke fjerne sig fra
grisene.
Løsdriftstierne
Stierne skal indrettes med såvel søernes som
grisenes behov for øje. Forsøgsstier, hvor der er
taget udgangspunkt i søers og pattegrises adfærd, er i
øjeblikket under udvikling og afprøvning på
Aarhus Universitet, og resultaterne ser lovende ud.
Dyrenes Beskyttelse, flere staldproducenter, Aarhus
Universitet og Dansk Svineproduktion har sammen ansøgt om
midler til at forske og udvikle en komplet løsning for en
dyrevenlig farestald, der samtidig tager hensyn til f.eks.
landmandens arbejdsmiljø/sikkerhed.
Skriftlig fremsættelse
Per Clausen
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om forbud
mod fiksering af søer under faring og diegivning.
(Beslutningsforslag nr. B 31).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.