B 187 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af intelligente energimålere.
Fremsat den 17. april 2009 af
Margrethe Vestager (RV) og Johs. Poulsen (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af intelligente
energimålere
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingsår at tage initiativ til, at der
gennemføres forsøg med de kunder, der har fået
etableret intelligente energimålere, for at kortlægge
værdien heraf og kundernes respons herpå. Hvis
forsøgene viser, at intelligente energimålere
påvirker kundernes forbrugsmønstre,
pålægges el-, fjernvarme- og naturgasselskaberne at
etablere intelligente energimålere i alle bygninger.
Bemærkninger til forslaget
I Danmark produceres der i perioder, typisk om natten, mere
vindmøllestrøm, end der forbruges. Da el ikke kan
lagres, går energien til spilde. Med udbygningen af
vindmøllekapaciteten i de kommende år bliver problemet
endnu større. Hvis Danmark skal nå
målsætningen om at være et fossilfrit samfund og
efterleve internationale klimaforpligtelser, er der behov for at
udvikle et intelligent energisystem, hvor varmepumper, elbiler og
anden form for lagring kan udnytte vindenergien på alle
tidspunkter af døgnet. Det vil både gavne klimaet og
økonomien.
Forudsætningen for et intelligent energisystem er
imidlertid, at vi får intelligente hjem og arbejdspladser,
der kan måle og styre energiforbruget over tid. Derfor er der
behov for intelligente energimålere hos alle
energikunder.
Intelligente energimålere indeholder en chip, der kan
videregive informationer om energiforbruget til hjemmet og til
elnetselskabet. Herved bliver elforbruget synliggjort for kunden,
hvilket er forudsætningen for besparelser. Der er samtidig
store mulige energibesparelser ved, at fjernvarme- og
naturgasselskaberne etablerer fjernaflæsning hos deres
kunder.
Konsulentfirmaet Ea Energianalyse a/s anslår, at Danmark
vil kunne spare et helt kraftværk, hvis alle husstande
får intelligente energimålere, fordi målerne
gør det muligt at lægge energiforbruget dér,
hvor der er overskud af energi, og hvor den er billigst. Der er
mange muligheder for intelligent styring. For eksempel kan
energimåleren automatisk slukke for de funktioner, der ikke
er brug for i hjemmet. Desuden bliver det muligt for netselskabet
at fjernaflæse energiforbruget, hvilket medfører
administrative besparelser.
I lyset af, at selskaberne opnår en række direkte
økonomiske fordele af etablering af intelligente
energimålere (måleraflæsning, nettab osv.), og
målernes levetid skal energiselskaberne selv stå for
finansieringen. Ifølge netselskaberne er der truffet
beslutning om at etablere 1,4 millioner fjernaflæste
elmålere. Her har netselskaberne fundet det økonomisk
fordelagtigt at etablere fjernaflæsning uden at opkræve
ekstra betaling fra kunderne. Tilbage er 1,5 millioner kunder,
hvoraf den ene million er kunder hos det statsejede DONG Energy
A/S.
På denne baggrund foreslås, at der først
gennemføres forsøg med de kunder, der allerede har
fået etableret intelligente energimålere, for at
kortlægge værdien heraf og forbrugernes respons
herpå. Hvis disse forsøg viser, at det er muligt at
påvirke kundernes forbrugsmønstre,
pålægges el-, fjernvarme- og naturgasselskaberne at
etablere intelligente energimålere hos alle kunder.
Som hovedprincip skal udrulning af intelligente
energimålere udnytte eksisterende infrastruktur, ikke mindst
kundernes internetforbindelser, således at der ikke etableres
dobbelte kommunikationsveje til boligerne for forbrugernes
midler.
Skriftlig fremsættelse
Margrethe Vestager
(RV):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
indførelse af intelligente energimålere.
(Beslutningsforslag nr. B 187).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.