B 186 Forslag til folketingsbeslutning om kommunale energiselskabers mulighed for at investere i energi- og klimaoptimale løsninger.

Udvalg: Det Energipolitiske Udvalg
Samling: 2008-09
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 17-04-2009

Fremsat: 17-04-2009

Beslutningsforslag som fremsat

20081_b186_som_fremsat (html)

B 186 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om kommunale energiselskabers mulighed for at investere i energi- og klimaoptimale løsninger.

Fremsat den 17. april 2009 af Per Clausen (EL), Line Barfod (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om kommunale energiselskabers mulighed for at investere i energi- og klimaoptimale løsninger

Folketinget opfordrer regeringen til at sikre kommunale energiinvesteringsselskaber mulighed for fuldt ud at investere i energi- og klimaoptimale løsninger. Gældende lovgivning og kommunalfuldmagtsreglerne ændres i overensstemmelse med dette mål.


Folketingsbeslutningen indebærer, at kommunale energiinvesteringsselskaber skal kunne investere


- i alle former for energianlæg, der bidrager til en bæredygtig miljøproduktion og CO2-reduktion, herunder også testanlæg til el- og brintbiler og opladestationer til energivenlige biler,

- i energioptimale bygningsløsninger uden at risikere fradrag i bloktilskud og

- i enten selvstændige, kommunale selskaber eller lokale, behovsstyrede virksomheder (andelsejede eller foreningsejede), hvis investeringsmidler øremærkes til at fremme, udvikle og eventuelt producere bæredygtige og CO2-besparende teknologier i lokalsamfundet.



Bemærkninger til forslaget

Kommunale energiinvesteringsselskaber kan i dag normalt foretage investeringer inden for elforsyningslovens § 2, stk. 1, § 22 og § 37 a og varmeforsyningslovens § 23 m. Ud fra denne lovgivning er der mulighed for at investere både i energianlæg, f.eks. halmværker, brintlandsbyer, ledningsnet inden for el- og fjernvarmenet og fjernaflæste målere, og i energibesparelser.


Ønsker sådanne selskaber at engagere sig i videregående teknologiske løsninger ud fra de indhøstede kommunale erfaringer og investere i selskaber, der igangsætter en egentlig produktion af nye teknologier, opstår der imidlertid let lovgivningsmæssige vanskeligheder.


Enhedslisten har den grundopfattelse, at det kommunale demokrati frit skal kunne bidrage til miljøvenlige og CO2-reducerende klimaløsninger. Vi finder det ligeledes vigtigt, at det kommunale demokrati og dermed befolkningen får ejerskab til innovative totalløsninger.


Beslutningsforslaget indebærer eksempelvis, at Samsø Vedvarende Energi ApS, opstået i forbindelse med Samsø Kommunes investering i fem havvindmøller, og LOKE, Lolland Energi Holding A/S, opstået i forbindelse med den tidligere Nakskov Kommunes salg af Energi E2-aktier, har mulighed for at involvere sig i nye klimaløsninger, også gennem direkte ejerskab, under tre forudsætninger:


1) De kommunale investeringer skal fremme CO2-besparende teknologier eller CO2-besparende energiproduktion, som godkendes af Energistyrelsen.

2) De kommunale selskaber skal holdes vandtæt adskilte fra den øvrige kommunale drift.

3) Det kommunale energiselskab må kun få ejerskab i behovsstyrede virksomheder (hvad enten disse er rent kommunalt ejede eller ejet af kommunen og andre interessenter), hvor investeringsmidlerne udtrykkeligt - ud fra virksomhedens vedtægter eller fundats - er øremærket til fremme af CO2-besparende teknologier til gavn for klimaløsninger i lokalsamfundet.



Skriftlig fremsættelse

Per Clausen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:


Forslag til folketingsbeslutning om kommunale energiselskabers mulighed for at investere i energi- og klimaoptimale løsninger.

(Beslutningsforslag nr. B 186).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.