B 18 Forslag til folketingsbeslutning om skærpelse af bygningsreglementet.

Udvalg: Det Energipolitiske Udvalg
Samling: 2008-09
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 24-10-2008

Fremsat: 24-10-2008

Fremsat den 24. oktober 2008 af Per Clausen (EL), Line Barfod (EL), Johanne Schmidt‑Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)

20081_b18_som_fremsat (html)

Fremsat den 24. oktober 2008 af Per Clausen (EL), Line Barfod (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om skærpelse af bygningsreglementet

Folketinget opfordrer regeringen til at skærpe det gældende bygningsreglement (BR08), så lavenergiklasse 1 bliver kravet til nybyggeri fra 2010 og standarden passivhus bliver kravet til nybyggeri fra 2015.


Bemærkninger til forslaget

Lavenergiklasse 1 svarer til den bedre byggeskik i dag og kan derfor sagtens imødekommes af byggebranchen. Derudover svarer lavenergiklasse 1 til den byggeskik, der praktiseres i lande som f.eks. Tyskland og Østrig. Danmark har mistet sin førerstilling, når det gælder energirigtigt byggeri, og hvis Danmark ikke skal hægtes af i forhold til konkurrencedygtigheden i EU, er det vigtigt, at der skabes incitamenter til byggebranchen til at opgradere standarderne for energirigtigt byggeri. Desværre er det sådan, at innovationen først sker over en bred front, når lovgivningen pålægger bygherrerne at leve op til skærpede standarder. Et skærpet bygningsreglement vil således både nedbringe Danmarks energiforbrug og gavne byggebranchens konkurrencedygtighed.


Sker der derimod ikke en opstramning af bygningsreglementet, vil hovedparten af det danske byggeri være forældet, allerede når det opføres.


Hvis man gør lavenergiklasse 1 til et standardkrav fra 2010 i stedet for at indføre lavenergiklasse 2 i 2010 og vente med lavenergiklasse 1 til 2015 (som der er lagt op til i det nuværende bygningsreglement), kan man undgå en CO2-udledning på næsten 2 mio. t i de kommende 30 år. Ifølge Teknologirådet vil man samtidig spare i størrelsesordenen 10 mia. kr. og mere end det, hvis energipriserne fortsat stiger. Hertil skal så yderligere lægges værdien af 2 millioner CO2-kvoter samt værdien af mindre forurening og et bedre indeklima i nybyggeriet.


Skriftlig fremsættelse

Per Clausen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:


Forslag til folketingsbeslutning om skærpelse af bygningsreglementet.

(Beslutningsforslag nr. B 18).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.