L 146 Forslag til lov om ændring af ferieloven.

(Feriekontos renteafkast).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 28-03-2008

Fremsat: 28-03-2008

Lovforslag som fremsat

20072_l146_som_fremsat (html)

L 146 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af ferieloven. (FerieKontos renteafkast).

Fremsat den 28. marts 2008 af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov om ændring af ferieloven

(FerieKontos renteafkast)

§ 1

I ferieloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004, som ændret ved lov nr. 1420 af 22. december 2004, § 94 i lov nr. 428 af 6. juni 2005, § 5 i lov nr. 404 af 8. maj 2006 og § 6 i lov nr. 1235 af 24. oktober 2007, foretages følgende ændring:

1.§ 32, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Af renteafkastet af FerieKonto i 2008, 2009, 2010 og 2011 tilfalder op til 200 mio. kr. statskassen.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2008.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

 

1. Indledning



Lovforslaget er et led i gennemførelsen af finanslovsaftalen for 2008, som er indgået mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Ny Alliance.


 

2. Lovforslagets indhold



Renteafkastet af de indbetalte beløb til FerieKonto dækker efter de gældende regler udgifterne til administrationen af FerieKonto. Af FerieKontos renteafkast tilfalder desuden op til 100 mio. kr. statskassen årligt fra 2004 frem til og med 2008. Det resterende renteafkast tilfalder Arbejdsmarkedets Feriefond.


FerieKontos renteafkast er steget markant på grund af et stigende renteniveau og et øget antal lønmodtagere. Som led i de samlede økonomiske overvejelser foreslås det i forbindelse med finansloven for 2008, at op til 200 mio. kr. af den del af renteafkastet for 2008, 2009, 2010 og 2011, der ikke skal dække administrationen af FerieKonto, tilfalder statskassen.


Udtrykket »renteafkastet af FerieKonto i 2008, 2009, 2010 og 2011« skal forstås således, at det omfatter renter, der årligt påløber fra og med den 1. januar 2008. Desuden omfattes evt. morarenter, der indbetales i perioden fra 1. januar 2008.


Bestemmelsen vil have udtømt sin virkning den 31. december 2011.


 

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige



Statskassen får efter de gældende regler for perioden 2004-2008 op til 100 mio. kr. for hvert af årene af FerieKontos renteafkast, efter at FerieKontos administrationsomkostninger er fratrukket. Det resterende renteafkast tilfalder Arbejdsmarkedets Feriefond.


Med forslaget sker der en forhøjelse af indtægtsbevillingen på op til 100 mio. kr. for 2008 og op til 200 mio. kr. i årene 2009, 2010 og 2011.


På baggrund af forslaget vil statskassen i 2008 få en merindtægt på op til 100 mio. kr. og i årene 2009, 2010 og 2011 en merindtægt på op til 200 mio. kr. Dette vil tilsvarende medføre en mindreindtægt for Arbejdsmarkedets Feriefond i 2008 på op til 100 mio. kr. og i årene 2009, 2010 og 2011 op til 200 mio. kr.


Forslaget har ingen administrative konsekvenser for det offentlige.


Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser for regioner og kommuner.


 

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet



Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR) med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. CKR vurderer, at forslaget ikke indeholder administrative konsekvenser i et omfang, der berettiger, at lovforslaget bliver forelagt virksomhedspanelet. Forslaget bør derfor ikke forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel.


Forslaget har ingen administrative konsekvenser for erhvervslivet.


 

5. Administrative konsekvenser for borgerne



Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.


 

6. Miljømæssige konsekvenser



Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.


 

7. Forholdet til EU-retten



Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.


 

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.



Lovforslaget er sendt i høring hos Dansk Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Landsorganisationen i Danmark, FTF, Akademikernes Centralorganisation, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Ledernes Hovedorganisation, Kristelig Fagforening, Kristelig Arbejdsgiverforening, KL, Danske Regioner, Københavns og Frederiksberg kommuner, Centralorganisationernes Fællesudvalg, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, FerieKonto og Personalestyrelsen.


 

9. Sammenfattende skema

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget



 
Positive konsekvenser / mindreudgifter
Negative konsekvenser / merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Forslaget indebærer, at staten opnår en merindtægt på op til 100 mio. kr. i 2008, og en merindtægt i 2009, 2010 og 2011 på op til 200 mio. kr., afhængigt af renteniveauet mv.
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1


Til nr. 1
Det foreslås, at op til 200 mio. kr. af den del af renteafkastet af FerieKonto for 2008, 2009, 2010 og 2011, der ikke skal dække administration af FerieKonto, indbetales til statskassen. Eventuelle overskydende renter tilfalder herefter Arbejdsmarkedets Feriefond, som er en offentligretlig selvejende institution, som er omfattet af både forvaltningsloven og offentlighedsloven. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.


Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2008. Lovforslaget knytter sig til forslaget til finansloven for 2008, og det foreslås derfor, at lovforslaget får virkning fra den 1. januar 2008.



Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
§ 32. .
 
1.§ 32, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
Stk. 2. Udgifterne til administrationen af FerieKonto dækkes af renterne af de til FerieKonto indbetalte beløb, jf. § 28, stk. 1, og af renterne af for sent indbetalt feriegodtgørelse, jf. § 28, stk. 2. Af renteafkastet af FerieKonto i hvert af årene 2004, 2005, 2006, 2007 og 2008 tilfalder endvidere op til 100 mio. kr. statskassen. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om overførsel af renteafkastet til statskassen. Det resterende renteafkast tilfalder Arbejdsmarkedets Feriefond.
 
»Af renteafkastet af FerieKonto i 2008, 2009, 2010 og 2011 tilfalder op til 200 mio. kr. statskassen«.