B 33 Forslag til folketingsbeslutning om dansk deltagelse med sømilitært bidrag til styrkelse af den maritime sikkerhed ved Afrikas Horn.

Af: Udenrigsminister Per Stig Møller (KF)
Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Vedtaget

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 15-01-2008

Beslutningsforslag som fremsat

20072_b33_som_fremsat (html)

B 33 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om dansk deltagelse med sømilitært bidrag til styrkelse af den maritime sikkerhed ved Afrikas Horn.

Fremsat den 15. januar 2008 af udenrigsministeren (Per Stig Møller)

Forslag til folketingsbeslutning

om dansk deltagelse med sømilitært bidrag til styrkelse af den maritime sikkerhed ved Afrikas Horn

Folketinget meddeler sit samtykke til, at et dansk sømilitært bidrag indsættes i Task Force 150 med henblik på at bidrage til at styrke den maritime sikkerhed ved Afrikas Horn


Bemærkninger til forslaget

 

I. Det er en af regeringens udenrigspolitiske prioriteter, at der fra dansk og international side gøres en øget indsats for at medvirke til etableringen af maritim sikkerhed for den kommercielle skibsfart i særligt udsatte områder. Som en stor søfartsnation bør Danmark selv bidrage hertil gennem indsættelse af flådeenheder samt kapacitetsopbygning i nationer med svage strukturer. Kapringen af Danica White bekræftede, at et af de særligt udsatte områder er farvandet ved Afrikas Horn. Da en international maritim koalitionsstyrke, Task Force 150, allerede opererer bl.a. i dette område, vil det ligge i naturlig forlængelse heraf at udsende et dansk flådebidrag til Task Force 150 samt tilbyde at påtage sig funktionen som leder af styrken i en periode.


Task Force 150 opererer i internationalt farvand i Røde Havet, Aden Bugten, den nordlige del af Det Arabiske Hav, Oman Bugten og Somalia Bugten. Task Forcen opererer endvidere i nationale søterritorier på grundlag af samtykke fra de respektive kyststater. Flådestyrken er underlagt koalitionshovedkvarteret Combined Force Maritime Component Command i Bahrain, som er en maritim del af den amerikansk ledede Operation Enduring Freedom. Det folkeretlige grundlag for Operation Enduring Freedom er FN's Sikkerhedsrådsresolution 1368 og 1373. Task Force 150 består aktuelt af flådeenheder fra Frankrig, Pakistan, Storbritannien, Tyskland og USA. Styrken ledes aktuelt af Pakistan og er tidligere blevet ledet af bl.a. Holland, Tyskland, Storbritannien og Frankrig. Danmark bidrager aktuelt til Task Force 150 med to stabsofficerer til koalitionshovedkvarteret i Bahrain.


FN's Sikkerhedsråd har ved resolution 1772 om Somalia af 20. august 2007, vedtaget med hjemmel i FN-pagtens kapitel VII, udtrykt bekymring over konsekvenserne af pirateri og opfordret alle FN's medlemsstater med flådefartøjer og militærfly i området ud for Somalia til at være opmærksomme på tilfælde af pirateri og at træffe passende foranstaltninger til at beskytte den merkantile skibsfart i overensstemmelse med folkeretten.


Task Force 150 har som overordnet målsætning at medvirke til at forbedre den generelle sikkerhed og stabilitet i operationsområdet, herunder området omkring Afrikas Horn. Blandt andet skal Task Force 150 imødegå pirateri og terrorisme samt gennem lokal kapacitetsopbygning styrke de regionale kyststaters evne til selv at kunne opretholde den maritime sikkerhed i området.


Flådestyrkens opgaver har, siden operationen blev indledt i 2001, bevæget sig i retning af opgaver, der har fokus på maritim tilstedeværelse og generel sikkerhedsopbygning i regionen. De nuværende opgaver for Task Force 150 sigter primært mod at forhindre terroristorganisationer og relaterede aktører i at anvende havet til illegale aktiviteter, herunder spredning af masseødelæggelsesvåben, samt indsamling af informationer og efterretninger, kontinuerlig tilstedeværelse med henblik på at opretholde sikkerhed på havet og forhindre udviklingen af regionale maritime konflikter. Et tiltag i løsningen af Task Force 150's opgaver er endvidere at samarbejde med de regionale kyststater i en proces, der fremadrettet gør dem i stand til selv at opretholde den maritime sikkerhed ved udvikling af deres egne sikkerhedsmekanismer. Desuden skal Task Force 150 enheder kunne bidrage i forbindelse med naturkatastrofer, humanitære katastrofer og søulykker.


II. I forlængelse af de hidtidige danske bidrag til Task Force 150 og under henvisning til den vægt, som man fra regeringens side tillægger forbedringen af sikkerheden for den internationale kommercielle søfart, herunder bl.a. gennem aktiv imødegåelse af pirateri, foreslår regeringen at yde et dansk sømilitært bidrag til Task Force 150 - som udgangspunkt i en fire-måneders periode i 2008 (forventeligt i perioden august til december) i form af udsendelse af et fleksibelt støtteskib af Absalon-klassen inkl. helikopter med en samlet besætning på ca. 114 personer samt Chefen for Søværnets Taktiske Stab med stab bestående af ca. 40 personer til funktionen som Commander Task Force 150. Hertil kommer et supplerende personelbidrag på op til tre personer til Combined Force Maritime Component Command samt ca. tre personer til varetagelse af logistik i land. Der vil i alt være tale om et bidrag på op til ca. 160 personer.


Opgaverne for et dansk sømilitært bidrag til Task Force 150 vil være centreret omkring tilvejebringelsen af generel international sikkerhed, herunder bl.a. gennem bekæmpelse af pirateri, som udgør en trussel mod den maritime sikkerhed i området, herunder for den kommercielle skibsfart. Det danske styrkebidrag vil som led heri med flagstatens samtykke bl.a. kunne inspicere civile skibe.


Regeringen finder det endvidere vigtigt, at de regionale kyststater i størst mulig omfang får mulighed for selv at kunne opretholde den maritime sikkerhed. Derfor vil der - i det omfang det er muligt - blive ydet støtte til regional kapacitetsopbygning i forbindelse med det danske sømilitære bidrags udsendelse. Den endelige sammensætning, størrelse og finansiering af støtten vil afhænge af hvilke tiltag (militære og/eller civile), der kan aftales med de regionale organisationer, enkelte stater i området og/eller øvrige task force deltagere.


III. Det danske styrkebidrag vil være undergivet folkeretten. FN's havretskonvention indeholder i kapitel VII om det åbne hav en række generelle bestemmelser om flådefartøjers adgang til at træffe foranstaltninger til bl.a. bekæmpelse af pirateri. Disse bestemmelser indebærer adgang for flådefartøjer til at opbringe piratskibe eller skibe, som pirater har bemægtiget sig og har kontrol over, samt tilbageholde personer om bord på disse skibe. Endvidere er der adgang til at inspicere skibe, der bl.a. mistænkes for at blive anvendt til pirateri. Da alle danske flådefartøjer, der opererer på det åbne hav, folkeretligt kan træffe sådanne foranstaltninger, gælder det også bidraget til ovennævnte operation. Herudover vil det danske sømilitære bidrag alene have mandat til magtanvendelse i selvforsvar. Dette omfatter også en adgang til at udøve selvforsvar af øvrige koalitionspartneres bidrag.


Det bemærkes, at der ikke i Task Force 150 findes et fælles sæt regler for magtanvendelse, men at disse fastsættes af den enkelte nation, og at øvrige nationers regler for magtanvendelse kan være udvidede eller indskrænkede i forhold til de danske.


Forsvarets personel vil under udsendelsen være omfattet af forsvarets særlige erstatnings- og godtgørelsesordning.


IV. Forsvarets Efterretningstjeneste har afgivet følgende trusselsvurdering for farvandet ud for Afrikas Horn og operationsområdet for Task Force 150 i øvrigt:


»FE vurderer, at truslen fra terrorangreb mod flådefartøjer fra TF 150 er LAV på åbent hav. Terrortruslen ved havneanløb og kystnære operationer er MIDDEL i Djibouti. I forbindelse med kystnære operationer ved Iran, Pakistan, Saudi-Arabien, Somalia, Yemen, Ægypten og det nordlige Sudan er terrortruslen MIDDEL. Generelt vurderer FE, at der INGEN trussel er fra piratangreb mod et dansk flådefartøj i TF 150-området. FE vurderer dog, at truslen fra piratangreb mod handelsskibe i hele området for TF 150 er HØJ, undtagen ved Kenya, hvor truslen er MIDDEL, og ved Pakistan, hvor der INGEN trussel er. FE vurderer, at den militære trussel mod et dansk flådefartøj fra Eritrea, Iran og Sudan er LAV. Ved kystnære operationer ved Somalia vurderer FE dog, at truslen fra oprørsgrupper er MIDDEL. FE vurderer, at der INGEN militær trussel er mod TF 150 fra de øvrige lande i området. FE vurderer, at der INGEN trussel er fra civile uroligheder rettet mod et dansk flådefartøj under havneanløb i Djibouti. Den generelle trussel fra civile uroligheder i Djibouti er LAV.«


V. Regeringen foreslår, at Folketinget meddeler sit samtykke til, at et dansk sømilitært bidrag indsættes i Task Force 150 med henblik på at bidrage til at styrke den maritime sikkerhed ved Afrikas Horn.


Regeringen vil løbende vurdere det danske bidrags sammensætning med henblik på at sikre en effektiv opgaveløsning. Såfremt det skulle vise sig hensigtsmæssigt at forlænge bidragets udsendelse, justere bidraget væsentligt, genindtræde i Task Force 150, eller såfremt der skulle ske en væsentlig ændring i opgavernes karakter eller operationsområdet, vil regeringen rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn herom eller på ny forelægge sagen for Folketinget.


VI. Udsendelsen af det fleksible støtteskib af Absalon-klassen med personel til varetagelse af rollen som styrkechef samt til støttefunktioner i land vurderes at kunne medføre merudgifter på op til ca. 45 mio. kr. i 2008 afhængig af sammensætningen af det konkrete bidrag. Merudgifterne vil kunne afholdes inden for den ramme, der forventes afsat på forslag til finanslov 2008 til forsvarets internationale operationer på § 35.11.26.10. og medfører ikke, at reserven øges i forhold til det forudsatte på det bortfaldne forslag til finanslov 2008.