Spm. nr. S 3756

2) Til statsministeren af:
Morten Messerschmidt (DF):
»Hvad mener statsministeren er baggrunden for, at det alene er formændene for Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen, der skal skrive under på Berlinerklæringen, og er statsministeren enig i, at dette er en god måde at standse den store uenighed på, der har vist sig at være om erklæringens indhold?«

Det andet spørgsmål handler om den proces, der ligger bag Berlinerklæringen, hvor jeg synes det er meget foruroligende, at en erklæring, der nu skal være springbræt til, at man kan gå videre med ratifikationen af den forfatning, der egentlig er død, eller i hvert fald med en traktat, der ligger meget tæt på, kun skal vedtages, godkendes og underskrives af EU-institutionerne, nemlig Ministerrådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen.
     Det er jo altså medlemsstaterne, som ratificerer og tiltræder traktaterne, og derfor ville det være naturligt, at man i en erklæring, som handler om, at man gerne vil have en ny traktat, havde ladet alle medlemsstaternes regeringschefer, herunder den danske statsminister, skrive under.
     Jeg vil gerne høre, om ikke statsministeren er enig i, at det er noget unaturligt, at det er EU's institutioner, der underskriver en sådan erklæring i stedet for at lade medlemslandene, som jo er det bindende led i samarbejdet, skrive under.

Nej, tværtimod. Jeg synes egentlig, det er den helt rigtige fremgangsmåde, der er valgt, når man lader formanden for Det Europæiske Råd, formanden for Kommissionen og formanden for parlamentet skrive under.
     Og jeg føler mig fuldstændig dækket ind af teksten, jeg er oven i købet overordentlig tilfreds med teksten. Jeg synes, det tyske formandskab med den tyske kansler i spidsen har udarbejdet en rigtig god tekst. Det er en kort tekst, det er en klar tekst, og den rammer lige præcis den rigtige tone til den lejlighed, det drejer sig om, så jeg føler mig i den grad dækket ind.
     Jeg synes, det er praktisk, at det kun er en, der skriver under, og jeg er helt sikker på, at hvis der skulle have siddet 27 omkring bordet og forhandlet sådan en tekst, så var den både blevet meget længere, meget mindre læseværdig og meget mere uklar. Så det var den helt rigtige måde at gøre det på.

Man kan jo næsten genkende retorikken fra diskussionen om forfatningen. Det handler om, at det hele bliver mere effektivt, det handler om, at tingene bliver lettere at forstå og klarere. Javel. Men det kan åbenbart kun opnås, hvis medlemslandene ingen indflydelse får.
     For det, som statsministeren siger, er, at havde man inddraget regeringscheferne, så havde de ikke accepteret den tekst, som de nu er blevet pålagt af Rådet. Så havde de haft indvendinger, og de havde haft ting, som de ønskede med, og måske noget, de ønskede taget ud. Jeg tror, der er flere af medlemslandene, der gerne ville have haft, at man fik strøget det om den nye traktat, som åbenbart skal træde i kraft inden 2009.

     Er statsministeren ikke enig i, at det da er paradoksalt, at man på den måde skal undertrykke en uenighed
i et samarbejde, der egentlig har mottoet »Forenet i mangfoldighed«? Hvorfor skal den uenighed undertrykkes - om Tyrkiets medlemskab, om at indskrive de kristne værdier, om, hvorvidt forfatningen er god? Det forstår jeg ganske enkelt ikke.

Det er jo heller ikke nogen retvisende beskrivelse af situationen. Der er ikke nogen, der føler sig undertrykt i den her sag. Jeg talte med praktisk talt alle kolleger i forbindelse med mødet, og alle er glade for teksten, og alle står bag den. Det gør jo ingen forskel, om det er kansler Merkel, der underskriver på alles vegne, eller om 27 underskriver. Alle erklærede sig enig i teksten.
     Det er også klart, for det er en rigtig god tekst, der fastslår, at vi stræber efter frihed og fred, demokrati og retsstat, gensidig respekt. I Den Europæiske Union værner vi om medlemsstaternes identitet og forskellige traditioner. Jeg kan slet ikke forstå, hvad hr. Morten Messerschmidt har imod den tekst. Det er en rigtig god, klar og enkel tekst, der fortæller noget om, hvilke værdier det europæiske samarbejde bygger på, og hvilke resultater vi har nået i de sidste 50 år, herunder genforeningen, og de store udfordringer, vi står over for i de kommende år.
     Det er mig ubegribeligt, at hr. Morten Messerschmidt kan have så meget imod en så god politisk tekst.

Jeg skal søge at gøre statsministeren det begribeligt. Jeg skal nævne to ting.
     For det første vil jeg erklære mig fuldstændig enig i det, som statsministeren sagde inden topmødet: Der er et behov for at markere alle de kritiske elementer ved EU-samarbejdet.
     Det enorme demokratiske underskud, som findes i EU. De enorme problemer, som euroen har skabt. De enorme problemer, som de nedlagte grænser har skabt. De enorme problemer, som østudvidelsen har skabt osv. Alle disse elementer skulle have været nævnt.
     For det andet handler det om, at det jo, når statsministeren siger, at man respekterer medlemslandene osv., er rene fraser og ren propaganda. Statsministerens egne ministre har jo i øjeblikket et hyr med at forsvare den danske bopælspligt, at forsvare de danske skatteafskrivningsregler, at forsvare en lang række områder som tipsmonopoler osv. Alle disse centrale dele af det danske samfund og den danske velfærdsstats er under direkte angreb fra EF-Domstolen og fra EU's institutioner. Det harmonerer overhovedet ikke med det billede, som statsministeren søger at fremkalde, når han læser op af erklæringen om, at vi respekterer medlemslandene. Det lyder måske smukt, men det har ingen gang i virkelighens verden.

Nu lå der jo ikke meget spørgsmål i det, hr. Morten Messerschmidt sagde. Det var mere hr. Morten Messerschmidt, der blev optændt af sin inderste modvilje mod EU-samarbejdet. Men så er vi nok fremme ved det, det her drejer sig om; det er mere det, hr. Morten Messerschmidt forfølger, end selve processen omkring Berlinerklæringen.
     Jeg kan tage noget andet, som jeg da tror hr. Morten Messerschmidt synes er godt, for det gælder tilsyneladende om at muntre hr. Morten Messerschmidt en lille smule op. Der står her:
     »Sammen vil vi bekæmpe terrorisme, organiseret kriminalitet og ulovlig indvandring.«
     Det må hr. Morten Messerschmidt da være en stor tilhænger af.
     »Vi vil forsvare frihedsrettighederne og borgernes rettigheder.«
     Kan hr. Morten Messerschmidt have noget imod det? Nu ved jeg godt, at det jo ikke er mig, der skal stille spørgsmål, men hr. Morten Messerschmidt. Men i mangel af spørgsmål fra hr. Morten Messerschmidts side må jeg vel have lov til at få en debat ud af det ved at spørge: Hvem kan dog være uenig i det?

Jeg skal beklage, at statsministerens ord gjorde mig så optændt, at jeg simpelt hen ikke fik stillet et spørgsmål. Men så vil jeg søge at svare på spørgsmålene og deri lægge et spørgsmål også til statsministeren.
     Naturligvis er det glædeligt, at man vil bekæmpe den internationale kriminalitet og terrorisme osv., men hvad er virkeligheden, hvordan er de faktiske forhold i jernindustrien? EU's åbne grænser har jo skabt et paradis for international kriminalitet, for kvindehandel og for narkotikahandel. Det svømmer i dag rundt i EU og Europa i et omfang, som vi aldrig nogen sinde har oplevet før. Det samme gælder i forhold til de i øvrigt meget smukke fraser om, at man vil sikre retsstaten og forsvare individets rettigheder. Men hvad er det, der sker med f.eks. den fælles arrestordre? Det er, at man nu skaber mulighed for, at borgere i Danmark kan retsforfølges for noget, som vi i det danske Folketing ikke har søgt at kriminalisere. Det er altså ikke et forsvar for retssikkerheden, men det er undergravende for retssikkerheden.
     Mit spørgsmål til statsministeren er: Kan statsministeren ikke godt se, at den erklæring, han læser op af, er ren propaganda? Den har i den grad et ensidigt fokus på de tomme fraser fra EU's side og en fuldstændig mangel på realistisk vurdering af, hvordan forholdene er i EU.

Nej, jeg er meget uenig i hr. Morten Messerschmidts karakteristik af den her erklæring. Jeg synes, at det er den rigtige erklæring på det rigtige tidspunkt, i anledning af at vi europæere har samarbejdet i 50 år inden for rammerne af Romtraktaten.

     Jeg synes, at hr. Morten Messerschmidt skulle prøve at tænke på Europas historie. Hvis vi tager 1957 som omdrejningspunkt, der, hvor Romtraktaten blev til, og kigger på de 50 år, der gik forud for 1957, ser vi, at Europa da blev revet til blods af to verdenskrige, og befolkningerne blev undertrykt af den ene og den anden og den tredje autoritære ideologi, kommunisme, fascisme, og hvad man ellers har oplevet i Europa. Det var det, der gik forud for 1957, og der var også en uhyggelig deling af Europa med Jerntæppet.
     Prøv at sammenligne de forudgående 50 år med de 50 år, der er forløbet efter 1957, hvor vi har oplevet et Europa blomstre i frihed, fred, fremgang og større og større velstand, og nu er det også et genforenet Europa, hvor befolkningerne i øst gjorde sig fri af kommunismens åg. Jeg synes, at det var rigtigt af os at markere det i Berlin med en politisk erklæring, der netop understreger disse værdier.

Hermed sluttede spørgsmålet.