Nej, jeg er meget uenig i hr. Morten Messerschmidts karakteristik af den her erklæring. Jeg synes, at det er den rigtige erklæring på det rigtige tidspunkt, i anledning af at vi europæere har samarbejdet i 50 år inden for rammerne af Romtraktaten.
Jeg synes, at hr. Morten Messerschmidt skulle prøve at tænke på Europas historie. Hvis vi tager 1957 som omdrejningspunkt, der, hvor Romtraktaten blev til, og kigger på de 50 år, der gik forud for 1957, ser vi, at Europa da blev revet til blods af to verdenskrige, og befolkningerne blev undertrykt af den ene og den anden og den tredje autoritære ideologi, kommunisme, fascisme, og hvad man ellers har oplevet i Europa. Det var det, der gik forud for 1957, og der var også en uhyggelig deling af Europa med Jerntæppet.
Prøv at sammenligne de forudgående 50 år med de 50 år, der er forløbet efter 1957, hvor vi har oplevet et Europa blomstre i frihed, fred, fremgang og større og større velstand, og nu er det også et genforenet Europa, hvor befolkningerne i øst gjorde sig fri af kommunismens åg. Jeg synes, at det var rigtigt af os at markere det i Berlin med en politisk erklæring, der netop understreger disse værdier.
Hermed sluttede spørgsmålet.