Hvilke initiativer vil statsministerens tage fra nu af til topmødet d. 8-9. marts 2007 for at lægge maksimalt pres på de øvrige stats- og regeringsledere til at forpligte hinanden på en 30 pct. CO2-redukiton i 2020, så der er sammenhæng mellem det, EU selv siger er nødvendigt og EU's beslutninger, og så man undgår, at EU forpligter sig til en for lav målsætning i forhold til , at der er meget få år at løbe på, hvis faretruende global opvarmning skal undgås?

På det seneste miljørådsmøde d. 20. februar 2007 kunne miljøministrene kun blive enige om en CO2-reduktion på sølle 20 pct. i 2020 og lod en reduktion på de nødvendige 30 pct. afhænge af en global aftale. Samtidig anerkender Rådet dog, at »absolute emission reduction commitments are the backbone of a global carbon market and that developed countries should continue to take the lead by committing to collectively reducing their emissions of greenhouse gases in the order of 30% by 2020 compared to 1990 with a view to collectively reducing their emissions by 60 to 80% by 2050 compared to 1990" (Pkt. 8 i Rådskonklusionerne fra d. 20. februar, dok. 92857)« Udkast til FN's klimapanels rapport, som kommer i maj, giver verdens regeringsledere 15 år til at afværge en klimakatastrofe, skrev den tyske udgave af Financiel Times torsdag den 22. februar 2007. Det burde give statsministeren et godt kort på hånden i forhandlingerne med de andre stats- og regeringsledere op til topmødet den 8-9. marts. Det er jo absurd at vedtage en ny energi- og klimapolitik i marts, som allerede i maj bliver underkendt af FN's klimapanel. En global aftale er selvfølgelig helt afgørende - men hvis en sådan glipper, legitimerer det på ingen måde, at EU's regeringsledere så kun vil forpligte hinanden på de utilstrækkelige 20 pct. CO2-reduktion i 2020. Derfor er EU's stats- og regeringsledere nødt til at tage de sidste måneders adskillige advarsler alvorligt og gå forrest - også inden en global aftale er på plads - og forpligte hinanden på den helt nødvendige 30 pct. CO2-reduktion.