Skriftlig fremsættelse (15. november
2006)
Socialministeren (Eva Kjer
Hansen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ophævelse af lov om
fremme af privat udlejningsbyggeri
(Lovforslag nr. L 79)
Presset på byggesektoren er pt. meget stort
med stigende mangel på såvel arbejdskraft som
materialer. Samtidig vurderes det i den nuværende situation
at være vanskeligt at få ansøgninger fra
seriøse investorer, der for øjeblikket i stedet for
udlejningsbyggeri især synes at satse på
ejerlejligheds- og andelsboligbyggeri. Endvidere vurderes det at
være vanskeligt med den bevillingsramme på mere end 400
mio. kr., der vil være til rådighed til fordeling i
2006, at sikre den fornødne konkurrence mellem
ansøgerne om, hvem der kan bygge med det laveste tilskud pr.
m², da der vil være en forventning på markedet om,
at alle ansøgninger vil blive imødekommet.
Henset til den aktuelle situation i byggesektoren
og det lavere træk på ordningen er regeringen,
Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti som led i flerårsaftalen for
politiets og anklagemyndighedens økonomi i perioden
2007-2010 blevet enige om at ophæve loven. Hermed
frigøres der mere end 500 mio. kr., som indgår i
finansieringen af flerårsaftalen.
For så vidt angår lovforslagets
økonomiske konsekvenser for det offentlige, kan statens
mindreudgifter ved ophævelsen af ordningen opgøres til
godt 500 mio. kr. Beløbet kan blive større,
såfremt der sker yderligere bortfald af tidligere tilsagn
mv.
Forslaget skønnes at medføre en
reduktion i investeringerne i nyt privat udlejningsbyggeri og
dermed i aktiviteten i bygge- og anlægssektoren fra 2.
halvår 2007 og frem til slutningen af 2009, men primært
i 2008. Forslaget vil således alt andet lige modvirke, at der
opstår inflationsskabende flaskehalse i bygge- og
anlægssektoren.
De kommunaløkonomiske konsekvenser skal
forhandles med de kommunale parter.
Lovforslaget medfører en begrænset
administrativ lettelse for staten i 2007, men skønnes ikke
at have nævneværdige administrative konsekvenser for
kommunerne og regionerne.
Lovforslaget skønnes ikke at have
nævneværdige økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
Forslaget skønnes ikke at have
miljømæssige konsekvenser, ligesom forslaget ikke
indeholder EU-retlige aspekter.
Det foreslås, at loven træder i kraft
den 23. december 2006.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget
og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale
forslaget til Tingets velvillige behandling.